Klumme i Jyllands-Posten 17.12.2018

Af Lars Olsen

 

Den offentlige debat spurter afsted. Nye emner kaprer dagsordenen, og gamle dukker op i nye gevandter. Til tider overser vi dybtgående skred, der ændrer fronterne i hele debatten. Noget sådant er sket med den efterhånden gamle debat om ghettoer og parallelsamfund.

Jeg har deltaget i slagsmålet siden 1990’erne, hvor jeg boede på multietniske Nørrebro, og min datter gik i den lokale folkeskole. Vi fik subkulturen og utrygheden tæt på. I 2005 udsendte jeg bogen »Det delte Danmark« om ghettoiseringen af boligområder og skoler.

Dengang blev mange advarselslamper tændt af os, der havde problemerne inde på livet. De socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen prøvede at kalde Christiansborg til fornuft, men er først nu kommet til ære og værdighed. Alt for mange, der selv boede på behagelig afstand af indvandrermiljøet, satte kikkerten for det blinde øje.

En lille episode: Det socialdemokratiske folketingsmedlem Per Kaalund var en af de få, der ikke blot var valgt på Københavns Vestegn, men også boede dér. En radikal politiker kritiserede, at strammerlinjen brød med den tolerante danske højskoletradition: »I er nogle, der har gået på højskole – og vi er nogle, der har boet i højhus,« svarede Per Kaalund.

 

I dag er rollerne diametralt modsat. Et bredt politisk flertal har vedtaget en plan imod ghettoer. Planen møder imidlertid kritik fra stort set alle, der har problemerne inde på livet: Beboere, boligselskaber, kommuner – ja, Venstres egne borgmestre. For nylig kunne man i JP læse denne reportage:

»Robert Flensborg sad i en bus på vej mod Tyskland, da telefonen ringede. Det var lørdag, og en kollega til den 64-årige asfaltarbejder havde lige set Boligministeriets nye ghettoliste, der blev offentliggjort kl.12. Korskærparken i Fredericia, hvor Robert Flensborg har boet i over 20 år, var ikke længere på listen. Og så udbrød der noget nær jubel blandt de mange primært pensionister, der var på vej på juleshopping«.

Hvad får en busfuld pæredanske pensionister til at juble over at slippe af ghettolisten? Frem for alt den såkaldte 40 pct. regel, der ville medføre nedrivning af et stort antal nyrenoverede boliger i Fredericia. Ifølge ghettoaftalen må der højest være 40 pct. almene familieboliger i en »hård ghetto«. Reglen blev til på initiativ af boligminister Ole Birk Olesen (LA). Den liberalistiske minister bruger ghettoaftalen som løftestang til en storstilet privatisering af almene boliger.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der begge har mange vælgere blandt almene lejere, accepterede reglen. Til gengæld hindrede de, at Ole Birk Olesen og Finansministeriet helt tømte lejernes fælles pengekasse, Landsbyggefonden.

S-boligordfører Kaare Dybvad peger på, at ghettoaftalen giver kommuner og forligspartier en stribe modhager. I praksis bliver der ikke revet så mange boliger ned, og meget sker som følge af lokale og ganske fornuftige planer. Lad os håbe det. Utrygheden og vreden blandt beboerne er imidlertid massiv, godt hjulpet på vej af Enhedslisten & Co., der altid har lukket øjnene for ghettoproblemerne.

 

Før ministertiden var Ole Birk Olesen stålsat liberalistisk debattør. Drivkraften var ideologi – den sociale virkelighed i ghettoerne har aldrig optaget ham. På få måneder har kan kuldsejlet den debat, vi andre har brugt årtier på.

Tidligere var problemet venstrefløjens fantaster, der ikke kunne få øje på parallelsamfundene. I dag er problemet højrefløjens fantaster, som bruger ghettodebatten i et ideologisk stunt.