Manuskript til kronik i Information 6.6.2008

Af Gry Möger Poulsen
og Lars Olsen

 

Endnu engang må politikerne efter få år ændre en ny uddannelsesreform. Først var det erhvervsuddannelserne – og nu gymnasiereformen. Der må gøres op med den elitære uddannelsestænkning, som fører uddannelsesverdenen på vildspor
I disse dage forbereder den første årgang gymnasieelever fra »det nye gymnasium« sig på den afsluttende studentereksamen. Det er de første elever, der allerede i gymnasiet har prøvet kræfter med videnskabsteori, synopsis-opgaver, høje krav om metodiske overvejelser og det nye Almen Studieforberedelse.

Med gymnasiereformen, der blev indført i 2005, blev gymnasiet nemlig for alvor ramt af den akademiseringsbølge, der efterhånden har præget store dele af uddannelsessektoren – fra mellemlange videregående uddannelser til lærer og sygeplejeske og helt ned i folkeskolen. Selv i folkeskolens ældste klasser ledsages projektarbejde i dag med krav om problemformulering, metodeovervejelser og perspektivering.

Resultatet er, at den sociale ulighed i uddannelsessystemet bliver forstærket – og at mange elever ikke kan gennemskue formålet med undervisningen. Senest er dette fremgået af en undersøgelse, hvor Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) har spurgt 400 3.g’ere om deres oplevelser i det nye gymnasium.

35 procent af de adspurgte vidste ikke, hvad formålet med det nye tværfaglige Almen Studieforberedelse var. 0ver 60 procent har slet ikke eller kun i ringe grad kunnet bruge den viden, som de har fået i det nye grundforløb i det første halve år af 1.g – et forløb der er en meget bred og generel indføring i sprog, naturvidenskab m.v. 46 procent svarer, at de har fået hjælp – for eksempel af forældre – til at lave det store selvstændige Studieretningsprojekt i 3.g.

Undersøgelsen er ikke særlig omfattende, men resultaterne illustrerer de grundlæggende problemer i det nye gymnasium og i et uddannelsessystem præget af teoretisering og akademisering. For en lille gruppe dygtige elever med akademiske forældre er det en drømmeuddannelse. Med mange fremmedord, snak om perspektivering og metodeovervejelse kan de danse let igennem de tre år i gymnasiet. Men for langt størstedelen er det fremmedgørende og ekskluderende. De kan ikke se formålet med undervisningen og slet ikke hvad det har med den virkelige verden at gøre.

 

To fejlslagne reformer

Efter offentliggørelsen af DGSs undersøgelse bebudede undervisningsminister Bertel Haarder større ændringer af gymnasiereformen. Spørgsmålet er imidlertid, om politikerne til fulde har forstået rækkevidden af deres egne fejltagelser.

For få år siden var erhvervsuddannelserne igennem et helt parallelt forløb. I 2000 blev der gennemført en dybtgående reform, der individualiserede erhvervsuddannelserne – de gamle stamklasser blev afløst af moduler og individuelle uddannelsesplaner, hvor unge på 16-17 år skulle tage ansvar for deres egen uddannelse til tømrer eller mekaniker.

Det skete – ligesom i gymnasiet – på trods af advarsler fra lærere og elever. Og det havde – ligesom i gymnasiet – dramatiske konsekvenser. Frafaldet på erhvervsuddannelserne eksploderede, og nu har politikerne måttet reformere reformen af erhvervsuddannelserne. Historien ser ud til at gentage sig.

Det er på tide at se kritisk på selve den uddannelsestænkning, der ligger til grund for det seneste tiårs individualisering og akademisering. En tænkning, der er båret igennem af en elite med politikere, embedsmænd og eksperter. Især er der brug for debat om to spørgsmål:

Det ene er forholdet mellem individ og fællesskab. Unge vil gerne have valgmuligheder, men ikke for enhver pris. Moduler på erhvervsuddannelserne – og snesevis af forskellige studieretninger i gymnasiet – må vejes op mod andre hensyn: Et godt socialt miljø i klasserne og en tæt kontakt mellem lærere og elever. Når uddannelser splittes op i et hav af individuelle forløb, bliver der mindre kammeratskab og voksenkontakt – og flere falder fra.

 

Teori og praksis

Den anden afgørende diskussion handler om forholdet mellem teori og praksis. Diskussionen bør føres i forhold til hele uddannelsessystemet, men tag gymnasiet som eksempel:

Vi er enig i gymnasiereformens intentioner om at skabe selvstændige elever, der kan forholde sig til komplicerede problemer på tværs af faggrænser. For det brede lag af unge er dette imidlertid kun realistisk, hvis der skabes en langt bedre forbindelse mellem den teoretiske undervisning og det virkelige liv.

I stedet for at eleverne skal skrive synopsis-opgaver – der handler om »hvordan man ville lave en opgave, hvis man skulle« – skal de ud i virkeligheden og forbinde teori med praksis. Projektarbejde skal ikke være rent teoretiske metaopgaver. Nej, man bør tage udgangspunkt i en konkret case og lære teorien igennem arbejdet med projektet.

Projekter, hvor teorien forbindes med interviews og undersøgelser i den virkelige verden, vil udfordre både stærke og svage elever. Hvis et hold elever eksempelvis besøger Gellerupparken og interviewer beboerne, kan de både inddrage økonomi, sociologi, religion og dansk (medierne). Det er en langt mere virkelighedsnær og gennemskuelig form for tværfaglighed end den nuværende, som ofte består i at sammenstille forskellige videnskabsteorier.

Samtidig må man erkende, at et vist fundament af faglighed er nødvendig for at være tværfaglig. Og realiteten er, at mange ikke har dette fundament. I folkeskolens historietimer har de måske haft et projekt om vikinger og et om besættelsen, men ved intet om de tusinde år mellem de to perioder. Dermed er historie uanvendeligt som tværfagligt redskab.

Debatten er i for høj grad præget af to urimelige yderpunkter: På den ene side en snæver faglighed som i »den sorte skole«, på den anden side en absolut form for tværfaglighed, der nedprioriterer konkrete faglige færdigheder. Der må findes en balance, hvor unge sikres et solidt fagligt fundament, men også lærer at anvende det i praksis og på tværs af fagene.

Også på anden vis bør uddannelsessystemet forbindes bedre med det omgivende samfund. F.eks. har DGS foreslået praktikforløb på 1-2 uger, hvor gymnasieeleverne kommer ud på en virksomhed, en uddannelsesinstitution eller i en offentlig forvaltning. I andre dele af uddannelsesverden bør der ligeledes ske en opprioritering af praktik. For eksempel oplever mange studerende på mellemlange uddannelser til lærer eller socialrådgiver, at praktikperioderne er for korte og fragmenterede, og at den teoretiske undervisning ikke forholder sig til erfaringerne fra praktiktiden.

 

Akademisering er for de få

Det er dejligt, at ledende politikere som undervisningsminister Bertel Haarder og S-formand Helle Thorning-Schmidt kritiserer akademiseringen og taler om mere praktiske veje til uddannelse. Men tit diskuteres det som snævre tiltag for de svage elever – flere praktiske fag i folkeskolen, særlige praktikforløb på virksomheder, mentorordninger osv. Helt fint, men for os har den afgørende nytænkning et bredere perspektiv: Et opgør med akademiseringen indebærer grundlæggende ændringer af hele uddannelsessystemet og for alle eleverne. Ændringer, hvor undervisningen i de boglige fag får en anden forbindelse med det virkelige liv.

De seneste ti år har uddannelsessystemet været præget af to modstridende tendenser. På den ene side en individualisering og akademisering, der højest giver mening for de 15 procent, som tager lange akademiske uddannelser. Selv blandt gymnasieeleverne er det imidlertid flertallet, der vælger at fortsætte i en mellemlang eller kort videregående uddannelse!

På den anden side er der politisk fokus på at få alle med. Der er bred enighed om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 procent fortsætte i videregående uddannelse. Disse mål er vi helt enige i. Men de bliver ikke til virkelighed, før der gøres op med den elitære uddannelsestænkning. Den er for de få, ikke for de mange – og blokerer for at få alle med.

 

Gry Möger Poulsen er afgående formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Lars Olsen er forfatter til »Den nye ulighed« og »Det delte Danmark«.