Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.12.2017
Af Lars Olsen
Europa er i gang med en dramatisk ændring. I de næste 30 år vil den muslimske befolkningsgruppe vokse markant, men nok så interessant: Der er store politisk bestemte forskelle fra land til land. Danmarks udfordringer er store, men formentlig håndterlige; derimod kommer den svenske velfærdsstat under livstruende pres.
Det ansete Pew Institute analyserer befolkningen i europæiske lande frem til 2050. Det lyder som langt ude i fremtiden, men er det egentlig ikke. Til den tid har min datter på 29 den alder, jeg har nu. Det handler i bogstavelig forstand om det samfund, vi overlader til vores børn.
Muslimerne udgør i dag 5,4 pct. i Danmark, og der er store integrationsproblemer knyttet til disse migranter fra Mellemøsten og Nordafrika. Hvis der stoppes totalt for yderligere flygtninge og indvandrere, vil tallet alligevel vokse til 7,4 pct. Det skyldes, at muslimerne er yngre og får flere børn end de oprindelige danskere. Men selvfølgelig kommer der også frem over nye indvandrere og flygtninge. Ifølge fremskrivningen vil danske muslimer i 2050 udgøre mellem 12 og 16 pct.
Mange af disse bliver heldigvis integreret med tiden. Erfaringen fra de sidste 30 år viser imidlertid, at det er sværere end som så, og at mange lever i parallelsamfund. Hertil kommer massive sociale problemer, der ikke er religiøst funderet. Efterkommerne af indvandrere og flygtninge klarer sig selv i tredje generation markant dårligere i skolen. Migration betyder simpelthen, at velfærdsstaten påtager sig en stor – og dyr – integrationsopgave generationer frem. 12-16 pct. bliver en stor udfordring.
Sceneskift: Indvandrerpolitik har domineret Danmark i årtier. På centrum-venstre-fløjen har vi nærmest udkæmpet vores egen trediveårskrig. Jeg har oplevet middagsselskaber gå op i hat og briller på grund af udlændingepolitik. Venner på min alder er blevet fjender med folk, de var tæt med lige fra ungdomsårene.
Jeg deltog især i debatten 1990’erne og 00’erne, da jeg boede på Nørrebro, hvor min datter gik i den lokale folkeskole. Vi fik integrationsproblemerne tæt på: Danske drenge der ikke turde spille fodbold i gården; teenagepiger der blev stemplet som »hvide ludere«; en skoleklasse hvor det blev normen blandt drenge at gå med kniv.
Socialdemokratiet har strammet op – under råb og skrig fra kulturborgerskabet, Radikale og Enhedslisten. S støttede stramningerne fra 2002 og frem, men først under Mette Frederiksen blev det sagt klart: Antallet er afgørende. En velfærdsstat med fælles hospitaler, skoler og social sikkerhed kan ikke leve med store grupper, der savner forudsætninger for at begå sig på arbejdsmarkedet og i samfundet. Det gælder uanset religion, men like it or not: Integrationsproblemerne handler især om muslimske migrantgrupper fra Mellemøsten og Nordafrika.
Mange danske progressive lukker stadig øjnene: Kære venner, kig dog til Sverige, hvor eliten kører jeres feel-good-politik. Tallene fra Pew Institute er dramatiske. Den muslimske befolkningsgruppe vil i 2050 udgøre mellem 21 og 31 pct. af svenskerne.
Allerede i dag har Sverige massive problemer med ghettoer, kriminalitet, dårlige skoleresultater og al for mange indvandrere på overførselsindkomst. Måske arter de næste 30 år sig bedre end de foregående 30, men hvorfor egentlig? At hver fjerde svensker bliver muslim, er et varsel om sociale og kulturelle spændinger, som kan få »folkhemmet« til at smuldre. Stram indvandringspolitik er et brutalt, men nødvendigt, værn om velfærdsstaten.
