Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 8.7.2016

Af Lars Olsen

 

Storbritanniens goodbye ryster EU. Europa skal tættere på borgerne, siger EU-lederne. Men de vil ikke ændre dét, der skaber folkelig modstand: Social dumping og offentlige nedskæringer.

Den afgående britiske premierminister David Cameron tog i sidste uge afsked med kollegerne. Under en uformel middag i Bruxelles kom han med en utvetydig advarsel:

Der er noget grundlæggende galt med EU, og mindre justeringer redder ikke den folkelige opbakning. Det britiske nej ved folkeafstemningen om EU skyldes frem for alt arbejdskraftens frie bevægelighed, påpegede Cameron.

I det seneste tiår er halvanden million østeuropæere indvandret til Storbritannien. Resultatet er et voksende pres på britiske arbejderes løn og arbejdsforhold. Noget, der fik mange til at stemme sig ud af EU.

Camerons advarsel faldt på stengrund hos de 27 andre regeringschefer. I en fælles erklæring understregede de, at adgang til EU’s indre marked »kræver accept af alle fire friheder« – herunder arbejdskraftens frie bevægelighed.

Ifølge kommissionsformanden er den folkelige skepsis især et kommunikationsproblem – ikke et spørgsmål om indvandring og arbejdskraftens frie bevægelighed:

»Jeg tror ikke, at det er hovedproblemet. Som jeg ser det, skal du ikke være overrasket over, at hvis du i 40 år fortæller, at der er noget forkert med EU, så tror vælgerne på dig. Det gælder ikke kun i forhold til Storbritannien. Det er en generel observation,« sagde Jean-Claude Juncker efter EU-topmødet.

Det er rigtigt, at konservative nationalister i Storbritannien har ført kampagne imod EU. Det er bare ikke dét, der fik flertallet i arbejderklassen til at stemme nej. Det var – som Cameron påpeger – østarbejdere og social dumping.

EU bærer også selv ansvaret for et andet skred: Folkelig skepsis i Sydeuropa. For få år siden var Italien, Spanien, Portugal og Grækenland stærkt Europa-begejstrede. I dag er stemningen skiftet. EU’s krav om offentlige nedskæringer har ført til krise og massearbejdsløshed.

Når vælgerne revolterer i både EU og de enkelte lande, skyldes det eliten selv. Erhvervsbosser og politikere tager ikke længere fortidens hensyn til samfundets underprivilegerede.

Velfærdsstaten blev skabt under den kolde krig. Borgerlige kommentatorer kaldte det »kommunistforsikringen«. Sociale forbedringer skulle hindre, at Nordeuropa fik store kommunistpartier som i Frankrig og Italien.

Siden er kommunismen kollapset – og de socialdemokratiske arbejderbevægelser er svagere end før. Erhvervsbosser og liberalistiske politikere betragter i dag velfærdsstaten som en klods om benet. Åbne grænser bruges til at presse lønmodtagerne i Storbritannien, Danmark – og andre EU-lande.

David Cameron har ret: At genskabe EU’s folkelige opbakning, kræver grundlæggende ændringer. Men desværre – det sker næppe. Eliten er ikke rede til at slagte sine hellige køer.