Manuskript til analyse i Politiken 15.12.2010
Af Lars Olsen
Regeringens skolereform vil indføre niveau- og linjedeling, men PISA viser, at det modsatte giver de bedste resultater
REGERINGENS SPINDOKTORER havde godt blik for timingen. Tirsdag i sidste uge blev den internationale PISA-undersøgelse offentliggjort, og det var – traditionen tro – nedslående læsning i Danmark. Onsdag fremlagde regeringen så sit forslag til ny folkeskolereform. Nu må der gøres noget, danske elever skal i verdensklasse, lød budskabet.
En rød tråd i reformen er øget opdeling af eleverne. Der bliver stort set frit slag til lokalt at dele på kryds og tværs. Loftet over maksimum 28 elever i klassen fjernes, det samme gør den nuværende regel om, at eleverne i mindst 50 procent af tiden skal undervises i en fælles stamklasse.
I stedet kan eleverne deles i hold på tværs af klasser og klassetrin. I regeringens udspil Faglighed og Frihed hedder det blandt andet, at skolerne kan »opdele eleverne efter fagligt niveau i et eller flere fag«, dvs. genindføre den niveaudeling der eksisterede frem til skolereformen i 1993. Samtidig foreslår regeringen, at der i 7-9.klasse indføres forskellige linjer. For eksempel »en internationaliseringslinje med fokus på fremmedsprog« og »en erhvervslinje i samarbejde med en erhvervsskole«.
Det nye i disse forslag er ikke, at eleverne i de store klasser kan vælge nogle fag efter interesse. Det nye er heller ikke, at der anvendes fleksibel holddannelse. Det er udbredt i dagens skole. Det nye er, at eleverne med regeringens forslag kan deles permanent – at der gøres op med enhedsskolen, med den blandede klasse som afgørende byggesten.
PISA TYDER ELLERS på, at det modsatte giver langt de bedste resultater. Sidste uges rapport fokuserer på de skolesystemer, der betegnes som »særligt succesfulde«. Det er lande, hvor eleverne klarer sig bedre end gennemsnittet i OECD, og hvor social baggrund ikke betyder så meget. Altså skolesystemer der på én gang sikrer højt niveau og beskeden ulighed.
Rapporten peger hér på Finland, Canada, Japan, Norge, Estland og Island. Den konkluderer, at »skolesystemer med en mindre grad af vertikal og horisontal differentiering af elever typisk også er de systemer, som opnår bedre resultater overordnet set, samtidig med at den socioøkonomiske ulighed begrænses«. De succesfulde lande bruger således kun i begrænset grad muligheden for »at gruppere elever afhængig af deres interesser og/eller boglige præstationer«.
Det mest bemærkelsesværdige land er Finland, der ligesom Danmark har en enhedsskole. På de fleste områder ligger Finland i den globale top-5, som regeringen stræber efter. Mens 15 procent af danske unge er svage læsere, er tallet 8 procent i Finland. Til gengæld er 15 procent af de finske elever særlig gode læsere, herhjemme er det kun 5 procent.
En vigtig forklaring er, at den finske skole er bedre til at udligne sociale forskelle. Grafikken viser eksempler på, hvor stærkt mors uddannelse slår igennem i elevernes præstationer. Hér ligger Finland betydelig lavere end Danmark, som internationalt befinder sig midt i feltet. I Tyskland har forældrenes uddannelse således endnu større betydning end herhjemme.
Også hos vores nabo mod syd udløser PISA voldsom debat. Sociologer peger på, at den tyske skoles tidlige deling i forskellige linjer er en væsentlig årsag til de store sociale forskelle. I nogle delstater deles eleverne efter 4.klasse, i andre efter 6.klasse; delingen sker efter faglige præstationer, men er i praksis også social.
KRITIKKEN AF DEN tidlige deling er godt i tråd med andre forskningsresultater. Adskillige undersøgelser viser en »klassekammerateffekt«: At uddannelsesvante elever trækker de knap så uddannelsesvante med op. Derfor er det en fordel med blandede klasser – socialt og kulturelt.
I forbindelse med bogen Den sociale smeltedigel dokumenterede COWI, at skole- og lokalmiljøet skaber vidt forskellige resultater for unge med samme baggrund. Hvis unge med »svag hjemmebaggrund« går i en blandet klasse, hvor der kun er begrænsede sociale problemer, så har 65 procent som 23-årige en ungdomsuddannelse eller er i gang med én. Men hvis tilsvarende unge går på en socialt belastet skole, er tallet kun 47 procent.
»Klassekammerateffekten« bunder i det simple forhold, at børn og unge er rollemodeller for hinanden. Er det normen at lave sine lektier – eller at engagere sig i gruppearbejdet? I en socialt og kulturelt blandet klasse vil de uddannelsesvantes normer og vaner ofte sætte standarden. Derimod skabes der lettere en slap kultur, hvis de mindre uddannelsesvante isoleres på deres egne skoler – eller tidligt udskilles i særlige niveauer og linjer, sådan som regeringen lægger op til.
DA UNDERVISNINGSMINISTEREN deltog i offentliggørelsen af PISA, spurgte en journalist til rapportens konklusioner om, at skolesystemer med beskeden elevdifferentiering fører til bedre resultater. Tina Nedergaard (V) gled af på spørgsmålet og henviste til, at den succesrige finske skole er bedre til at sikre »ro i klasserne«.
På dette punkt har hun da også en stærkere pointe. PISA viser, at et »disciplineret indlæringsmiljø« er afgørende, og hér har enhedsskolerne i Danmark og Finland en vidt forskellig kultur. Den finske skole har bevaret et fokus på faglighed, fællesskab og faste rammer, der tit betragtes som gammeldags herhjemme. Da Danmark indførte »ansvar for egen læring«, hvor læreren blev reduceret til vejleder og coach, holdt finnerne fast i læreren som autoritet overfor elever og forældre.
Med reformudspillet genopliver regeringen den ideologiske konflikt, der prægede dansk skolepolitik fra 1950erne til 1993, nemlig spørgsmålet om hvornår eleverne deles. I dette opgør er enhedsskolens tilhængere i overensstemmelse med forskningen – både i Danmark og internationalt. Men den udelte skole har nogle kulturelle forudsætninger, som mange danske skolefolk har glemt. Hér leverer Finland stof til eftertanke.
Lars Olsen er analytiker, foredragsholder og forfatter til flere bøger om uddannelse og ulighed, blandt andet ”Den sociale smeltedigel” og ”Eliternes Triumf”.
