Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 15.6.2015

Af Lars Olsen

 

»Hvordan 423 danskere styrer landet«. Sådan lyder den skarpe undertitel på »Magteliten«, der udkom for nylig. Bogen bygger på den hidtil grundigste kortlægning af toppen i det danske samfund. Den sætter ansigter på magtens indercirkler og trækker den diskrete elite frem i lyset.

Flere medier udsender fra tid til anden lidt tilfældige lister over de mest magtfulde danskere. Sociologerne Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen er gået anderledes grundigt til værks og har fået god hjælp fra journalist Markus Bernsen.

»Magteliten« bygger på en omfattende database, der kortlægger magtens mange institutioner: Bestyrelser og direktion i de 1000 største virksomheder, bestyrelser i statslige organisationer, kommissionsmedlemmer, medlemslister til 114 VL-grupper, bestyrelser i alle organisationer med høringsret ved lovforslag og adskilligt mere. Alt i alt 5.079 netværk med ikke mindre end 37.750 medlemmer.

Midt i dette gigantiske edderkoppespind identificerer forfatterne 423 danskere, der går igen i mange netværk og er tæt forbundne: Erhvervsspidser, bosser i fagbevægelsen, topfolk i politik, stat og kommuner, enkelte professorer – især økonomer … Over halvdelen kommer fra erhvervslivet og arbejdsgiverorganisationerne. Den økonomiske elite er således langt mere magtfuld, end det fremgår af debatten. Direktørerne i de 100 største virksomheder er chefer for 1,1 million medarbejdere og præger mange sider af samfundet:

»Når Kjeld Johannesen fra Danish Crown lukker et slagteri i Rødding og skrotter 300 arbejdspladser, går hele lokalsamfundet i stå. Når Per Bank lægger en ny indkøbsstrategi for Dansk Supermarked, ændrer det indholdet af vores indkøbskurve og vores børns maver. Og når Peter Straarup som daværende direktør i Danske Bank overtaler staten til at dække risikable investeringer i Danmark og Irland, rammer det alle skatteborgere på pengepungen«.

Samtidig har erhvervsspidserne stor indflydelse i regeringers arbejdsgrupper, og deres netværk rækker ind i alle sider af samfundslivet. Og de udgør langt fra noget tilfældigt udsnit af danskere. Hver fjerde topdirektør er vokset op i et direktørhjem, og fire femtedele kommer fra den mest velstillede tiendedel af befolkningen.

 

Bogens svaghed er, at den kun ser magt som netværk og ikke som bredere sociale processer. Ingen af chefredaktørerne på de store dagblade er med i magteliten, og forestillingerne om en indflydelsesrig kulturelite er angiveligt »forkerte«. Den offentlige debat betragtes som »støj« uden indflydelse på beslutningerne i magtens lukkede rum.

Det er al for forenklet. For eksempel betegner forfatterne Pia Kjærsgaard som »en outsider«, langt fra magteliten. Ikke desto mindre spillede Dansk Folkeparti og den offentlige debat en afgørende rolle for, at Danmark siden 2001 har haft en langt mere stram udlændingepolitik.

Metoden undervurderer også modsætningerne i eliterne – for ret beset er der flere af slagsen. Det er »sjældent, at nogle af de 423 skændes offentligt«, siges det. Hvad så med de seneste års krisepolitik? Reformer af dagpenge, efterløn og andre sociale ydelser støttes af den økonomiske og administrative elite, men kritiseres hårdt af fagbevægelsen, hvis medlemmer betaler prisen. Et andet eksempel er social dumping fra billige østarbejdere. Det glæder erhvervsbosserne, men møder modstand fra fagbosserne.

 

Ikke desto mindre er det en tiltrængt og læseværdig bog. Forfatterne påpeger med rette en dyb demokratisk skævhed i vores ellers åh-så-lige samfund. De giver os ny viden om det Danmark, vi tror vi kender.