Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 24.3.2014

Af Lars Olsen

 

Blot 39.000 frem til 2030. Sådan lød prognosen for østarbejdere i Danmark i 2004 fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) embedsfolk. Allerede i 2012 var der 73.000 østarbejdere i Danmark. Sjovt nok falder embedsapparatets fejlvurderinger altid ud, så de undervurderer konsekvenserne for dem nederst i hierarkiet.

For konsekvenserne er dramatiske for hundredtusinder af danske faglærte og ufaglærte. Nogle mister jobbet til østeuropæere, andre oplever tryk på løn og arbejdsforhold – og kæmper for levevilkårene. En ny bog, »Kamppladser«, fortæller om dette drama, der ofte udspiller sig under tv og avisers radarskærm.

Betonarbejder Jakob Mathiassen beretter om arbejdskampe i byggeriet, mens journalist Klaus Buster Jensen sætter udviklingen i perspektiv. Jakob Mathiassen udsendte i 2011 bogen »Beton« om hverdagen som betonarbejder. I »Kamppladser« fortæller han ikke kun egne oplevelser, men interviewer også en lang række aktører. Vi møder fagforeningsfolk og unge aktivister – og vi møder polakker, arbejdsledere og entreprenører, der fortæller deres version af konflikten. Udgangspunktet er danskernes kamp mod social dumping, men bogen når på flot vis hele vejen rundt.

De første kampe mod social dumping starter under det københavnske byggeboom midt i 00’erne. Drivkraften er en blanding af fanden-i-vold’ske unge håndværkere og midaldrende kommunistiske fagforeningsfolk, der oplever deres anden ungdom under de utraditionelle kampe. Det går hedt for sig. Anderledes afdæmpet er det omkring Nørrehus i Brønderslev, hvor konflikten styres af besindige jyske socialdemokrater. Hér satses på opbakning i lokalsamfundet, støtte fra danske håndværksmestre og kontakt til tillidsfolkene på de arbejdspladser, der leverer materialer til byggeprojektet. Til sidst må ejeren sælge Nørrehus til et firma, som får arbejdet færdiggjort af organiseret arbejdskraft.

Mange af de danske arbejdere hader af et ærligt hjerte de udlændinge, der tager deres arbejde. Det gør Jakob Mathiassen ikke. »Fjenden flyver hen over os i deres private jetfly«, skriver han. Ifølge forfatteren skal fagbevægelsen i højere grad satse på at hverve østarbejdere som medlemmer, men er det realistisk i massemålestok? Social dumping er følgen af et fælles arbejdsmarked for lande med vidt forskelligt velstandsniveau. Derimod har Jakob Mathiassen ret i, at fagbevægelsen bør mobilisere medlemmerne og ikke bare de ansatte i fagforeningerne.

Samtidig er der brug for stærkere politiske svar. Regeringen og Enhedslisten har optrappet myndighedernes indsats, men mere er påkrævet. »Kamppladser« bugner med eksempler på plattenslageri, der burde være sager for Skat eller EU. Selv arbejdsgiverne i Dansk Byggeri kalder sikkerheden blandt østeuropæerne for »et klondyke« – 25 dødsfald ved arbejdsulykker taler deres makabre sprog. Arbejdstilsynet må stærkere på banen.

For nogle uger siden rejste Malerforbundet en anden debat. Forbundsformand Jørn Erik Nielsen foreslog i Ugebrevet A4, at overenskomsten på deres område som et forsøg »almengøres« som i Norge, hvor flere overenskomster efterfølgende er ophøjet til lov. Lovgivning gør indsatsen imod social dumping lettere, men store dele af dansk fagbevægelse frygter, at det samtidig svækker motivationen til at stå i fagforening.

 

Social dumping rejser svære spørgsmål hele vejen rundt. Men noget må gøres. Det fælles arbejdsmarked lader sig ikke rulle tilbage, sådan som EU-skeptikerne drømmer om, men det kan reguleres langt stærkere. Af politikere, myndigheder og fagbevægelse.