Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.12.2017

Af Lars Olsen

 

Hvorfor sidder der næsten kun Djøf’ere og akademikere i Folketinget? Spørgsmålet stilles ofte – og med god grund. Danmark er et af de lande, hvor rekrutteringen til politik har ændret sig med størst hast. Det påviser Diploma Democracy – the Rise of Political Meritocracy; bogen analyserer de politiske skel i en stribe europæiske lande, deriblandt Danmark.

Til forskel fra tidligere domineres politik i dag af folk med lange uddannelser: »Borgere med lav eller mellemuddannelse udgør omkring 70 procent af vælgerne, men er stort set fraværende i regeringer, parlamenter og for dén sags skyld i de fleste andre politiske arenaer,« skriver de hollandske professorer Mark Rovens og Anchrit Wille.

Uddannelse er i stigende grad en social skillelinje, der både handler om levevilkår og holdninger. For mange kortuddannede har åbne grænser ført til virksomhedslukninger og utryghed. Folk med lange uddannelser er ofte »kosmopolitiske« i synet på globalisering, indvandring og EU, mens de kortuddannede er mere »nationalistiske«. Samtidig er de mere optaget af dagligdags spørgsmål som social sikkerhed, leveomkostninger og kriminalitet.

Forfatterne samler store mængder data fra seks europæiske lande. Alle steder er rekrutteringen til parlamentet mere eller mindre U-formet: I 1800-tallet var politik domineret af en højtuddannet elite, midt i 1900-tallet var der flere arbejdere og kortuddannede, og i dag domineres parlamenterne igen af højtuddannede.

Danmark skiller sig ud: »I Danmark havde flertallet i Folketinget langt op i 1900-tallet kun grunduddannelse… I det seneste årti har situationen i Danmark imidlertid med stor hast nærmet sig de andre lande,« skriver Rovens & Wille. Tallene viser, at skreddet især tog fart sidst i 1990erne og frem.

 

I de fleste lande er valgdeltagelsen faldet, fordi mange kortuddannede ikke længere stemmer, men dette er (endnu) ikke sket i Danmark. Hvorfor skiller Danmark sig ud? Hvorfor havde vi – indtil for nylig – relativ bred rekruttering til politik?

Svaret findes i Hal Kochs legendariske »Hvad er demokrati?« fra 1945. Det danske folkestyre blev til gennem en unik folkelig mobilisering. Først oprettede bønderne højskoler, andelsmejerier og Venstre; siden organiserede arbejderne sig i fagforeninger, oplysningsforbund og Socialdemokratiet.

Bønder og arbejdere havde kun få års skolegang, men gennem de folkelige bevægelser fik de – med Hal Kochs ord – en »praktisk skoling i demokrati«. Bevægelserne omformede almuen til et folk. I lande hvor denne baggrund mangler, »bliver det ofte sagførere, intellektuelle, pengemænd, journalister og andre rodløse personer, der kommer til at dominere det politiske liv,« påpeger Hal Koch.

 

Jeg skal ikke tage stilling til, om dansk politik i dag domineres af »rodløse personer«, men vejen til Folketinget har ændret sig. Indtil for få årtier siden havde de fleste MF’ere rødder i det folkelige Danmark – fagforeninger, landboorganisationer, brugsforeninger, byråd og meget andet. Det særlige ved Skandinavien var, at den praktiske skoling i demokrati ikke kun skete i arbejderbevægelsen, men også i et folkeligt parti som Venstre. I dag er trædestenene anderledes: Politisk ungdomsorganisation, universitet, studentermedhjælper eller konsulent – og vupti, mange skriver MF på visitkortet.

Ifølge Bovens & Wille er det samme sket i andre lande, bare tidligere. I alle seks lande konkluderer de kortuddannede, at »regeringen er ligeglade med, hvad folk som mig mener.« Hvorfor mon?