Manuskript til kronik i Social Forskning nr. 2, 2010

Af Lars Olsen

 

Vi har mistet fornemmelsen for klasseskellene mellem brede samfundslag – både i socialforskningen og i den offentlige debat.

I starten af dette årti udsendte filminstruktøren Per Fly tre meget omtalte film, der portrætterer hver sit sociale lag i det danske samfund.

»Bænken« tegner et barsk portræt af livet blandt de marginaliserede i en forstad.

»Arven« beretter om de menneskelige problemer for en rigmandssøn, der uventet arver familiens store virksomhed.

Den tredje film, »Drabet«, handler angiveligt om middelklassen. Hovedpersonen er en gymnasielærer, der indleder et forhold til en af sine elever og kommer tæt på politisk ekstremisme.

De fleste er enige om de store filmiske kvaliteter, men som samfundsportræt er der en væsentlig mangel: En gymnasielærer tilhører faktisk den højest uddannede – og højest lønnede – tiendedel af den danske befolkning.

Det er imidlertid kendetegnede, at hovedpersonen hverken er maskinarbejder eller sosu-assistent. Selv tænksomme og socialt engagerede mennesker har mistet fornemmelsen for de skel mellem brede samfundslag, der stadig kendetegner det danske samfund.

Social ulighed reduceres til små marginalgrupper – hjemløse, børn anbragt udenfor hjemmet, dem på bænken… Grupper, der vitterlig kæmper med store problemer, men også kun udgør få procent af befolkningen.

Bare læg mærke til ordvalget. For 30-40 år siden talte man i den offentlige debat om »klasseskel« eller »social ulighed«. SFI dokumenterede i den ene undersøgelse efter den anden, at der var et dybt skel mellem de velstillede i socialgruppe I og det brede lag af underprivilegerede i socialgruppe IV og V. De to sidstnævnte – faglærte og ufaglærte arbejdere – udgjorde omkring halvdelen af befolkningen.

I dag bruges helt andre begreber. Der tales om »socialt udsatte« eller »negativ social arv«. Alene ordvalget illustrerer, at det er mindre og mere marginale grupper. Det antages, at 90 procent af befolkningen tilhører den samme velstillede middelklasse – at klassesamfundet er noget, vi har lagt bag os, ligesom industrisamfundet, kakkelovnen og det sort-hvide tv.

Tallene dokumenterer ellers, at social ulighed ikke bare handler om små marginalgrupper. Det er eksempelvis stadig børn fra et mindre lag af højtuddannede, som har langt den største chance for at få en akademisk uddannelse – og dermed adgangsbillet til de attraktive og indflydelsesrige job. Og det er stadig de faglærte og ufaglærte, som har mindst indflydelse på deres eget arbejde.

Hvorfor har vi mistet fornemmelsen for disse skel – i den offentlige debat og i socialforskningen? Svaret bunder i flere faktorer. Forklaringerne kan, for igen at bruge et billede fra filmens verden, deles i tre kategorier: Den gode, den onde og den grusomme.

DEN GODE

En del af forklaringen er, at selve ulighedsmekanismerne i samfundet har ændret sig. Marginaliseringen på arbejdsmarkedet betyder, at betydelige grupper i den erhvervsaktive alder er på længerevarende overførselsindkomst, og ofte spiller dette sammen med andre risikofaktorer. Undersøgelser viser, at 10-15 procent af en ungdomsårgang vokser med markant dårligere odds.

Hvis SFI stadig brugte modellen med fem socialgrupper, måtte der opfindes en ny socialgruppe VI. Dette er et træk ved samfundsudviklingen, der først for alvor er blevet tydeligt i de seneste årtier og med rette påkalder sig offentlig interesse. En interesse, der ikke bliver mindre af at risikogruppen er storleverandør af udgiftskrævende foranstaltninger – fra overførselsindkomster over anbringelser udenfor hjemmet til specialundervisning.

DEN ONDE

Parallelt hermed er der imidlertid sket et dybere skifte i samfundsvidenskaberne – og i de offentlige forestillinger, der knyttes hertil. Enhver gymnasieelev kan i dag recitere forskere som Anthony Giddens og Ulrich Bech, som beskriver opløsningen af de traditionelle mønstre, individualiseringen – og hvordan vi »skriver vores egen biografi« og selv former vores identitet.

Det er da også rigtigt, at fabriksarbejderens søn ikke bare går i farmands fodspor og starter på fabrikken, sådan som det måske var tilfældet for 50 år siden. Han vælger mellem en bredere vifte af muligheder – at sælge mobiltelefoner, blive langturschauffør, måske ligefrem bryde kønsrollerne og starte som hjemmehjælper… Kendsgerningen er imidlertid, at en fremtid som læge eller sociolog fortsat er udenfor rækkevidde for de fleste arbejderbørn. Det vil langt oftere være professorens datter, som tænker i den slags baner.

Dette fremhæves da også af alternative samfundsvidenskabelige »skoler«, for eksempel Pierre Bourdieu. Det er imidlertid forestillingerne om de frie, selvrealiserende individer, som præger den offentlige debat – og i realiteten meget af den empiriske forskning. At tale om klasser eller lignende regnes for gammeldags og udløser næsten pr. automatik et hav af kritiske spørgsmål.

DEN GRUSOMME

Med til billedet hører, at finansieringen af den samfundsvidenskabelige forskning understøtter denne udvikling.

Tag bare SFI. Omkring halvdelen af institutionens omsætning stammer i dag fra opgaver på kontrakt for ministerier, kommuner og organisationer.

Det er for så vidt naturligt, at en mere omfattende forskning bliver mere efterspørgselsstyret. Det har imidlertid også konsekvenser for indhold og perspektiv. Vægten lægges på meget specifikke problemer – handicappolitik, boligsocial indsats, sundhedens betydning for arbejdsudbuddet etc. Samtidig styrkes tendensen til at fokusere på »socialt udsatte« og andre marginalgrupper. De er på én gang synlige og uhyre dyre i drift, socialt engagement og cost benefit går op i en højere enhed.

Andre sider af SFIs virksomhed finansieres i fællesskab med forskningsråd m.v., som har blikket stift rettet imod international profilering. Også dette trækker væk fra bredt anlagte nationale analyser af det danske samfund og dets sociale lag. Den danske levekårsundersøgelse fra 1980erne blev finansieret af forskningsrådet – det vil næppe ske i dag. I de øvrige nordiske lande finansierer man løbende analyser af befolkningens levekår, men det sker ikke i Danmark.

Udviklingen har mere eller mindre rationelle begrundelser, men berøver samfundsdebatten meget af dét salt, som SFIs analyser af social ulighed tidligere leverede.

SKIFTET I UDDANNELSESDEBATTEN

Det skal ikke glemmes, at der er en sammenhæng mellem forskning & analyse, offentlig debat og de løsninger, der kommer på den politiske dagsorden. Hér er uddannelsesdebatten et godt eksempel.

Det var i høj grad SFIs undersøgelser, der i 1960erne satte uligheden i uddannelsessystemet på dagsordenen. Undersøgelserne dokumenterede ikke kun, at børn fra socialgruppe V havde ringere muligheder, men også at socialgruppe I nød godt af en privilegeret adgang til uddannelse. Resultatet var en bred og strukturel debat. Af uddannelsessystemets struktur og undervisningsformer. Af økonomiske, sociale og kulturelle barrierer.

I dag er fokus et andet – både i forskningen og debatten. Der er meget opmærksomhed på grupper med særlige problemer (eksempel: drenge med indvandrerbaggrund på erhvervsuddannelser) og meget specifikke tiltag (eksempel: mentorordninger). Det kan være relevant nok, men har også følger for perspektivet. Som regel bliver det individuelt snarere end strukturelt. Som regel er det mindre grupper »i bunden«, ikke de brede ulighedsmønstre der favoriserer de højere samfundslag.

EN GÆTTELEG

Som foredragsholder laver jeg tit en lille gætteleg med tilhørerne: »Hvor mange voksne danskere er akademikere,« spørger jeg. Ofte gættes der på 20 eller 30 procent – ja, sågar 40 procent. Tallene bliver ikke ligefrem lavere, når tilhørerne selv er akademikere – eller bor i attraktive dele af storbyerne.

Det rigtige tal er – 8 procent. Det store flertal er faglærte eller ufaglærte, og der er fortsat betydelige uligheder mellem dem og de bedrestillede, hvad enten vi taler om indkomst, sundhed, uddannelse, arbejdsliv eller tryghed i hverdagen. I dén forstand er Danmark stadig et klassesamfund. Vi er bare holdt op med at tale om det, endsige forske i det.

21