Klumme i Jyllands-Posten 24.9.2018
Af Lars Olsen
»Vi skal have gjort op med den opfattelse, at bogen er finere end håndens arbejde (…) Jeg ved ikke, hvad der er sket i dette land. Vi er kollektivt ramt af uddannelsessnobberi«. Sådan sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han præsenterede regeringens udspil til stærkere erhvervsuddannelser.
Det er kendetegnende, at udspillet om faglige uddannelser kritiseres for at være for lidt og for underfinansieret. Jeg har deltaget i uddannelsesdebatten i flere årtier, og der er sket intet mindre end et paradigmeskifte. I årevis var de definerende lag netop ramt af kollektivt uddannelsessnobberi, det kunne ikke blive teoretisk og akademisk nok.
I 2008-10 sad jeg i undervisningsminister Bertel Haarders Arbejdsgruppe vedr. Social Arv. Bertel Haarder var som jeg kritisk overfor akademiseringen og uddannelsessnobberiet; med arbejdsgruppen ville ministeren have en modvægt til embedsapparatet, der tænkte i ganske andre baner.
Blandt de andre i gruppen var skoleleder Arne Sloth Kristoffersen, der på Bavnebakkeskolen i Støvring gik stik imod den herskende tendens til en gymnasieforberedende folkeskole. Praktiske fag var i højsædet, og skolen havde en hel værkstedsfløj – noget af det, regeringen nu vil gennemføre med 10 års forsinkelse.
Vi var imidlertid oppe imod stærke kræfter. I 2010 blev det et mål for dansk uddannelsespolitik, at 25 pct. af en årgang skal være akademikere. Målet blev formuleret af uddannelsesminister Charlotte Sahl Madsen, statsministeren hed – Lars Løkke Rasmussen.
Siden er stemningen skiftet. Politikerne taler nu om Danmark som både »videns- og produktionssamfund«. Bertel Haarder og jeg må nærmest knibe os i armen, når vi løber på hinanden og konstaterer skiftet. Desværre står de gamle forestillinger, skabt af 25 års fokus på »videnssamfundet«, stadig stærkt på den offentlige nethinde.
Samtidig har Danmark ændret sig på anden vis: Det er blevet sværere at have »håndens arbejde« – for at bruge statsministerens udtryk. Tag de unge, der følger Løkkes opfordring og tager en erhvervsuddannelse: En 17-årig, der starter i tømrerlære, skal arbejde til han er 75 – 58 år på arbejdsmarkedet, tak for kaffe!
Baggrunden er stigende pensionsalder og afviklingen af efterlønnen, der betegnes som Løkkes politiske svendestykke. Skiftende regeringers reformer af efterløn, pensionsalder, dagpenge og førtidspension er indrettet efter dem, der tager lange uddannelser, kommer sent på arbejdsmarkedet og ikke har stor risiko for nedslidning og sygdom. Derimod rammer de hårdt blandt faglærte med »håndens arbejde«.
For de unge er pensionsalderen måske langt væk, men forældrene er bevidste om det. Et par virkelige eksempler: Den gigtramte murer, der ikke vil råde sin søn til at blive murer. Gymnasielæreren, der er bekymret over, at sønnen er i lære som VVS’er.
Det skræmmende perspektiv findes lige på den anden side af Nordsøen: Under »vidensøkonomiens« banner er Storbritannien blevet afindustrialiseret, erhvervsuddannelserne er skrumpet til ingenting, og britiske unge polariseres i boglige unge og ufaglærte, der hutler sig igennem med usikre job og sociale ydelser. På britiske byggepladser er der i dag en masse udlændinge – og stort set ingen lærlinge.
Danmark er allerede gået al for langt ad den angelsaksiske vej. Det er fint, at regeringen omsider blæser til kamp mod uddannelsessnobberiet, men der skal mere til. Respekt for håndens arbejde kræver tryghed og ordentlige levevilkår – ellers er det ikke andet end tomme ord.
