Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 27.1.2014

Af Lars Olsen

 

Socialdemokratiet er berygtet for fløjkampe. Dets stridigheder og ballade er fast indslag i medierne. For mange lignede det endnu et bidrag til føljetonen, da Poul Nyrup Rasmussen i torsdags satte strøm til debatten om salg af Dong-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs. Dette opgør er dog ikke som tidligere, men afdækker nye brudflader i Socialdemokratiet – og dansk politik.

Mange af de hidtidige stridigheder havde rødder i formandsopgøret, dengang Nyrup i 1992 udfordrede daværende partiformand Svend Auken. Nyrup vandt afstemningen, men den kløvede også Socialdemokratiet fra top til bund. Aukens venstreorienterede idealisme stod over for Nyrups pragmatiske fornyelse, hver med titusinder af tilhængere ude i landet.

Striden fortsatte op gennem 1990’erne. Auken-fløjen bestod af nogle folketingsmedlemmer, toppen i partiorganisationen og en del partiforeninger landet over. Nyrup-fløjen stod stærkt blandt andre MF’ere, andre partiforeninger og havde opbakning fra meget af fagbevægelsen og det kommunale bagland.

Socialdemokratiet er et andet i dag – topstyringen er stærkere, den folkelige bevægelse svagere. Striden om Goldman Sachs følger et nyt mønster, vi også så ved opgørene i 2012-13 om selskabsskat, dagpenge m.v. Regeringstoppen udfordres af langt de fleste socialdemokrater, der overhovedet deltager i debatten – borgmestre, fhv. ministre, debattører, DSU, anonyme folketingsmedlemmer … Det er – groft sagt – magten mod rosset.

Striden om Goldman Sachs adskiller sig mest fra 2012-13 ved spillet i toppen. Corydon & Thorning får denne gang en vis opbakning fra nøglespillerne Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen. Sass Larsen er blevet erhvervsminister og står ikke længere uden for teltet og tisser ind, men indenfor og tisser ud. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen konstaterer stilfærdigt på Facebook, at »beslutningen om Dong er truffet og lad os nu bruge kræfterne på at skabe flere arbejdspladser.« Mere en opfordring til at indse magtens realiteter end egentlig opbakning til beslutningen.

 

Det er kendetegnede, at mediestormen om Goldman Sachs blev udløst af den mest prominente socialdemokrat uden for regeringen. Nyrup hører ikke ligefrem til på den socialdemokratiske venstrefløj, men regeringstoppen er til højre for alt, der tidligere kendetegnede socialdemokratiske fløje.

Thorning & Corydon har mistet fornemmelsen for de værdier, der præger S-SF-baglandet – og store vælgergrupper. Danskerne bliver forargede, når arbejdssomme medborgere er ved at miste dagpengene. De bliver også forargede, når nationalt »arvesølv« som Dong sælges til amerikanske spekulanter – trods tilbud fra danske pensionskasser. Paradoksalt nok er det socialdemokratiske værdier, der skaber vælgerkriser for en S-ledet regering.

Finansminister Corydon siger, at Goldman Sachs kom med det »samlet set« bedste tilbud på Dong-aktierne. Det er måske rigtigt, hvis salget analyseres i en kortsigtet kommerciel kalkule – uden hensyn til om aktiernes afkast beskattes i Danmark, og hvad der sker på bare lidt længere sigt. Regeringstoppen har – nok engang – overtaget embedsapparatets snævre økonomiske kalkuler og tilsidesat de bredere samfundshensyn, de skal varetage som politikere.

 

Det vakte almindelig moro, da Fremskridtspartiets Mogens Glistrup i 1973 ville erstatte forsvaret med en telefonsvarer, der på russisk meddelte Danmarks overgivelse. Regeringstoppen er ved at realisere en ny variant af tankegangen. Politiske beslutninger overlades til regnedrenge og excelark og befries for – politik.

21