Klumme i Jyllands-Posten 24.8.2020

Af Lars Olsen

 

Hvis man tror, at klassekampen er et overstået kapitel, bør man følge disse ugers debat. Sjældent har vi lagt øre til en sådan kakofoni af bankdirektører, erhvervslobbyister, cheføkonomer og mediefolk. Alle med dét til fælles, at de selv fik en gymnasieuddannelse betalt af samfundet, derefter en højere uddannelse betalt af samfundet, og de yngre tilmed verdens højeste SU.

Nu har de så dét til fælles, at Danmark nærmest postuleres at gå under, hvis der bliver nogle års tidligere pension til dem, som i stedet tog et job eller gik i lære.

Forleden delte jeg på Facebook et opslag om pensionsdebatten. En god bekendt, sosu-assistent Laila Sommer på 61, blandede sig på tråden:

»Jeg er selv på det 44.år, først på plejehjem og nu på Rehabiliteringscentret, hvor alle borgere skal have meget hjælp (…) Jeg har svært ved at bukke mig ned grundet slidte knæ og ved at give folk sko på«, skrev hun.

Slidgigt i fingrene gør det vanskeligt at knække en pille, og problemer med knæ og hofte betyder, at Laila har svært ved at gå ned på hug og komme op igen. En dag spurgte en af de ældre ligefrem, om hun skulle hjælpe.

 

Laila startede i ældreplejen i 1976. For nogle år siden modtog hun Dronningens Fortjenstmedalje for 40 års tro tjeneste. Sosu-assistenten fra Rønne var i audiens på Amalienborg og fik en længere frimodig snak med Majestæten.

Laila kan gå på folkepension som 67-årig; det giver 50 år i ældreplejen plus de løse job inden. Med tidlig pension eller efterløn kan hun gå som 64-årig – efter 47 år. Og det bliver i sig selv hårdt!

Er Laila »nedslidt«? Det afhænger af, hvad man lægger i ordet. De fysiske skavanker gør arbejdet hårdt, men ikke umuligt. Og heldigvis har hun stadig energi til at gå lange ture med hunden og kameraet. Laila er simpelthen »for rask« til at få den seniorpension, der ifølge Venstre og den økonomiske ortodoksi er alternativet til tidlig pension.

Kære »uddannede klasser«, kig jer lige i spejlet: Er 50 år på plejecenteret eller byggepladsen virkelig fremtiden for dem, der ikke går den gymnasiale og akademiske vej? Hvad er det dog for et samfund, I er i gang med at skabe?

 

»Arnes pension« bliver den næste tids store politiske slagsmål. Blandt indvendingerne er en skævert – og regeringens ømme punkt. »Vi har det også svært, vi vil også have tidlig pension«, lyder det fra mange med videregående uddannelse. Det korte svar er, at nedslidte jordemødre – ligesom nedslidte akademikere – må visiteres til seniorpension eller førtidspension.

Det nye forslag om tidlig pension er simpelthen noget andet: en særlig rettighed for dem, der har mindst 44 år på arbejdsmarkedet og ofte kan berette historier som Lailas. Det er dem, der ikke som unge trak en masse på samfundets uddannelsesressourcer, men tog det praktiske slid og nu fortjener deres del af samfundskontrakten.

Langt mere hold er der i et andet kritikpunkt: Folketinget skal senere på efteråret forhøje den generelle pensionsalder fra 68 til 69 i 2035. Regeringen kalkulerer med, at tidlig pension har taget brodden af kritikken og støtter forhøjelsen. Men holder kalkulen?

Målingerne viser udbredt folkelig skepsis, og danskerne er blevet mere bevidste om pensionsalderen. I Slotsholmens excel-ark skaber evigt stigende pensionsalder en bugnende skattekiste, men for folk flest er det som i eventyret – en skat for enden af regnbuen. Noget, der ikke findes i virkeligheden.