Manuskript til artikel bragt i Politiken 17.2.2008. Artiklen var en anelse forkortet i forhold til manuskriptet.

Af Lars Olsen

 

S skal tilbage til dets rødder og værdier, siger kritikerne. Men tit glemmer de, at det klassiske socialdemokrati ikke bare stod for solidaritet og velfærd, men også for nogle særlige folkelige værdier med fællesskab og »pligt og ret«. Helle Thorning-Schmidt & Co. må genskabe de klassiske værdier i en moderne sammenhæng.

I 1911 VEDTOG BYRÅDET i Esbjerg, at kirkeklokkerne skulle ringe klokken 20 om vinteren og klokken 21 om sommeren. Forslaget kom fra Socialdemokratiet. Klokkerne skulle signalere, at det nu var tid for børn på gader og stræder at skrubbe hjem i seng.

Bystyret var bekymret over, at al for mange børn hang ud på gaderne om aftenen. De fik ikke ordentlig søvn og lærte »en mængde unoder«. Klokkernes bimlen skulle ændre den offentlige mening omkring børns færden på gaderne.

Vedtagelsen skyldtes ikke, at bystyret havde fået et akut anfald af borgerlig moralisme. Esbjerg var dengang landets rødeste by. Det var den første større by, hvor Socialdemokratiet i 1905 erobrede flertallet. Og Esbjerg var en foregangsby, der blandt de første indførte kommunale mellemskoler, skolelæger, skoletandlæger og børnehaveklasser.

Men Esbjergs socialdemokrater var bevidste om det, som al for mange på centrum-venstre-fløjen har glemt i dag: Solidaritet og social sammenhængskraft bunder ikke bare i økonomi og offentlige systemer, men også i kultur og fælles værdier. Esbjergs familier nød godt af de nye kommunale ordninger, men skulle også yde deres – for eksempel få ungerne hjem i seng.

 

OMSIDER ER DER kommet gang i en debat om, hvordan Socialdemokratiet og oppositionen rejser sig efter det tredje valgnederlag. Men al for tit bygger den på en falsk antagelse. Kritikerne opfordrer S til at vende tilbage til dét, der kaldes partiets rødder og værdier – underforstået: Blive traditionelt venstreorienterede.

Et frisk eksempel er dr.jur. Eva Smiths indlæg sidste lørdag (Pol 9.2). Hvad ville Stauning sige, hvis han så dagens S-politik, spørger Eva Smith. Hun er pikeret over, at tre unge socialdemokrater vil pålægge borgerne »velfærdspligter« – for eksempel som forældre i skolen. Drop alle de krav og find jeres rødder omkring solidaritet og humanisme, skriver Eva Smith.

Det er godt, at hun er professor i jura og ikke i historie. Det klassiske socialdemokrati stillede nemlig i høj grad krav til folk. »Gør din pligt – kræv din ret,« stod der på de røde fagforeningsfaner. Arbejderne udfyldte deres plads som borgere og forlangte netop derfor en plads ved samfundets bord.

Disse værdier blev praktiseret særdeles håndfast. Den enkelte kunne regne med solidaritet fra fællesskabet, hvis man var udsat for overgreb fra arbejdsgivere eller husejere. Men individet havde også pligter overfor fællesskabet. Der blev slået hårdt ned på dem, der ikke ydede deres og aldrig fik hånden op af lommen. Forpligtelsen og solidariteten gik begge veje.

Den progressive elite brød sig ikke om arbejderkulturen. Det kom i 1920erne frem ved debatterne mellem de kulturradikale og den fremtrædende socialdemokratiske intellektuelle Hartvig Frisch. Allerede dengang formulerede Frisch en slags tredje vej, der adskilte sig fra både borgerligheden og de elitære kulturradikale. For eksempel i skolepolitikken, hvor han både kritiserede den sorte skoles terperi og reformpædagogikkens overdrevne individualisering.

 

I DAG HAR OGSÅ Socialdemokraterne glemt mange af de klassiske værdier. Fra 1960erne og frem blev S i stigende grad »socialteknokrater«, som kun tænkte i økonomi og offentlige systemer, ikke i kultur og værdier. Og efterhånden opstod en kløft i forhold til mange vælgeres syn på ret og rimeligt.

Det ramte partiet med stor styrke i 1990erne, da værdimæssige spørgsmål som indvandring, kriminalitet og faglighed i skolen rykkede op på dagsordenen. Mange af de socialdemokratiske arbejdervælgere gik til højre, mens en del af de højtuddannede sværmede for en verdensfjern progressivitet, der er lysår fra den sociale virkelighed.

Socialdemokraterne formåede ikke at udvikle en »tredje vej«, der har sine egne politiske forslag og værdimæssigt adskiller sig fra både de borgerlige og de radikale / SF. Derfor fremstod den nye udlændinge-, rets- og skolepolitik som taktisk knæfald for de borgerlige.

Samtidig står S uformående overfor samfundsproblemer, der ikke kan fikses med den velkendte socialteknokratiske værktøjskasse. For eksempel den nye ulighed, der ikke bare handler om penge, men nok så meget om skel i uddannelse og kulturelle ressourcer. Eller presset på samfundets sammenhængskraft, der udspringer af ghetto-subkulturer og det omsiggribende mig-samfund.

Samfundet er et andet end for 50 og 100 år siden. Vi er blevet bedre uddannede og den enkelte forlanger mere indflydelse på sit eget liv. Men på ét afgørende punkt er der mere end nogensinde brug for arbejderbevægelsens klassiske værdier, nemlig fællesskaber hvor forpligtelserne går begge veje.

Tag skolen: Børn og forældre har krav på en folkeskole med god undervisning og ordentlige faciliteter. Men forpligtelsen går også den anden vej. Det nytter ikke, at den højtuddannede middelklasse sender børnene i privatskole. Det nytter heller ikke, at indvandrerforældre bliver væk fra forældremøder og svigter opdragelsen af deres børn. Fællesskab betyder forpligtelser for alle parter.

Helle Thorning-Schmidt har ret i, at »velfærd frem for skattelettelser« er et godt grundlag, men ikke kan stå alene. Hvis velfærdssamfundet skal bestå på længere sigt, må vi vælge det fælles – både i de økonomiske prioriteringer og værdimæssigt. Spørgsmålet er, om S-toppen har idekraft til at udvikle politik og fortælling, så befolkningen igen oplever et socialdemokrati forankret i egne værdier. Det drejer sig både om at komme tættere på egne rødder og om at tackle en ny social virkelighed.

 

Lars Olsen er forfatter til ”Den nye ulighed” og ”Det delte Danmark” og ikke medlem af et parti.