Klumme i Jyllands-Posten 4.11.2019

Af Lars Olsen

Hvorfor er andre trafikanter så vrede på lycra-cyklisterne? Hvorfor får lycra-klædte mænd på racercykler folk til at se rødt? Spørgsmålet stilles i JP af Martin Weibel, cand.mag. og kommunikationskonsulent hos DBU. Han fortæller om chikane fra bilister:

»Det mærkelige er, at det kun er, når jeg hopper i det  aerodynamiske lycratøj, at jeg bliver råbt ad. Og det er kun, når min cykel har gedebukkestyr, at jeg må acceptere tætte bilkørsler og chikane. Så snart jeg cykler på min citybike i jeans og overgangsjakke, er alt godt,« skriver Martin Weibel forundret.

Allerførst: Chikane som den, der beskrives i indlægget, er uacceptabel. Det undrer også mig, at visse bilister er så aggressive, også overfor andre bilister. Men når det er sagt, så må Martin Weibels undren vække – undren.

For sådan fungerer grupper og uniformering. Hvis du møder en 40-årig mand på motorcykel, så ser du en motorcyklist. Hvis han tillige er iklædt læderjakke og rygmærker fra Hells Angels, så ser du en rocker. Og virkeligheden er, at rigtig mange af os har dårlige erfaringer med racercyklister i lycra-outfit.

I JP handler indlæg og artikler især om lycra-cyklister contra bilister. I det tæt befolkede hovedstadsområde, hvor jeg bor, er det imidlertid nok så meget lycra-racere contra os almindelige cyklister:

Jeg bruger dagligt cyklen til både transport og motion. Gang på gang overrumples jeg af de sammenbidte og selvhøjtidelige racere, der betragter cykelstien som deres personlige træningsbane.

På et tidspunkt blev jeg passeret af 5-6 lycra-racere, der pressede mig helt ud til grøftekanten. »I opfører jer som om, at I ejer det hele,« råbte jeg. »Det gør vi også,« svarede én tilbage.

At problemet også kendes i en storby som Aarhus, påpeger forfatteren Renée Toft Simonsen. En klumme i Femina var foranlediget af en konkret episode med lycra-racere:

»Det er en eklatant vildfarelse, at I er i gang med noget vigtigt, som andre mennesker absolut skal flytte sig for. Det er en total misforståelse, at I har ret til at køre som vanvittige på cykelstien og forskrække ældre kvindfolk. Tværtimod er I efterhånden for mig blevet symbolet på alt det, der er galt med vores samfund (…) Individualismen er blevet personificeret i en bøvset familiefar iklædt noget stram lycra, på jagt efter en eller anden form for misforstået maskulinitet«.

 

Sceneskift: Jeg bor i Humlebæk – 34 km. nord for København,  10 km. syd for Helsingør. Vores gennemgående vej er Strandvejen, som forbinder Humlebæk med nabobyerne Nivå og Espergærde.

Gennem årtier var vejen søndagsbilisternes yndlingstur, og det er flot. Strandvejen starter i mondæne Hellerup, passerer de store patricer-villaer i Klampenborg og Vedbæk, fører gennem Dyrehaven og flere mindre skove, byder på kig til Sundet og svenskekysten og ender i Helsingør – en historisk perle med Kronborg, katedraler og kloster.

Når forårssolen bryder frem, sker der imidlertid noget. Strandvejen invaderes af stimer af lycra-racere, der kører i mere end dobbelt tempo af cykelstiens pensionister og børnefamilier. Det er stålsatte og sammenbidte typer fra hovedstadens vildtvoksende chef- og konsulentlag, som snildt bruger 50.000 kr. på den ”rigtige” letvægts-racer, og er besat af at slå deres egen rekord til Helsingør. For os er Strandvejen den lokale vej, for dem er det en træningsbane.

Når bladene falder af træerne, stilner det af igen. Desværre er jeg lige opereret i foden, så jeg kan ikke cykle og nyde den ”lycra-fri” tid. Det er ellers dejligt.

21