Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.10.2013

Af Lars Olsen

 

I sidste uge vendte jeg tilbage til barndommens gade. Jeg voksede op i rækkehusene nedenfor Bellahøj Bakke i København, og mange af mine skolekammerater boede i Bellahøj Husene – Københavns første højhuse. I tirsdags havde en af højhusenes beboerforeninger indkaldt til debatmøde. »Ghettoer i det almennyttige – den nye virkelighed i Brønshøj-Husum?«, spurgte annoncen for mødet.

At Bellahøj og ghetto nævnes i samme sætning er en besynderlig oplevelse. I 1960’erne var der stor prestige i de kendte punkthuse. Det er ikke noget tilfælde, vi i tv-serien ”Krøniken” ser Palle From – den unge socialdemokratiske bankdirektør – flytte ind på Bellahøj. I min skoleklasse var det ofte bedrestillede familier, der havde adresse på Bellahøj. Arbejderfamilierne boede typisk i de små lejligheder i det lidt ældre byggeri.

I dag er Bellahøj et boligområde under pres. En beboerrepræsentant, Barbara Cros, indleder det velbesøgte debatmøde med københavnske top-politikere, hvor jeg også holder oplæg. Hun beretter om hærværk og utryghed. Et af højhusene har haft seks indbrud på få måneder, og den lange varme sommer bød på mange episoder. Som da unge rødder ræsede rundt på scooter og skød med strømpistol. Politiet stemplede dem som »farlige« og rådede beboerne fra selv at skride ind.

Forud for mødet er gået en lokal paladsrevolution. Den gamle beboerbestyrelse blev afsat. De var for sammenspiste med boligselskabet KAB, mente en gruppe beboere. Den afsatte bestyrelse sagde god for et renoveringsprojekt, som udløser store huslejestigninger. Sådan er virkeligheden i mange almene boligafdelinger. Der er stor afstand mellem beboerne og boligselskaberne, drevet af professionelle stabe og velbetalte direktører.

Overborgmester Frank Jensen (S) taler situationen ned. Han forsikrer, at kommunen er klar over problemerne. Den kan bruge hver tredje ledige lejlighed til boligsocial anvisning, men udnytter ikke retten fuldt ud. Bellahøj var i 2012 på listen over udsatte boligområder, men er det ikke i år. »Indsatsen har virket,« fastslår overborgmesteren.

Dét er bare ikke beboernes virkelighed. En beretter, at der i opgangen er tre enlige psykisk syge mødre med børn, der går for lud og koldt vand. En anden undrer sig over, at gadebelysningen var bedre for 56 år siden, da hun flyttede ind. En tredje fortæller, at familier med job og gode indtægter er ved at flytte. 12 pct. af beboerne er nu somaliere, konstaterer beboerrepræsentanten – og vil have dialog om den kommunale boliganvisning.

De omkring 100 fremmødte er frustrerede og utålmodige. Der er klapsalver til Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti, da han kritiserer de velmenende i »rigmandsghettoerne, hvor der ikke er en kriminel indvandrer i miles omkreds«. Der klappes også af Enhedslistens Morten Kabell, som vil bygge flere almene boliger og dermed skabe en bedre fordeling af socialt udsatte. Det støtter flere af politikerne. København må ikke »knække over«, siger overborgmesteren.

 

Spørgsmålet er bare, om de gør noget ved det. Kun 20 pct. af boligerne i København er almene – i Aarhus er det 28 pct. I det nye trendy Sluseholmen er kun 8 pct. alment, det meste er ejerboliger for folk med høje indkomster. Lige nu er et gigantisk byudviklingsprojekt i gang på Nordhavnen, men hvor meget bliver for almindelige indtægter? Boligpolitikken betyder, at lærere, politibetjente og VVS-montører ikke kan finde en bolig i byen. Samtidig koncentreres de sociale problemer i et mindre antal almene boligområder. Det er dét, de fortæller på Bellahøj.