Klumme i Jyllands-Posten 8.4.2019

Af Lars Olsen

 

Hvor meget kender vi egentlig til hinandens livsvilkår? Spørgsmålet optager mig efter tankevækkende møder ude i landet. Arbejdslivet for folk nederst i hierarkiet har ændret sig mere dramatisk, end mange i de bedrestillede lag er klar over. Lad mig hér give ordet til nogle stemmer, vi ikke hører så tit.

For to uger siden holdt jeg foredrag for 75 rengøringsfolk, gartnere og andre hos 3F i Odense. Én efter én rejste de sig og fortalte deres personlige historie:

»I Folketinget er de på valg hver fjerde år – jeg er på valg hvert år: Så bliver vores rengøringsarbejde sendt i udbud, og tempoet skrues hele tiden op«, siger en kvinde.

En anden er netop »overdraget« til et nyt firma. Hun blev modtaget med »syv gode grunde til at gå på arbejde«. Sygedage på grund af hoste eller hovedpine er bandlyst.

Flere beretter, at de har arbejdet, siden de var helt unge. »Inde i Folketinget sidder 179, hvor de fleste er gået den akademiske vej. Jeg tjente penge og betalte skat, så de kunne få en uddannelse – og det er fint nok. Men nu vil de have, at jeg skal arbejde, indtil jeg er slidt helt ned: Hvorfor er de ikke solidariske, sådan som jeg var, da jeg betalte deres uddannelse,« spørger en midaldrende rengøringsassistent.

Efter mødet er afdelingsformanden overrasket over, at så mange tog ordet. Talelysten skyldes ikke mindst disse måneders debat om nedslidning og pensionsalder. For én gang skyld handler debat i medier og politik om dem. For mange er dette en frisættelse.

 

Talerlysten var også stor, da jeg i sidste uge var hos FOA Aarhus. Blandt de 30 deltagere er hovedparten kvinder, og den pressede hverdag løber som en rød tråd: »Der er afsat et vist antal minutter til at servere tre håndmadder for gamle hr. Petersen. Hvis vi kommer ind og ser, at han er ked af det, tager vi skyklapper på, serverer de tre håndmadder og går igen – ellers bryder dagens tidsskema sammen«.

Kommunerne har sværere ved at rekruttere folk til ældreplejen. Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, der også er formand for KL, har åbnet for højere løn. Mange vil imidlertid hellere have mere tid. Tidspres er ved at ødelægge deres faglighed, deres oprindelige drivkraft – empatien med borgerne – er ved at skride.

Debatten kredser om de mange konsulenter og akademikere, der tager ressourcer fra frontpersonalet. »Kommunen er ramt af konsulentfeber. Mellemlederne, som vi arbejder sammen med i hverdagen, må starte dagen med mails fra 17 konsulenter, før de kan passe deres arbejde«, fortæller én.

Akademikerlaget har mange årsager. Statslige puljer skal administreres og evalueres. Udbud og privatisering fordrer jurister og økonomer. Og alskens projekter udløser hele tiden nye job i de øvre lønrammer. »Ingen kan som akademikere skabe job til hinanden,« konstaterer én.

En ældre tillidsrepræsentant sætter skiftet i perspektiv: »Da jeg startede, havde forvaltningen for ældre og omsorg 6 ansatte. Nu er der 400«.

 

Mange kortuddannede har fået et mere brutalt arbejdsliv, præget af urealistiske krav til tempo, tidspres og pensionsalder. Velbjærgede på begge fløje bidrager til dette. Nyliberale økonomer og politikere gør udlicitering og »øget arbejdsudbud« til statsreligion og skaber store gevinster i toppen af samfundet. Progressive akademikere hylder »videnssamfundet« og »den kreative klasse« – og skaber nye konsulentjob til hinanden.

»Hvordan har akademikerne dog kunnet overbevise alle andre om, at det er nødvendigt med så mange,« spørger et FOA-medlem i Aarhus. Dét er et godt spørgsmål.