Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.6.2014

Af Lars Olsen

 

Spørgsmålet fra Holbergs Jeppe på Bjerget har i årtier ligget bag debatter om ulighed og sociale problemer – og om hvorfor børn klarer sig så forskelligt i livet. Venstrefløjen fokuserer som regel på økonomi – at ulige materielle levevilkår giver ulige livschancer. For mange på højrefløjen er forklaringen kulturel: Jeppe og hans efterkommere gør ikke selv nok for at komme videre.

Den kendte amerikanske samfundsforsker Robert Putnam, der blev interviewet i JP sidste weekend, svarer både-og – materielle levevilkår og kultur. Putnam er på vej med en ny bog, Our Kids, om den voksende kløft mellem børn og unge i USA. Og det har skabt stor interesse. Der har været bud efter Harvard-professoren fra både Demokraternes Hillary Clinton og Republikanernes Jep Bush.

Putnam fremlagde for nylig analyserne på Aarhus Universitet, og jeg var med til at diskutere dem. Putnam kortlægger, hvordan kløften mellem amerikanske børn vokser på næsten alle områder. De velstillede investerer langt mere tid og penge i deres børn, og uligheden i skolernes testresultater øges dramatisk. Blandt forklaringerne peger Putnam på »sammenbruddet i arbejderklassefamilien med to forældre«. Mens næsten alle børn i middelklassen vokser op med far og mor, er en parfamilie i arbejderklassen blevet usædvanlig. Fabrikslukninger og økonomisk nedtur har fjernet den tryghed, som arbejderklassen tidligere havde. Og dét kaster lange skygger over familielivet og børnenes opvækst.

Putnams uortodokse tilgang har også skabt interesse blandt Republikanerne. Han præsenterede sin forskning i Det hvide Hus, da George W. Bush var præsident. Bush og hans stab hørte med interesse om de ulige kulturmønstre, men da Putnam fremhævede utrygheden i arbejderklassen, stillede de republikanske rådgivere kritiske spørgsmål. Da greb præsidentfruen, Laura Bush, ind: Hvis du er bange for at miste dit job – eller for at gå fra hus og hjem – hvor meget overskud har du så til børnene, spurgte hun. Siden har Putnams forskerhold kaldt dette for »Laura Bush effekten«.

Vi kan i Danmark nikke genkendende til Putnams analyser af ulighed blandt børn. Der er heller ikke tvivl om, at den politisk ukorrekte forklaring – de mange eneforsørgere i dårligt stillede familier – er en del af billedet. Blandt danskere, der er langvarigt uden for arbejdsmarkedet, er 61 pct. af mændene og 42 pct. af kvinderne enlige. Jeg blev selv skilt for år tilbage og moraliserer ikke – tallene viser bare, at der er en massiv social arv i disse familier.

Der er imidlertid også en vigtig forskel på Danmark og USA. Den danske arbejderklassefamilie med to forældre er ikke brudt sammen. Arbejderfamilierne har ikke væsentligt flere enlige end middelklassen. Til forskel fra familierne uden for arbejdsmarkedet, vokser langt de fleste danske arbejderbørn op med mor og far, stabile rammer og to indtægter. Danske arbejdere har stadig dén tryghed, som er forsvundet i USA.

Måske er det ikke sådan om nogle år. Krisen og krisepolitikken har svækket trygheden, og Venstres Claus Hjort Frederiksen slår ligefrem til lyd for »tyske lønninger« – hos vores nabo mod syd er der i de seneste år skabt millioner af »working poor«, og mange lønmodtagerfamilier er havnet i fattigdom.

Hér har Putnam og hans forskning en vigtig pointe: Utryghed og dårlige levevilkår skaber ikke bare ulighed blandt de voksne, men har også dramatiske konsekvenser for børnene. Ulighed og ulige muligheder kan ikke skilles ad – det går hånd i hånd. Måske er det på tide, at Claus Hjort Frederiksen og Co. lytter til Laura Bush?