Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 7.9.2015

Af Lars Olsen

 

Folkemødet på Bornholm har efterhånden fundet sin form. Det er årets store get together party for det politiske Danmark. Kulturmødet på Mors er også blevet en årligt tilbagevendende begivenhed. Måske bliver det næste mere lokale folkemøder, hvor en egns politikere, foreninger og kulturliv sætter hinanden stævne.

Forrige lørdag var jeg til folkemøde på Møn. Over fire tusinde mennesker fandt vej til en mark ved Askeby – nogle i egen bil, andre med busser fra Vordingborg og Præstø. Initiativtageren er det socialdemokratiske folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil. Mødet blev da også holdt på en mark i tilknytning til hendes gård; det samlede store dele af områdets politikere og foreninger.

Møns første folkemøde blev afholdt sidste år, men det er »allerede ved at blive en tradition« – som DFs Søren Espersen sagde i sin tale på hovedscenen. Folkemødet finansieres af bidrag fra lokale virksomheder, 3F og kommunen; det blev åbnet af Vordingborgs borgmester, Knud Larsen fra Venstre.

Jeg deltog selv i en debat om den voksende utryghed på arbejdsmarkedet. Mange af de andre debatter handlede imidlertid om lokale spørgsmål: Hvordan tiltrækkes flere tilflyttere til Møn og Sydsjælland? Hvordan skaffes der penge til at sanere faldefærdige huse i landsbyerne? Kan Holeby på Lolland udvikle sig til en lokal metropol ved at blive stoppested for hurtigtoget København-Hamburg?

Den kommende Femern-forbindelse fylder rigtig meget i denne del af Danmark. Mange frygter, at jobbene især går til underbetalte udlændinge. Hvordan vi hindrer dét, diskuterede regionspolitiker Jan Hendeliowitz (S) med folketingsmedlem René Christensen (DF), der selv bor på Falster.

Mødets helt store tilløbsstykke var den nye socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, der holdt sin første offentlige tale. Mette Frederiksen havde indtil for nylig sommerhus på Møn og var ikke sen til at udnytte hjemmebanefordelen. Hun talte om den dårlige mobildækning, den gode brunch på Davids Cafe i Stege og Pink Floyds koncert på Klintholm Havn. Dét gav pote hos de lokale.

Den nye partiformand langede også ud efter den overfladiske politiske kultur: »Jeg er selv nået dertil, at når politikere skændes på tv, så skruer jeg ned. Jeg orker ikke journalister, der tror, at tidens sværeste spørgsmål kan klares på 20 sekunder«. Hun lovede selv at være åben omkring de dilemmaer, der ligger bag meget politik – for eksempel den aktuelle flygtningekrise: »De fleste har det nok som jeg selv: Vi skal hjælpe mennesker, der er på flugt, men ligeså indlysende er det, at Europa ikke kan tage imod dem alle. Det er vi nødt til at få styr på«.

Den socialdemokratiske førstedame har en indlysende pointe. Når vi diskuterer med hinanden ved middags- eller kantinebordet, er der god plads til nuancer og argumenter for og imod. I den iscenesatte politik er alt imidlertid sort-hvidt – eller måske rettere: rødt-blåt. Denne kløft mellem hverdagen og den politiske kultur er dybt usund for demokratiet. Det store spørgsmål er bare, hvordan vi ændrer det. Det er lettere sagt end gjort – også for en partiformand.

 

Hér er folkemøder en vej frem. Det store stævne på Bornholm har genskabt noget af dét, der i det klassiske folkestyre foregik i forsamlingshusene: Toppolitikere og organisationsbosser mødes direkte med hinanden og tilhørerne. Et lokalt folkemøde er næsten endnu bedre. Det har et tydeligere fokus: Egnen, dens problemer og lokale aktører – politikere, foreninger, institutioner m.v. Vil eksemplet fra Møn brede sig? Det håber jeg.