Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 13.1.2014

Af Lars Olsen

 

Befolkningens tillid til politikerne er i frit fald. Det blev senest dokumenteret i sidste uge af en undersøgelse i Altinget.dk. Kun 36 pct. af danskerne har stor tillid til politikerne, mens 62 pct. har lille eller meget lille tillid. Et dramatisk fald siden midten af 00’erne, hvor den politiske tillid var helt oppe på to tredjedele af befolkningen.

Den folkelige skepsis bekræftes af flere analyser. Til gengæld er der ikke hold i en del af forklaringerne på hvorfor. Tallene giver ellers nogle solide fingerpeg – mere om dét om lidt.

En hyppig forklaring er de mange skandaler og politiske personsager. De er måske medvirkende, men langt fra hovedforklaringen. Der var også skandaler og personsager i 00’erne, da befolkningen havde helt anderledes tillid til politikerne. »Sager« og mediestorme er en – frastødende – skyggeside af nutidig politik.

Lige inden jul deltog jeg i Debatten på DR2 med temaet »tillid til Christiansborg?« Midt i det sædvanlige iscenesatte slagsmål mellem »rød« og »blå« havde vi en kort og knap så forudsigelig diskussion om folkelig mistillid. Hér blev der fra begge blokke peget på væsentlige forklaringer:

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti fremhævede reformtrætheden i store dele af befolkningen. De unge socialdemokrat Peter Hummelgaard pegede på, at politikerne – herunder hans partifæller – begrunder indgrebene med »nødvendighedens politik«. Hermed forsvinder befolkningens demokratiske valg mellem forskellige politiske løsninger.

Derimod spillede Venstres Kristian Jensen den sædvanlige plade: Han placerede hele ansvaret hos den »røde« regering og dens løftebrud. Dette er i åbenlys modstrid med de faktiske tal. Analyserne dokumenterer, at mistilliden steg dramatisk allerede i foråret 2011 – under Venstres Lars Løkke Rasmussen. Den faldt igen op til valget i efteråret 2011, hvor danskerne oplevede et reelt valg mellem forskellige krisepolitikker, men steg så atter, da Helle Thorning-Schmidts regering gik »reformamok«.

Det hører med, at Anders Fogh Rasmussens udskældte kontraktpolitik – demokratisk set – var bedre end sit rygte. Tilliden til politikerne nåede et toppunkt midt i 00’erne, hvor økonomien gik godt, og der kom styr på indvandringen. Foghs fejl var, at han ikke udnyttede de gode år til en dialog med vælgerne om nænsomme reformer. Konsekvensen blev en dramatisk opbremsning, der skaber utryghed hos mange mennesker.

Jeg har tidligere på dette sted fortalt om de omfattende analyser fra Trygfonden og professor Jørgen Goul Andersen. Hér identificeres hovedforklaringen på den voldsomt stigende mistillid til politikerne. Mistilliden er særlig stor hos dem, der føler sig utrygge i hverdagen og/eller ser med skepsis på skiftende regeringers utallige reformer af overførsler og kommuner.

Især reformerne af dagpenge og efterløn har skabt utryghed. Samtidig viser analyserne, at store dele af befolkningen er skeptiske over for reformerne. De tror simpelthen ikke på, at reformerne skaber bedre velfærd på sigt, sådan som politikerne postulerer.

 

Det er politikkens indhold – reformerne – der skaber mistillid. Hér har Thorning-regeringen et stort medansvar. Problemet er ikke en stribe større eller mindre »løftebrud«, men selve hovedlinjen: At udgangspunktet for SRSF er VK-regeringens økonomiske politik – som der skrives i regeringsgrundlaget.

Den meningsdannede elite af politikere, kommentatorer og redaktører er påfaldende enige om »den nødvendige politik«. Det er store dele af befolkningen bare ikke. Og dén kløft skaber mistillid.