Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.11.2013
Af Lars Olsen
I næste måned markerer vi et lidt specielt 40-års jubilæum: Jordskredsvalget i 1973. Det var dengang, Mogens Glistrups Fremskridtsparti stormede ind i Folketinget som Danmarks næststørste, sekunderet af Erhard Jakobsens nystiftede Centrumdemokrater (CD). Også den yderste venstrefløj var i offensiven, Socialdemokratiet og de øvrige »gamle partier« raslede ned. Jordskredsvalget blev starten på et ustabilt tiår, hvor Anker Jørgensens regeringer det meste af tiden måtte fægte sig igennem et splittet Folketing.
Meget tyder på, at folkestyret står foran en lignende rystelse. Ifølge valgforskerne er mistilliden til politikerne nu på niveau med 1973. På dette sted fortalte jeg i sidste uge om den store analyse fra Trygfonden. Den viser en voksende utryghed i det danske samfund, som blandt andet skyldes reformer af efterløn, dagpenge m.v. Den viser også udbredt folkelig skepsis overfor, om reformerne – som politikerne hævder – fører til bedre velfærd på længere sigt. Reformskeptikerne tvivler på, at politikerne træffer de rigtige beslutninger for landet.
I arbejdspapiret »Reformpolitik og flugt fra regeringen« har professor Jørgen Goul Andersen analyseret videre på de omfattende data fra Trygfonden. Det viser sig, at meget af regeringspartiernes deroute siden valget hænger sammen med reformskepsis og mistillid til politikerne. Det er især reformskeptikerne, som i 2011 stemte på Socialdemokratiet, SF eller Radikale, men nu søger andre græsgange – hos Enhedslisten, Dansk Folkeparti eller den voksende gruppe sofavælgere. Flugten fra regeringspartierne er især koncentreret hos dem, der tvivler på politikernes retning for landet, konkluderer Jørgen Goul Andersen.
På Christiansborg følges meningsmålingerne særlig opmærksomt i denne tid. Den uendelige føljeton om Lars Løkke Rasmussens økonomiske rod og mange søforklaringer får nu politiske konsekvenser. Venstre går markant tilbage, det borgerlige flertal i meningsmålingerne skrumper. Mange danskere betragter Lars Løkke Rasmussen som moralsk anløben, og »blå blok« går til valg med en stadig mere vingeskudt statsministerkandidat.
Centrum-venstre-partierne gør dog klogt i lige at klappe hesten. Socialdemokraterne har lige nu overtaget nogle af de løse vælgere, der svinger efter personsager og øjeblikkelige mediestemninger. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Thorning-regeringen siden valget har kappet båndene til store dele af arbejderbevægelsens folkelige base. Analyserne viser, at det især er arbejdere og lavere funktionærer, som er faldet fra. Samtidig er der massiv skuffelse blandt tillidsfolk og andre lokale opinionsdannere, der normalt mobiliserer til fordel for Socialdemokratiet. De bliver svære at engagere næste gang.
Når SRSF definerer sig selv som en »reformregering«, lyder det fint blandt eksperter og meningsdannere. Mange af de klassiske S-vælgere savner imidlertid et værn om trygheden i »de tusinde hjem« – som Stauning i sin tid udtrykte det. De oplever, at trygheden er under pres både som følge af arbejdsløsheden og skiftende regeringers politik.
For store vælgergrupper bliver næste valg som pest eller kolera. Folkestyrets problem kan sættes på kort formel af to ordpar: »Gucci-Helle« og »Luksus-Lars«. De to statsministerkandidater er, hver på deres måde, tvivlsomme figurer i mange danskeres øjne. Læg dertil udbredt folkelig reformskepsis og rekordhøj mistillid til politikerne. Der er lagt i kakkelovnen til et nyt politisk jordskredsvalg – og at mange måske ligefrem vender ryggen til politik.
