Klumme i Jyllands-Posten 29.6.2020

Af Lars Olsen

 

Jo, der er racisme i Danmark. Jeg boede i 25 år på det multietniske Nørrebro, og én episode står stadig skarpt på nethinden: Jeg gik over Blågårds Plads med min lille datter, Pernille, i hånden. Imod os kom en ung smuk sort kvinde. Hun var tydeligvis forskræmt, bagved gik en gruppe indvandrerknægte og råbte i kor: »Vi vil have negerfisse«.

Pigen var bange og flygtede ind på det lokale værtshus. »Far, hvad råber de,« spurgte Pernille. Ja, tja, bum, bum, bum…

Folketingsmedlem Sikandar Siddique blev verdensberømt i Danmark, da han tidligere på ugen holdt et minuts stilhed på Folketingets talerstol imod racismen. Han henviste til sin opvækst på Nørrebro, hvor en politibetjent kaldte ham abekat. Sikandar Siddique gik på Blågårdsskolen et par klasser over Pernille. Og ja, der var (og er) racisme i et kvarter som Nørrebro, men den går flere veje.

 

Jeg brød igennem som forfatter i 2005 med ”Det delte Danmark”. Bogen kortlagde den sociale og etniske polarisering med afsæt i en dagbog fra Pernilles opvækst på Nørrebro. Dagbogen, der blev trykt i JP, var skrevet fra sidst i 1990’erne, mens det hele stod på.

Jeg har også oplevet hvide danskere, der talte mindre pænt, men de mest udbredte racistiske kulturer var blandt unge med indvandrerbaggrund. Pernille oplevede det med utallige tilråb som »din hvide kusse passer til min brune pik«. Og forældrene oplevede det, da hvide børn på vej fra skole blev overfaldet af større indvandrerknægte, der stjal deres tasker og sportssko.

Nogle år senere opgav den årlige LBGT-parade at gå gennem Nørrebro. Simpelthen fordi der flere år i træk var problemer med homofobiske unge med rødder i Mellemøsten. Vores kollektive viden om subkulturer i udsatte områder er imidlertid glemt nu, hvor medierne viderekolporterer den amerikanske Black-Lives-Matter-dagsorden.

 

Jeg skriver ikke dette for at forklejne den ”hvide” racisme, der vitterlig findes, men for at ramme en pæl gennem det forlorne verdensbillede, der startede på universiteter i USA og nu præger store dele af debatten.

Ifølge Berkeley-professor Judith Butler og andre identitetspolitiske guruer domineres samfundet af sociale konstruktioner, skabt af heteroseksuelle hvide mænd, der diskriminerer alle fra transkønnede til ikke-hvide.

Herhjemme skriver Enhedslistens Queerudvalg, at det vil »samtænke kampene« i de mange minoriteter på et »feministisk, antiheteronormativt og antiracistisk« grundlag. At racisme og homofobi findes i en del indvandrermiljøer passer ikke i den nye dogmatik.

Identitetspolitikken er ikke seneste skøre påfund fra »venstrefløjen«, sådan som borgerlige debattører hævder, men bæres af to miljøer: Enhedslisten og omegn, der nok engang er til fals for akademiske modeteorier. Og det kulturradikale Politiken-segment, der tabte kampen om indvandringspolitikken, men nu søger vendetta med Me Too og Black Lives Matter.

Derimod har Socialdemokratiet lagt afstand til de identitetspolitiske excesser, det samme har SF med modne politikere som Pia Olsen Dyhr, Karsten Hønge og Halime Oguz. Det er  klogt. Velfærdsstaten bygger på, at vi forener brede samfundslag, så der er »plads til os alle ved samfundets bord« – som Oskar Hansen skrev i ”Danmark for Folket”. Identitetspolitikken peger frem mod det modsatte: et ”amerikansk” samfund med stærk mobilisering af højtråbende minoriteter, men uden kit til velfærdsstat og fælles løsninger.