Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.9.2016

Af Lars Olsen

 

Som forfatter og foredragsholder kommer jeg vidt omkring i det danske land. Jeg skriver disse linjer i bilen på vej hjem fra det jyske, mens min hustru, Karin, fører os ad lange, lige og vidtstrakte veje. Ugen har på bedste vis illustreret forskelligheden i dagens Danmark.

Onsdag holder jeg foredrag for skibssmedenes seniorklub i København – smede og elektrikere fra det gamle B&W Motor. Vi mødes i en af fagbevægelsens traditionsrige bygninger, Lyngsiehus i Nyropsgade, hvor indgangene prydes af meterhøje stenfigurer fra arbejderbevægelsens barndom.

Jeg modtages af seniorklubbens formand, Werner Jørgensen, der var tillidsmand på B&W. »Du gik til dén i klummen i mandags«, siger han. Den københavnske tillidsmand læste dagligt Jyllands-Posten på grund af erhvervsstoffet og er holdt ved som pensionist. Indtil for nylig læste han også Financial Times. Motorfabrikken blev i 1980 overtaget af tyske MAN, og Werner Jørgensen sad i koncernens internationale samarbejdsudvalg. En tillidsmand skal kunne sit stof for at bide skeer med bosserne.

Mit foredrag om »klassesamfundet 2.0« skaber debat om mange spørgsmål. I fagforeninger og lokale klubber går ét emne imidlertid igen: Erhvervsuddannelsernes deroute. Sådan er det også hér. Smedene er vokset op i et Danmark, hvor der stod respekt om teknisk kunnen og faglig uddannelse. Hvorfor er uddannelserne blevet så ensidigt boglige? Hvorfor vil alle unge i gymnasiet? Og har samfundet overhovedet brug for alle de akademikere?

B&W var kendt som en rød arbejdsplads, men debatten er som i andre faglige kredse. »Forestillingen om det røde B&W fandtes især udenfor,« siger Werner Jørgensen. »Den kommunistiske fraktion, der havde flertal blandt tillidsmændene, bestod kun af 32 mand; men vi var gode til at få folk med. Sådan var det også på skibsværftet, hvor SF’erne stod i spidsen. De havde mange tillidsfolk, men udgjorde kun en brøkdel af arbejderne«.

Jeg går derfra klogere på et stykke Danmarkshistorie. Og så er det ikke hver dag, man møder en kommunistisk tillidsmand, der læser Financial Times.

 

Dagen efter kører Karin og jeg til Jylland. Jeg skal lørdag deltage i Uddannelsesdebatten i Nørre Nissum. Et flot arrangement, der i løbet af to dage samler flere tusinde mennesker i den lille by ved Limfjorden. Hér er et overflødighedshorn af forskere, politikere og praktikere, der gør os klogere på alt fra daginstitutioner til universiteter.

Fredag er deltagerne i hovedsagen professionelle – uddannelsesvejledere, kommunale embedsmænd og andre, der er med som del af jobbet. Lørdag er der folkemøde i Nørre Nissum. Deltagerne er typisk lærere, pædagoger og forældre. Skolebyen summer af liv i festsalen, teltene og det særlige børneunivers. I mange familier tager bedsteforældrene sig af ungerne, mens far og mor er til debat.

Arrangementet bæres frem for alt af lokale frivillige: unge fra de lokale skoler og uddannelser, der iført sorte T-shirts hjælper med stort og småt.

Undervejs snakker jeg med adskillige medlemmer af Folketinget. De skal medvirke i en enkelt debat, men deltager begge dage for at suge til sig. Debatten i Nørre Nissum er ved at blive en årlig begivenhed i Uddannelsesdanmark. Førende forskere tager med glæde til »udkanten« for at være med.

 

Forsamlingshuset er lukket – i dag foregår dét på nettet. Sådan lyder det gang på gang fra de københavnske akademikere, der sidder lårene af hinanden i tv- og radioprogrammer. Synspunktet er – heldigvis – forkert. Det levende ord trives stadig; rygterne om foreningsDanmarks død er stærkt overdrevne.