Manuskript til analyse bragt i Politiken 19.12.2009
Af Lars Olsen
En stor kortlægning fra det svenske Skolverket sætter spørgsmålstegn ved den individualisering, som er en bærende forestilling hos danske skolepolitikere og pædagogiske eksperter
DET ER IKKE KUN de svage elever, der skal påberåbe sig ret til specialundervisning. Også de begavede børn skal have et retskrav på særlig undervisning.
Det foreslog professor Niels Egelund for nylig i Berlingske Tidende, og ideen blev bakket op af undervisningsminister Bertel Haarder. Et retskrav betyder i sin yderste konsekvens, at forældre kan sagsøge kommunen, hvis lille Benjamin ikke får særlig avancerede opgaver i skolen. Undervisningsministerens melding er imidlertid godt i tråd med den individualiserede tilgang til skole og undervisning, som præger både politikere og pædagogiske eksperter i Danmark.
Prodekan på DPU/Aarhus Universitet, Claus Holm, forudså for nylig på denne plads (Pol 29.11), at den danske folkeskole er ved at kappe båndene til årtiers centrale organiseringsprincip – klassen og klasselæreren. Ifølge Claus Holm vil fremtiden i stedet byde på en langt mere flydende struktur, hvor læreren er coach for den enkelte elevs personlige og selvansvarlige læring. Et opgør med det gammeldags klassefællesskab, der for alvor startede i 1990erne og vil blive forstærket fremover.
POLITIKERE OG EKSPERTER forestiller sig, at vi med denne differentierede og individuelle tilgang når frem til det forjættede land, hvor alle får lige præcis den undervisning, som passer til deres specielle behov. En stor kortlægning, som det svenske Skolverket offentliggjorde i efteråret, sætter imidlertid et par kraftige spørgsmålstegn ved denne antagelse.
Rapporten ”Vad påverker resultaten i svensk grundskola?” tager udgangspunkt i, at svenske elever klarer sig dårligere i internationale målinger end i starten af 1990erne. Samtidig viser analyser af de svenske karakterer, at der voksende skel mellem forskellige elevgrupper.
Afstanden mellem svenskere og indvandrere er lidt større, det samme er forskellen på piger og drenge, men det er nok så meget forældrenes sociale baggrund, som fylder mere. Uligheden mellem de højt- og lavtuddannedes børn er større end for tyve år siden. Dette er påfaldende, bemærker rapporten. Man skulle ellers forvente, at et stigende uddannelsesniveau blandt forældrene ville mindske uligheden, men det er gået lige modsat.
På baggrund af svensk og international forskning udpeger Skolverket fire store forandringer af samfundet og skolen, som har ført til denne udvikling. Forandringer, der også præger Danmark og udfordrer bærende politiske og pædagogiske forestillinger:
FOR DET FØRSTE PEGER Skolverket på voksende segregering og opsplitning mellem forskellige elevgrupper. Den svenske (og danske) skole var tidligere kendetegnet ved, at børn fra forskellige sociale og kulturelle miljøer sad side om side i klassen; det skabte en stærk »klassekammerateffekt«, hvor de stærke trak de svage op. I dag går forskellige elevgrupper i højere grad på hver deres skole. En udvikling, der ifølge rapporten både skyldes mere segregerede boligmønstre, øget frit skolevalg og at flere børn går i friskoler og privatskoler – helt som vi kender det herhjemme.
Den anden faktor i Skolverkets analyse er knap så relevant i dansk sammenhæng. Det er decentraliseringen af den svenske skole, som frem til 1990erne var en af verdens mest centraliserede. Hér har Danmark historisk haft en anden og langt mere lokalt forankret folkeskole.
Den tredje store forandring er imidlertid meget parallel i de to skandinaviske lande. Det er den voksende differentiering mellem forskellige elevgrupper, hvor stadig flere modtager specialundervisning, og hvor dygtige og mindre dygtige undervises på forskellige hold.
Skolverkets rapport peger på, at der er brug for særlige tiltag overfor elever med specielle problemer, men stiller spørgsmål ved omfanget. Det store antal særlige forløb har ført til, at »en ny type af differentiering og sortering har udviklet sig indenfor den udelte skole«. Konsekvensen er, at skolen efterhånden ikke længere udnytter den positive klassekammerateffekt, hvor de stærke trækker de svage op; det er også, at de mindre dygtige elever ikke møder tilstrækkelig med forventninger og udfordringer fra lærerne.
Også den fjerde faktor bør vække til eftertanke herhjemme. Det er individualiseringen, hvor eleverne skal tage ansvar for egen læring. Skolverket peger på, at klasseundervisning og gruppearbejde i stigende grad viger for den enkeltes individuelle arbejde. Baggrunden er, at eleverne skal lære selv at finde information og drage konklusioner, men hertil »behøver eleverne mere lærerstøtte end de faktisk får«, konkluderer rapporten.
Konsekvensen er, at støtten fra forældrene bliver vigtigere, og at forældrenes uddannelse og kulturelle kapital får større betydning for, hvordan den enkelte klarer sig. Konsekvensen er også, at eleverne ikke som før får glæde af »lærerens kompetence og specifikke kundskaber«.
Hér skelner rapporten mellem »individuelt arbejde« og undervisning, der er tilpasset elevernes »individuelle forudsætninger og behov«. Det sidste kan påvirke elevernes resultater i positiv retning, påpeges det. Men det kræver netop en aktiv lærerrolle, hvor læreren er den »pådrivende« i undervisningen og ikke lægger ansvaret over til eleverne. Det kræver også nære relationer mellem lærere og elever, så læreren har et godt blik for elevernes forudsætninger og behov.
HERHJEMM ER INGEN uenige i, at en del børn har brug for specialundervisning, eller at lærere med succes kan inddele klassen i midlertidige hold. Skolverket peger imidlertid på nogle balancer mellem differentiering/individualisering og fællesskab, som stort set er forsvundet fra dansk skoledebat.
Opgøret med den udelte og blandede skole drives frem af politiske og pædagogiske strømninger, der har forskellige udgangspunkter, men reelt trækker samme vej. Det samme gør de urealistiske forestillinger om »rummelighed«, som også trives blandt eksperter og politikere. Meget tyder på, at konsekvenserne bliver mere omfattende, end vi egentlig har gjort os klart.
Lars Olsen er forfatter til bogen ”Den sociale smeltedigel” og har foretaget en række undersøgelser om unge og uddannelse.
