Manuskript til essay i Information 8.1.2011

Af Lars Olsen

 

Forud for statsministerens angreb på efterlønnen gik en hidtil uset kampagne, hvor medier, en kreds af økonomer og liberale politikere spillede tæt sammen – og gjorde efterlønnen til det altoverskyggende samfundsproblem. Kampagnen er et lærestykke i de sociale brudflader, der kendetegner moderne politik.

Statsministerens offensiv blev skudt i gang med store dagbladsannoncer dagen før nytårsaften. Her fortalte Venstre, at landets alvorlige økonomiske situation kaldte på »reformer«, et kodeord for fjernelse af efterlønnen. De dyre annoncer viste frem for alt én ting: At Venstre har rigeligt med kampagnekroner. Sagligt set var annoncerne nemlig totalt overflødige.

Gennem det seneste år har medierne dagligt været reklamesøjler med præcis det samme budskab. Gang på gang har journalister og kommentatorer berettet om de dystre udsigter for dansk økonomi på grund af efterlønnen. Og gang på gang har vi mødt golfspillende tandlæger og direktører, der hygger sig på den skattebetalte ydelse.

Forud for statsministerens kovending er gået en hidtil uset kampagne, hvor tre magtfulde kræfter spillede sammen: Medierne. Økonomer. Og liberale politikere. Aktørerne har forskellige motiver, men ét til fælles: De tilhører storbyernes bedrestillede klasser og har kun begrænset kendskab til de typiske efterlønnere. Et skel, der er kendetegnende for brudfladerne i moderne politik.

Unison mediekampagne

Det danske mediebillede er normalt kendetegnet af vigtige balancer. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har én vinkel – Politiken, Information og Danmarks Radio en anden. Balancen sikrer ikke kun et udbud af forskellige historier, men tvinger også den enkelte journalist til et minimum af selvjustits. Kritiske kolleger kigger med over skulderen.

Sådan har det ikke været omkring efterlønnen. Ikke ét betydende medie har for alvor taget efterlønnen i forsvar. Medierne skal naturligvis fokusere på landets økonomiske problemer, men det seneste års kampagne var unison. Ingen har nuanceret debatten eller stillet det basale journalistiske spørgsmål: Hvad er konsekvensen? Hvad betyder en afskaffelse for den typiske efterlønner?

Først i denne uge – efter statsministerens nytårstale – skiftede mediebilledet:

Omsider møder vi den 36-årige murer, der har begyndende rygsmerter og fortæller om ældre kollegers behov for efterløn.

Omsider møder vi savværksarbejderen, der er for syg til at arbejde, men ikke dårlig nok til førtidspension.

Omsider når det frem til tv-nyhederne, at den typiske efterlønner ikke er golfspillende akademiker, men for 83 procents vedkommende faglærte og ufaglærte – grupper der ofte kommer på arbejdsmarkedet som 16-18-årige og har et langt arbejdsliv bag sig, når de bliver 62. Med god grund præsenterede tv2 tallene som en nyhed. De to år gamle tal er nemlig ikke tidligere nået ud til en bredere seerkreds.

Information er imidlertid den eneste landsavis, som på lederplads tager afstand fra statsministerens udspil om fjernelse af efterlønnen. Det store centrum-venstre-dagblad, Politiken, roser Lars Løkke Rasmussen for »politisk lederskab«, mens S og SF kritiseres for at søge sammen med Dansk Folkeparti i »en rødbrun koalition af uvillige«.

Vi lader lige ordvalget stå et øjeblik.

Kultur- og uddannelseseliten

Mediernes slagside er ikke et tilfælde, men produkt af det moderne klassesamfund. I forbindelse med bogen Eliternes Triumf gennemførte Capacent en analyse af de 6 procent, der har de indflydelsesrige job, de længste uddannelser og ofte tillige de højeste indkomster.

Analysen viste, at nutidens overklasse og højere middelklasse er delt i tre forskellige segmenter: Et borgerligt i det private erhvervsliv, et socialdemokratisk i den offentlige administration samt en »kultur- og uddannelseselite«, der blandt andet præger medieverdenen og har nogle særlige karakteristika.

Mange i medieverdenen stemmer på de radikale eller venstrefløjen, men de er ikke røde – snarere liberale i amerikansk forstand. De har progressive og politisk korrekte holdninger til indvandring, retspolitik og pædagogik, men er mindre bevidste om klasseforskellene end befolkningen som helhed. Og nok så vigtigt: De er i højere grad rede til at skære i sociale ydelser som efterløn, dagpenge m.v.

Samtidig viste Capacents analyse, at krage søger mage i de bedrestillede klasser. Hér har langt de fleste ægtefæller højere uddannelse, kun 13 procent af partnerne er faglærte og ufaglærte, der oftest bruger efterlønnen. Også på anden vis søger storbyernes velstillede sammen, for eksempel når det gælder vennekreds og naboer.

Det er de privilegeredes sociale virkelighed, der sætter rammen for den offentlige debat. De højtuddannede har ikke det samme behov for efterlønnen som de kortuddannede. De kommer senere på arbejdsmarkedet, har attraktive job og i mange tilfælde selv lyst til at arbejde til langt op i 60erne.

For medierne er konsekvensen blinde vinkler. Mureren med rygsmerter er en abstraktion, der let overtrumfes af cheføkonomernes prognoser om det langsigtede arbejdskraftbehov. Først da statsministeren gør efterlønnen til storpolitik, slår en vis journalistisk professionalisme igennem. Først da begynder makroøkonomien så småt at blive holdt op mod konsekvensen for konkrete mennesker af kød og blod.

Økonomer med blinde vinkler

Medierne er dog kun en af drivkræfterne. Nok så vigtig er økonomerne på en række etablerede institutioner – vismændene, bankerne, erhvervsorganisationer omkring DI og ikke mindst Arbejdsmarkedskommissionen, der i sin tid blev udpeget af den borgerlige regering. Herfra er udgået en lind strøm af prognoser, rapporter og udtalelser, som gør efterlønnen til dansk økonomis store forslugne gøgeunge. Der findes også økonomer med andre synspunkter, for eksempel på universiteterne, men dem har vi ikke hørt så meget til.

Politikere og offentlighed skal naturligvis lytte til de økonomiske institutioner, men ind imellem vil lidt kritisk sans være på sin plads. De fleste økonomer er borgerlige og har dårligt blik for fordelingspolitik. Af samme grund oprettedes allerede i 1935 – under Stauning – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, for at få en alternativ fagøkonomisk ekspertise. Det er hér, folk som Viggo Kampmann, Jens-Otto Krag, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft trådte deres politiske barnesko.

I 1990erne talte finansminister Lykketoft med glimt i øjet om dansk økonomi som »humlebien der kan flyve«. Nyrup-regeringen handlede på tværs af de etablerede økonomer, men den økonomiske politik var en succes og vakte genlyd internationalt. Det var som humlebien: I teorien kan den ikke flyve, men den gør det alligevel.

Økonomernes orakelstatus er især bemærkelsesværdig efter finanskrisen. For hvor er de etablerede institutioner, der i tide tændte advarselslamperne? Hvor er den vismandsrapport, der pegede på det forestående kollaps i international og dansk økonomi? Hvornår advarede Nordea, Danske Bank eller andre af de snakkesaglige cheføkonomer imod boligboblen og dens dramatiske konsekvenser? Ikke desto mindre regnes disse økonomer i dag som uvildige eksperter, når de vil lade en 30-årig rengøringsassistent knokle til hun fylder 70.

Økonomerne er naturligvis på det rene med, at de store effekter ved højere tilbagetrækningsalder ikke kun handler om efterløn, men nok så meget om de allerede vedtagne stigninger i pensionsalderen. Ifølge velfærdsforliget fra 2006 forhøjes både efterløns- og pensionsalder fra 2019 og følger fremover den stigende levealder opad.

Med en fjernelse af efterlønnen bliver dette særlig dramatisk. Pensionsalderen vil med velfærdsforliget blive mindst 68 år for de 45-årige og 70 for de 30-årige. Det går måske for cand.polit’er og andre fra samme sociale kategori, men hvem tror ved deres fulde fem, at jord- og betonarbejderen eller sosu-assistenten kan starte som 17-årige og blive ved til de fylder 70?

Klasseskel i politik

Den tredje drivkraft er politisk. Nærmere bestemt de tre partier, der tidligt gjorde efterlønnen til en mærkesag: De radikale, de konservative og Liberal Alliance. Det er – tankevækkende nok – også de tre partier, som har det rigeste og højest uddannede vælgerkorps.

Det antages tit, at klasseskel hører fortiden til, og at moderne politik handler om »værdier«. Det er noget sludder. Tag bare de radikale. 80 procent af de radikale vælgere har studentereksamen, den typiske vælger kommer sent på arbejdsmarkedet og tjener godt. Hun har ikke brug for efterløn, men vil hellere bruge pengene på uddannelse eller lavere topskat, helt som i radikal politik. Klasserent? Ja, i den grad!

Moderne politik adskiller sig imidlertid fra industrisamfundet på ét vigtigt punkt: I dag udkæmpes de sociale konflikter ikke kun mellem højre og venstre, men også indenfor de to blokke. Dansk Folkeparti repræsenterer andre og mindre privilegerede grupper end de konservative. Helt som S-SF tager hensyn til andre sociale lag end de radikale.

Politikens lederskribenter kalder S, SF og DF for en »rødbrun koalition« – ja, det gamle venstrefløjsikon Preben Wilhjelm advarer ligefrem imod en »AOF-regering«. Men hvad enten man kan lide det eller ej, er der berøringsflader mellem de tre partier, simpelthen fordi de repræsenterer de samme underprivilegerede grupper. At tale om regeringssamarbejde er vanvid, men et nyt Folketing kan medføre nye koalitioner på kryds og tværs, for eksempel i forsvar for efterlønnen.

Opgøret om efterlønnen sætter ikke bare en ny dagsorden i valgkampen, men ændrer også på anden vis dansk politik. Vi får større fokus på de ulige levevilkår mellem højtuddannede og kortuddannede.

LO-formand Harald Børsting lagde ikke fingrene imellem, da han i tv-avisen kritiserede eksperterne, »der aldrig har foretaget sig andet end at aflevere et speciale på universitetet«. S-formand Helle Thorning-Schmidt slog på de samme strenge, da hun i tv-duellen sagde til statsministeren, at »specialarbejderen kommer tidligere på arbejdsmarkedet end vi to gjorde, og derfor har de også knoklet mere, når de når efterlønsalderen«.

Vi skal ellers ikke mange måneder tilbage, før der lod andre toner fra den socialdemokratiske førstedame:

»Det er længe siden, S har talt om klasser og klassesamfund… Jeg accepterer ikke tanken om, at vi er modstående klasser,« sagde hun i november på Aarhus Universitet.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. I de næste måneder må fagbevægelsen og S-SF synliggøre den arbejderklasse, der ellers er gået i glemmebogen. Helle Thorning-Schmidt har ret i, at Danmark er nået langt med kompromis og klassesamarbejde, men det ændrer ikke ved, at vi stadig lever i et klassesamfund, præget af store forskelle i levevilkår.

Kampagnen mod efterlønnen har med stor dygtighed udnyttet, at al for mange har glemt denne gamle sandhed. Også hér er debatten lidt af en øjeåbner

Lars Olsen er journalist, foredragsholder og forfatter til blandt andet Eliternes Triumf (2010).