Klumme i Jyllands-Posten 22.10.2018
Af Lars Olsen
I underetagen på vores hotel er en håndvask og en maskine med servietter. »Det er forbudt at bruge maskinen under sabbat,« bekendtgør et skilt. Fra fredag til lørdag aften må man gerne vaske hænder, men ikke tørre dem. Den eldrevne letbane, der let bringer os til byen, er også lukket. Efter lang tids venten får vi fat i en taxa, hvor chaufføren forlanger forhøjet »sabbatpris«. Mammon og Vorherre går fint hånd i hånd.
De ortodokse jøder, med mændenes karakteristiske hvide skjorter og sorte jakker og hatte, fylder rigtig meget i Jerusalem. Og den politiske indflydelse er stor. Det ortodokse parti sidder på afgørende mandater og indgår i højrefløjsregeringen. Konsekvensen er stadig flere religiøse regler – til stor irritation for det sekulære jødiske flertal.
Dette er vores tredje tur til Israel. Jeg læser Mit Liv af Golda Meir, der var blandt statens grundlæggere og dets første kvindelige statsminister. Golda Meir fødes i Ukraine, men familien flytter til USA, og hun tilslutter sig de socialistiske zionister, der vil opbygge socialismen i jødernes egen stat. Erindringerne er skrevet i 1975, og den netop fratrådte socialdemokratiske toppolitiker giver ikke meget for ungdomsoprørets kritik:
»Ingen moderne hippie har nogensinde gjort så effektivt oprør mod sin tids samfundsinstitutioner som disse pionerer i århundredets begyndelse. Mange af dem kom fra velhavende hjem og var børn af købmænd og videnskabsmænd. Hvis det kun havde været for zionismen, kunne de være rejst til Palæstina for dér at købe sig appelsinlunde og leje arabere til at gøre arbejdet for sig,« skriver Golda Meir og fortsætter:
»Men de var helt igennem radikale og dybt overbeviste om, at kun eget arbejde virkelig kunne befri jøderne fra ghettoen og dens mentalitet og opdyrke landet (…) De kommuner, de grundlagde – Israels kibbutzer – har kun været levedygtige på grund af det ægte revolutionære social ideal, der lå til grund for dem og stadig gør det«.
De zionistiske pionerer forgudede fysisk arbejde og talte ligefrem om »arbejdets religion«. I 1921 emigrerer Golda Meir til Palæstina og søger optagelse i en kibbutz. Som ung læreruddannet må hun knokle hårdt i marker og køkken for at bryde billedet af en forkælet, boglærd amerikanertøs.
Israels grundlæggere var jøder med europæiske rødder og stærke demokratiske og sociale idealer. Siden kom bølger af jødiske indvandrere fra de arabiske lande, Afrika og dele af Sovjet, med helt andre værdier. Resultatet var et mere ulige, højredrejet og religiøst samfund.
Hvad ville pionerer som Golda Meir tænke om dagens Israel? Vi tilbringer en dag på den besatte Vestbred med taxachaufføren Idrees, der tilhører Israels arabiske mindretal. Han viser os de velstående jødiske bosættelser, hvor fattige palæstinensere stiller som daglejere i israelernes appelsinlunde.
Den hårdtarbejdende vognmand fra Jerusalem er især pikeret over de ordokse jøder, der finansieres af staten eller internationale jødiske organisationer. »De siger, at de ikke kan arbejde, fordi de skal læse Toraen (jødernes bibel). Jeg er deres æsel,« siger Idrees bittert.
Religiøse fundamentalister vinder frem blandt både jøder og muslimer. Konsekvensen er et samfund med stridende kaster – ortodokse imod sekulære jøder, israelere imod palæstinensere, islamister imod moderate palæstinensere… Med til billedet hører også, at palæstinenserne har sagt nej til de seneste årtiers få seriøse fredstilbud. Vejen til kompromis og fred er ikke ligefrem blevet lettere.
