Klumme i Jyllands-Posten 17.9.2018

Af Lars Olsen

 

Mediehistorier, gode og dårlige anmeldelser, reaktioner fra læsere og offentlighed … Jeg har siden 2005 udsendt en stribe velomtalte bøger og kender møllen. Efter en pause på fire år oplevede jeg det igen med ”Det forsvundne Folk”, der fokuserer på de 39 pct. af danskerne, som har fysisk arbejde.

Noget var dog anderledes denne gang: Bogens hovedpointe er, at de 39 pct. er skrevet ud af fortællingen, når politikere og medier diskuterer reformer af pensionsalder, efterløn, førtidspension, dagpenge m.v. Budskabet vakte massive reaktioner på Facebook, hvor en masse af de »forsvundne« med ét følte sig set og hørt.

»Arbejderklassen, der blev pist væk«, hed et interview i Ugebrevet A4, som især læses af tillidsfolk i fagbevægelsen. Interviewet udløste tusindvis af delinger, likes og kommentarer, på få dage blev det årets næstmest læste artikel – mere end mange af artiklerne om forårets overenskomst. Også på min egen Facebook-side er der usædvanlig mange reaktioner. »Du er en sober og vigtig stemme for dem, der mest passer deres og ikke har så stor en stemme,« skriver Berit Løkke Holbæk. »Lars er vores – arbejdernes – talerør,« konstaterer Laila Sommer.

Der er i tv og aviser stor bekymring for fake news på de sociale medier. Medaljen har imidlertid også en anden side: Store samfundsgrupper oplever medierne som fake news – deres levevilkår presses og utrygheden stiger, uden at vi for alvor diskuterer det. Hér er de sociale medier en demokratisk mekanisme, hvor de tilsidesatte kan dele historier og komme til orde uden om bedrestillede meningsdannere og mediefolk.

 

Hvorfor er 39 pct. med fysisk arbejde skrevet ud af samfundets fælles billede? En afgørende forklaring er 25 års forestillinger om »videnssamfundet«. Selvom politikerne nu taler om Danmark som »videns- og produktionssamfund«, hænger de gamle forestillinger ved. Vi antages at være et land af middelklasse bag hæve-sænke-borde.

Hertil kommer, at sociale klasser anses for gammeldags – progressive meningsdannere er i dag mere optaget af etnicitet, køn, seksuelle minoriteter etc. At hvide heteroseksuelle mænd i hårde job skal fortsætte til de er 70, ryster ikke cafe latte kopperne.

Men hov, hvor er fagbevægelsens ansvar? Spørgsmålet stilles i JP af min medkommentator Henrik Jensen. Det forstår jeg godt. Jeg undrer mig også over, hvad fagbevægelsen får ud af de mange velaflagte akademikere og kommunikationsfolk, det undrer også en del i de lokale fagforeninger.

Alligevel er det ikke fagbevægelsen, som for alvor sidder med »aben.« Vi er oppe imod helt fundamentale forestillinger om Danmark, der får unge til at strømme mod gymnasierne, mens erhvervsuddannelserne er i deroute. Dette kan selv den mest effektive faglige kommunikationsafdeling ikke ændre; det er hele det definerende lag i samfundet, som må kigge selvkritisk i spejlet.

Det gør nogle af dem heldigvis også. Jeg var i Presselogen på TV2 News med fire chefredaktører, »Lars Olsens pointer går rent ind hos os, vi er ikke gode,« sagde Christian Jensen fra Politiken. Samme melding er i forskellig grad kommet fra andre, og flere medier er i gang med projekter om arbejderklassen.

 

Lad os lære af et andet skifte i vores kollektive forestillinger: Vi har omsider fået en mere balanceret debat om »udkantsdanmark«; hovedstadens kreative klasse er knap så nedladende som før overfor provinsen. Kan samfundets skæve billede af arbejdsliv og arbejderklasse også ændres? Kan vi genskabe respekten for praktisk arbejde? Det vil tiden vise.

21