Manuskript til kronik i Berlingske 2.1.2013

Af Lars Olsen, journalist og forfatter, og Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol

 

Ved Folketingets åbning talte Helle Thorning-Schmidt om 13-årige Emil. Men regeringens uddannelsesløft bør også handle om hans far og mor. Målet må være at gøre danskerne til de bedste uddannede generationer – i flertal!

Danmark er midt i et massivt uddannelsesløft. Skole og uddannelse er et af de få områder, hvor regeringen i en krisetid bruger flere penge. Vores børn skal være den bedst uddannede generation nogensinde.

Vi er enige. Uddannelse er ikke alene afgørende for Danmarks konkurrenceevne, men også for samfundets sammenhængskraft – og i videre forstand for oplysningen og dannelsen. Vi skal undgå store lavt kvalificerede grupper, som bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet og lever lange perioder på overførselsindkomst.

Regeringen har netop lagt op til omfattende nytænkning af folkeskolen – længere og mere afvekslende skoledag, samspil mellem teori og praksis, bedre ledelse etc. Vi deltager selv i børne- og undervisningsministerens forandringsprojekt Ny Nordisk Skole, men vil hér efterlyse tilsvarende nytænkning af den samlede uddannelsespolitik.

Ved Folketingets åbning brugte statsminister Helle Thorning-Schmidt et effektfuldt billede: 13-årige Emil, der lærer matematik ved at anvende formlerne i sløjdværkstedet. Lad os blive ved dette billede. Uddannelsesløftet skal ikke kun handle om Emil, men også om hans far og mor – den 41-årige maskinarbejder og den 37-årige folkeskolelærer – og Emil, når han bliver ældre. Målet må være at gøre danskerne til de bedst uddannede generationer – i flertal!

 

I dag sker uddannelsesløftet nok så meget gennem det, vi vil kalde det akademiske hovedspor. Over 70 pct. starter i gymnasiet, og det er regeringens mål, at ikke mindre end 25 pct. af en ungdomsårgang skal tage en akademisk uddannelse. Vejen til succes er således at følge hovedsporet: vær heldig og vær bragt til verden af forældre med en lang videregående uddannelse, klar dig godt i de boglige fag i folkeskolen – gør som de fleste andre i 3 år i det almene gymnasium – og brug efterfølgende 6-7 på universitet. Det er her i dette hovedspor pressen har snuden, det er her politikernes opmærksomhed varer længst, det er her prestigen er størst og det er her adgangen til gode indkomster, indflydelse og toneangivende livsstil findes.

Dette stærke, men ensidige, fokus har flere negative konsekvenser:

For det første social skævhed i ressourcer og muligheder. For nylig udkom bogen ”Det danske klassesamfund”. Den dokumenterer, at de seneste femten års udbygning af de akademiske uddannelser entydigt har gavnet unge fra de bedrestillede klasser. Arbejderklassens børn har kun i beskedent omfang fået andel i fremgangen, det samme er tilfældet med unge fra den marginaliserede underklasse.

For det andet er erhvervsuddannelserne ved at blive blindtarm i et uddannelsessystem, hvor det boglige etablerer hovedsporet. Det er katastrofalt, fordi vi fremover vil mangle faglært arbejdskraft. Og det er beklageligt, fordi mange af de gymnasiale unge reelt var bedre tjent med en erhvervsuddannelse. 8 pct. af en årgang har i dag studentereksamen, men lever af ufaglærte job som taxachauffører og pædagogmedhjælpere – eller overførselsindkomst. Og på professionsuddannelserne er der risiko for, at der skabes et stærkt spor, hvor fx den talentfulde lærer akademiserer sig ud af klasseværelset med en akademisk uddannelse, fordi der ikke er stærke praksisnære udviklingsveje – i uddannelse og stillinger.

For det tredje: Risiko for uddannelsesinflation. Tidligere på året viste en analyse fra tænketanken Kraka, at 20 pct. af akademikerne i dag arbejder i job, hvor der ikke er brug for akademiske kvalifikationer. Der sker en fortrængning på arbejdsmarkedet, hvor folk med lange uddannelser tager jobbet fra dem med knap så lange. Som det udtrykkes af formanden for Danske Universiteter:

»På et ideelt arbejdsmarked kunne nogle måske nøjes med mindre uddannelse og så uddanne sig mere løbende. Samfundet har en interesse i kortere uddannelser, men arbejdsgivere vælger altså den ansøger, der har mest uddannelse. Det gør jeg også selv, når vi skal ansætte på universitetet«, sagde rektor Jens Oddershede (JP 15/5 2009).

 

Det er denne gordiske knude, vi skal hugge over. Det skal ske ved reformer, som forskyder balancen mellem en akademisk tyngdekraft til livslang læring af brede grupper; fra en femårig-gørelse af alt på universiteterne til en bredere palet, der suppleres af stærke videreuddannelsesmuligheder. Vores forslag består helt enkelt af to store drej:

Det ene er en justering af de lange videregående universitetsuddannelser, hvor uddannelserne også i praksis splittes op i to dele – en bachelordel på tre, maksimalt fire, år og en kandidatdel på yderligere et par år. Der indføres adgangsbegrænsning til kandidatdelen, så en betydelig del af de unge går ud på arbejdsmarkedet som bachelorer, men med mulighed for yderligere uddannelse senere, hvor det naturligvis er afgørende, at finansiering og udbud er til stede og aftalt med parterne på arbejdsmarkedet.

Samtidig bør det overvejes at SU på kandidatdelen ydes som lån i stedet for som stipendier. Lånet skal betales tilbage, hvis og når kandidaten får et godt og velbetalt job. Dermed vil samfundet spare store midler til undervisning, forskning og SU, og dette skal udgøre grundstammen i det andet store drej: Et voksen- og efteruddannelsessystem af hidtil uset volumen og kvalitet.

Dansk Metal foreslog for nylig, at lønmodtagere efter et vist antal år på arbejdsmarkedet får ret til to års uddannelse på dagpenge. Finansieringen skal ske i fællesskab af staten, arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Det er et spændende forslag. Ufaglærte kan tage en faglig uddannelse og dermed få mindre risiko for at miste jobbet. Men løftet skal også omfatte billedet fra før – Emils far og mor. Den 41-årige maskinarbejder vil måske læse til maskinmester, mens den 37-årige skolelærer tager en master i didaktik indenfor sit fag som dansklærer. Videreuddannelse vil ofte handle om at give sit fag større bredde og dybde, og sådan skal det være.

Dette skifte vil således også påvirke uddannelserne og give dem et langt tættere samspil med det praktiske liv – og det siger vi uden arbejderisme og bonderomantik og uden fordring på at uddannelser skal underkastes kortsigtede behov. De studerende vil være voksne mennesker med erfaring, som skal undervises på andre måder. Mange uddannelser vil med fordel kunne tilrettelægges i samarbejde med private virksomheder og offentlige institutioner. Der er rigeligt med erfaringer at trække på.

Hertil kommer flere andre fordele: En mere retfærdig fordeling af uddannelsesressourcer og muligheder. En øget status til erhvervsuddannelserne og professionsuddannelserne, der bliver et synligt springbræt til videre uddannelse. Og nok så vigtigt en bedre samklang med samfundets behov. Realiteten er, at vi vanskeligt kan forudse arbejdsmarkedets behov om ti eller tyve år. Med livslang læring vil uddannelse i højere grad ske i takt med, at behovene viser sig.

Et massivt løft i voksen- og efteruddannelse er et oplagt emne til nye trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Men det kræver nytænkning hele vejen rundt:

Arbejdsgiverne må indse, at de må bidrage til den veluddannede arbejdskraft, som de siden nyder godt af.

Fagbevægelsen må erkende, at resultater omkring uddannelse og opkvalificering – heraf en del også i fritiden – er mere langtidsholdbare end løn her og nu. Det er simpelthen den bedste vej til at sikre jobbene, lønnen – og prestigen i faget og professionen.

Uddannelsesinstitutionerne skal forpligte sig på bedre arbejdsdeling og sammenhæng i helhedens interesse.

Og ikke mindst: Politikerne må turde udfordre tyngdekrafterne i de eksisterende systemer. Kun derved giver samfundets knappe ressourcer mere uddannelse til flere.

21