Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 6.11.2017

Af Lars Olsen

 

»Husker du vor skoletid, husker det så nøje…« Der er i tidens løb skrevet meget om skoletiden, og mange har som jeg deres gamle klassebilleder i skuffen. De fleste husker stadig lærerne, deres særheder, kammeraterne og de forskellige hjem. Alt sammen med god grund. Det er formative år, hvor vi danner vores billeder af omgivelserne og samfundet.

For en del børn bliver billedet mere sort-hvidt end før. I både toppen og bunden af samfundet er der flere skoler med et helt atypisk socialt miljø. Det viser en undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggjorde i sidste uge. Ghettodannelsen i bunden af samfundet er velkendt – den gemmer jeg lidt. Nok så interessant er ændringerne i toppen:

Overklassen og den højere middelklasse består af ledere, større selvstændige og akademikere; de udgør 16 pct. af familierne. På 92 skoler er deres børn imidlertid i flertal – i 2007 var det kun på 41 skoler. Og nok så vigtigt: 84 af de 92 ligger i hovedstaden og Nordsjælland. Nogle er folkeskoler i kvarterer med dyre ejerboliger, andre er privatskoler.

De 84 »velhaverskoler« er endnu et udtryk for hovedstadsboblen: Det meningsdannende og beslutningstagende lag lever mere afsondret fra resten af samfundet. Deres børn har alle chancer i livet, men kender de verden udenfor osteklokken? En del af forældrene har indflydelsesrige poster, men hvornår møder de murersvenden med den slidte ryg eller den enlige mor, som er røget ud af dagpengesystemet? Tidligere var børnenes skoleklasse en forbindelseslinje til andre miljøer – i dag er den ved at sande til.

 

Kun 8 af »velhaverskolerne« ligger i provinsen – i og omkring Aarhus, Odense og Aalborg. De velstillede i provinsbyerne er mere integreret i det omgivende samfund. Apotekeren, ingeniøren og ejeren af maskinfabrikken sender typisk børnene i folkeskolen, de er med omkring byens fodboldhold, og deres venner og ægtefæller repræsenterer en større bredde.

I bogen ”Klassekamp fra Oven” undersøgte vi ægtefællerne for de 1,5 pct. i overklassen: I hovedstaden har de fleste en længere uddannelse, men i provinsen er det langt mere socialt blandet. Sagt lidt firkantet: Den jyske erhvervsmand finder ikke sin udkårne i universitets fredagsbar, men er gift med ungdomskæresten, der er frisør eller fysioterapeut.

Paradoksalt nok er er det de mest afsondrede, der har størst indflydelse på samfundet. Hovedstadens overklasse og højere middelklasse bemander ministerierne, konsulentfirmaerne, mange af medierne, bureaukratierne i de magtfulde organisationer, toppen i banker og forsikringsselskaber m.v. Deres bånd til resten af samfundet er imidlertid svagere – og tankegangen mere verdensfjern. At deres børn går i skole med hinanden er blot det seneste vidnesbyrd om den sociale osteklokke.

 

Samtidig øges ghettodannelsen i bunden af samfundet. På 50 skoler kommer over en tredjedel af eleverne fra familier, der er langvarigt udenfor arbejdsmarkedet – for ti år siden var det kun 38 skoler. En del af skolerne ligger tæt på indvandrerghettoer i de større byer, men også Lolland, Falster og Faaborg-Midtfyn er med på kortet.

Drivkraften er – ligesom i toppen – en blanding af boligmønstre og øget søgning til privatskoler. 23 af »underklasseskolerne« er – overvejende muslimske – friskoler. Mærkeligt nok vil undervisningsminister Merete Riisager sætte tilskuddet til fri- og privatskolerne op. Toppen og bunden isolerer sig ikke kun i parallelsamfund – de skal også have penge for det. Forstå det hvem der kan.