Klumme i Jyllands-Posten 29.4.2019:

Af Lars Olsen

 

Jeg har et nærmest nørdet forhold til historie. Jeg elsker biografier og erindringer og læser en del historisk litteratur – især på rejser. På denne plads har jeg senest skrevet om det antikke Rom og Columbus liv og levned.

Lige før påske faldt jeg i gryden igen – denne gang under hjemlige himmelstrøg. Jeg faldt over en lille bog af Niels Finn Christiansen: »Den politiske ordfører. Hartvig Frisch 1935-40«. Bogen udbygger biografien »Hartvig Frisch« om en af datidens mest inspirerende politikere. Historikeren Frisch var i 1930’erne politisk ordfører og ideolog for Staunings succesrige socialdemokrati.

1930’erne var – som nu – en tid med folkelig mistillid til etablerede politikere og institutioner. Hitlers magtovertagelse i 1933 udløste stor reflektion i Socialdemokratiet. Det var Frisch, der holdt den centrale tale i hovedstyrelsen. En del er gengivet som forord i hans legendariske værk »Pest over Europa«, som jeg også læste.

Frisch fremhæver, at kampen mod nazismen »ikke kan gøres på akademisk vis som et teoretisk valg mellem demokrati og diktatur«. Arbejderbevægelsen må forstå de folkelige rødder, der er grobund for opbruddet, og anvise alternative svar. En vigtig pointe i nutidens debat, hvor velbjærgede meningsdannere hellere vil udskamme højrepopulismen end forholde sig til dens årsager.

For Frisch var det afgørende, at arbejderbevægelsen med fynd og klem bekendte sig til det nationale, sådan som Stauning gjorde i 1934 med »Danmark for folket«. Hertil hørte en styrkelse af forsvaret, som udløste forargelse blandt Radikale og dele af Socialdemokratiet.

1930’ernes forsvarspolitik diskuteres i dag i lyset af den tyske besættelse i 1940, men den store bekymring for Frisch og andre ledende politikere i årene efter 1933 var noget andet: At Hitler ville flytte grænsen og indlemme Sønderjylland, der var genforenet med Danmark i 1920.

»Ingen af os ønsker at se sønderjyske arbejdere kastet i koncentrationslejre,« dundrede Frisch i en af sine forsvarsvenlige taler. Han vidste, at Danmark ikke kunne modstå et tysk storangreb som 9.april, men understregede betydningen af et stærkere militær, der kunne hævde grænsen i Sønderjylland.

 

Historieløse venstreorienterede anklager nutidens højrepopulisme for »fascisme«. Det er noget vås. Fascismen byggede på en grad af voldsforherligelse og diktatur, vi heldigvis ikke ser i dagens Europa.

De interessante paralleller til 1930’erne er nogle andre: Store samfundsgrupper mister tilliden til det politiske system, søger mod nye kræfter til højre og venstre og tvinger socialdemokrater og andre til at udvikle ny politik.

Især »den proletariserede middelstand« er basis for fascismen, påpeger Frisch. Han lægger op til en arbejder-bonde-alliance mod højfinansen, »hvor Stauning, som en Roosevelt, skal appellere til alle nationens kræfter«.

Hartvig Frisch’ taler og bøger er svidende angreb på nazister og kommunister, men også påfaldende kritiske overfor det tyske socialdemokrati. SPD søgte under Weimar-republikken at »købe fred for demokratiet ved at give efter for overklassen«, mener han. SPD’s slappe fordelingspolitik og svage forsvar for demokratiet kastede brede folkelige lag i armene på nazister og kommunister.

Igen er der spændende paralleller til vore dage, hvor »tredje-vejs-socialdemokrater« som Tony Blair og Helle Thorning-Schmidt blæste på arbejdervælgerne og styrkede populisme til højre og venstre.

 

Historien gentager sig ikke, men mange drivkræfter og brudflader går igen. Vi har stadig masser at lære.