Klumme i Jyllands-Posten 26.8.2019

Af Lars Olsen

Det er ikke hverdagskost, at en storkapitalists død skaber sorg på venstrefløjen. Ikke desto mindre skete det mandag, da nyheden om Lars Larsens bortgang ramte danskerne. På Facebook postede SF-formand Pia Olsen Dyhr et citat af Lars Larsen: »De er nogle forrædere, dem der tjener en masse penge i Danmark og så stikker af til udlandet. Danmark har givet dem det hele, og så vil de ikke betale skat«.

Selv skrev SF-formanden: »En anstændig erhvervsmand! Lars Larsen vil blive savnet. Æret være hans minde.« Opslaget fik tusindvis af likes og flere hundrede kommentarer. Langt de fleste folk fra venstrefløjen, der udtrykte deres store respekt for Dynekongen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard var på samme linje. Han udsendte sidste år bogen ”Den syge Kapitalisme”, men var fuld af lovord overfor den jyske milliardær: »I dag er en trist dag for Danmark. En af landets største og mest karismatiske erhvervsledere er gået bort,« skrev den unge socialdemokrat på Facebook.

Dyne-Larsens popularitet handler selvfølgelig om hans personlighed: Han voksede op i små kår i Thy og bevarede livet igennem den jordbundne folkelighed, som de fleste danskere sætter pris på. Men det handler også om, hvordan han tjente sine milliarder. Lars Larsen startede fra ingenting og skabte med iderigdom og initiativ tusindvis af arbejdspladser – i Danmark og globalt.

Dén slags sætter vi pris på i en tid, hvor kapitalistisk grådighed støder store dele af offentligheden. Nets Bo Nilsson og Ørsteds Henrik Poulsen bliver stinkende rige på den ufine måde: Børsnoteringer, divisioneringer, incitamentsprogrammer og alskens fikumdik. Mens Lars Larsen repræsenterer den produktive kapitalisme, der gavner brede samfundsgrupper, repræsenterer Nilsson og Poulsen dét, der kaldes ”finansialisering”: Hvor produktion og handel i den virkelige økonomi underlægges finanskapitalen, og produktive virksomheder som Nets og Ørsted omdannes til spekulationsobjekter i den nye adels parasitære kultur.

 

Lars Larsen var et godt eksempel på den folkelige overklasse, der heldigvis stadig findes i Danmark – især udenfor storbyerne. Dynekongen var uddannet gardinmontør og butikschef, før han i 1979 åbnede sin egen. Og trods de mange milliarder fortsatte hustruen, Kristine, som almindelig medarbejder i Jysk.

Det er lige efter bogen. I ”Klassekamp fra Oven” kortlagde jeg sammen med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd de større selvstændige og topledere, der tilhører overklassen og den højere middelklasse:

Ledere og selvstændige, der selv kommer fra samfundets øvre lag, bruger tit en akademisk uddannelse som løftestang. For unge – der som Lars Larsen er vokset op i arbejderklassen og den brede middelklasse – er karrierevejen anderledes: den går oftere gennem kortere praksisrettet uddannelse og erfaring. Arbejdsliv og praktisk uddannelse skaber langt mere social mobilitet end akademiske uddannelser med deres indforståede koder.

Kortlægningen viste også tankevækkende geografiske forskelle. I hovedstaden og Aarhus bor overklassen ofte i enklaver med andre velstilledere, også ægtefællerne har længere uddannelse, og børnene klumpes sammen på »velhaverskoler«, hvor de får et skævt billede af Danmark.

I Jylland udenfor Aarhus er overklassen anderledes folkelig: Ægtefællerne har praksisrettede uddannelser, og børnene går på lokale skoler i socialt blandede kvarter. Den folkelige overklasse har den tætte forbindelse til det jævne folk, som hovedstadseliten i stigende grad mangler.