Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.6.2013

Af Lars Olsen

 

Hvorfor skal de dygtige og velfungerende tvinges til lange skoledage, fordi de svage har brug for lektiehjælp? Synspunktet er igen og igen bragt til torvs af Konservative, Liberal Alliance og borgerlige meningsdannere. Ikke mindst i den seneste uge, hvor forhandlingerne om reform af folkeskolen endte i et drama om lektiecafeer.

Synspunktet kan efter behag betragtes som spøjst – eller helt galt afmarcheret. Spøjst, fordi de samme partier og meningsdannere i tide og utide vil have mere fokus på »eliten« i skolen. Hér er lektiecafeer et oplagt sted at gøre noget i stedet for bare at snakke. I lektiecafeen er det nemlig ikke kun de svage, der kan få hjælp til det basale, men også de dygtige, som kan udfordres med ekstra opgaver, avanceret litteratur etc.

Nok så alvorligt er det imidlertid, at den ensidige fokus på de 10-20 pct. »svage« overser en mere fundamental ulighed mellem familierne. Det er ikke bare de dårligst stillede, som har brug for helhedsskolens lektiecafeer og nye undervisningsformer. Det er også det store flertal, som ikke har højtuddannede og velstillede forældre, der klarer lektier og projektopgaver hjemme ved PH-lampen.

I ”Det danske klassesamfund” kortlægger vi karaktererne ved Folkeskolens Afgangsprøve, og billedet bekræftes af andre undersøgelser:

Ja, der er et særligt problem med de 14 pct. af familierne, som tilhører underklassen udenfor arbejdsmarkedet. Hér er karaktererne helt i bund: I dansk er snittet blot 4,7 – og næsten halvdelen gennemfører aldrig en ungdomsuddannelse. Uligheden stopper imidlertid ikke hér. Børn af den store brede arbejderklasse – 42 pct. af familierne – klarer sig kun lidt bedre. Deres børn opnår 5,5 i snit. Vi skal helt op i overklassen og den højere middelklasse for at finde de høje gennemsnit: 7,4.

Hér skal det bemærkes, at der i alle samfundslag er særlig dygtige og særlig dårlige elever. Når gennemsnittet viser en socialt bestemt forskel på tre karakterpoint, så er den helt gal. En så stor og systematisk ulighed er simpelthen ikke et velfærdssamfund værdigt.

 

I overklassen og den højere middelklasse har en eller begge forældre en akademisk uddannelse og/eller ledende stillinger. Det er 14 pct. af familierne, som har helt andre muligheder for at tage »ansvar for egen læring« end tømrersvenden og rengøringsassistenten. Ikke desto mindre indrettes skolen efter dette mindretal, når hjælp til lektier og projekter overlades til far og mor.

Alle kan selvfølgelig hjælpe med simple tekster og regnestykker, men når børnene kommer op i de større klasser, bliver støtte til lektier hurtigt et udskillelsesløb. De kortuddannede falder fra – og alle kommer til kort, når kravene er anderledes, end da vi andre gik i skole. Trods en akademisk uddannelse havde jeg store kvaler med den 8.klasses matematikopgave, som én fra familien bad om hjælp til.

Hertil kommer, at lektiecafeer får en anden status, når de bliver en del af selve skoledagen. Det kan blive et rum for fordybelse, som både stærke og svage vil profitere på – netop dét mange borgerlige meningsdannere efterlyser. Nu anklager de samme meningsdannere pludselig lektiecafeer for at være et socialistisk eksperiment – forstå det hvem der kan.

 

Vi har i Danmark mistet fornemmelsen for klasseskel mellem brede samfundslag. Ulighed reduceres til en mindre gruppe »svage«, også i skoledebatten. Følgen er, at uddannelsessystemet indrettes efter det velstillede mindretal, som kan tage ansvar for eget barns læring. Ros til de politikere, der omsider gør noget ved miseren.