Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 25.1.2016

Af Lars Olsen

 

Jeg hører til dem på centrum-venstre-fløjen, der i mange år har advokeret for en stram indvandringspolitik. Frem til 2007 boede jeg i alment boligbyggeri på Nørrebro, hvor min datter gik i den lokale folkeskole. Vi oplevede til daglig de kliker af rødder, der skaber utryghed i udsatte boligområder, ikke mindst blandt børn og unge. Hverdagen på Nørrebro gjorde det klart, at integrationen er langt sværere, end mange forestillede sig dengang.

At sige dette højt var ikke én gratis omgang. Det kostede opgør og sågar venskaber blandt journalister og akademikere på skiftende arbejdspladser. Hér var det god tone at tale om – tonen i debatten. At en barsk debat afspejlede en barsk virkelighed i de underprivilegerede bydele, fortrængte man let og elegant på villavejene.

I dag er debatten en anden. JP har på det seneste beskrevet, hvordan store dele af centrum-venstre strammer op – også blandt socialdemokratiske partier ude i Europa. Overgrebene i Köln mindede os om det forkvaklede kvindesyn, der præger subkulturer blandt en del fra Mellemøsten og Nordafrika. Stadig flere på centrum-venstre erkender, at der er grænser for, hvor mange vi kan integrere. Spørg bare svenskerne!

 

Herhjemme var fokus i sidste uge på S-formand Mette Frederiksen. De socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen havde ret, da de i 1980erne og 1990erne forlangte en strammere kurs, sagde hun. Nok så bemærkelsesværdig er dog en anden melding fra den nye S-formand:

»Min påstand er, at et universelt finansieret nordisk velfærdssamfund med fri og lige adgang til sundhed, uddannelse og sociale ydelser ikke er foreneligt med en åben udlændingepolitik«, fastslog Mette Frederiksen på en kongres for nordiske arbejderbevægelser.

Jeg kan sagtens se problemer i nogle aktuelle stramninger – ikke mindst de lave ydelser der skaber fattigdom og dårlig integration. Ikke desto mindre bør resten af centrum-venstre forholde sig til det skisma, som Mette Frederiksen peger på:

Den skandinaviske samfundsmodel er noget særligt. I USA er det dit eget ansvar, hvis du må sove under broerne eller i byens parker. Sådan er det ikke i Danmark. Hér har borgere ret til sundhed, uddannelse og sociale ydelser, hvis de er syge eller arbejdsløse. Den skattebetalte velfærdsmodel kommer imidlertid hurtigt under pres, når vi får store grupper af nye, der har svært ved at begå sig i det moderne højeffektive samfund.

Desværre kører dele af den såkaldt progressive offentlighed stadig på automatpilot. »Er vi ved at blive fascister«, spurgte en forside på Politiken sidste søndag. Det var skuespilchef på Det Kgl. Teater, Morten Kirkskov, der advarede imod fascistiske tendenser i Danmark.

Den historiske parallel er ikke blot smagløs. Den er også typisk for den sociale arrogance, som den kulturelle overklasse har udvist i 30 års integrationsdebat. Det er ikke Morten Kirkskov & Co., der skal integrere udsatte familier og utilpassede rødder – den slags overlades behændigt til kasseassistenten og førtidspensionisten i den almene boligblok. Når de så protesterer og stemmer DF, er kulturparnasset klar med alskens formaninger og løftede pegefingre.

 

Den danske samfundsmodel er unik, men sårbar. Mette Frederiksen rejser en tiltrængt debat om indvandring og velfærdsstat, som centrum-venstre hidtil er veget udenom. Men, men, men … Vores samfundsmodel er også under pres fra andre faktorer: Øget ulighed. Polarisering af vores boligområder, skoler og virkeligheder. Langt større utryghed blandt de underprivilegerede … Måske er dét også en sag for Socialdemokraterne?