Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 5.12.2016

Af Lars Olsen

 

Folkeskolen er en af de vigtigste fælles institutioner i det danske samfund. Sådan har det været siden skoleloven af 1903, der skabte folkeskolen for alle samfundslag. Men er det også sådan om 10-20 år? Problemet er ikke kun, at hver femte elev i dag går i fri- eller privatskole – og at tallet stiger år for år. Problemet er også, at vi nu har en undervisningsminister, Merete Riisager (LA), der direkte tilskynder denne udvikling.

De to seneste finanslove har forhøjet det offentlige tilskud til privatskolerne. I det nye VLAK-regeringsgrundlag hedder det direkte, at »regeringen ønsker at hæve tilskuddet yderligere«. Pengestrømmen til de private står i skærende kontrast til de besparelser, der rammer andre former for skole og uddannelse. Allerede i dag har mange privatskoler flere penge end folkeskolen, da de ikke har så mange ressourcesvage – og udgiftskrævende – elever.

Det skal understreges, at billedet ikke er ens i forskellige dele af landet. Store dele af hovedstadseliten har stemplet ud af folkeskolen – over 40 pct. af de københavnske akademikerbørn går nu i privatskole. Og det er et demokratisk problem. Også på dette område mangler mange meningsdannere og beslutningstagere kontakt til samfundets brede lag.

I landområderne har friskolerne en bredere profil. I de seneste ti år har kommunerne lukket 300 lokale folkeskoler; samtidig er der nedlagt skolebestyrelser på mange skoler, der nu er afdelinger af større skoler. Centraliseringen har udløst forældreprotester med en bølge nye friskoler. »Folkeskolen flygter fra forældrene – ikke omvendt,« konstaterer Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre, i en blog.

Også i landområderne sker der imidlertid en social opsplitning. I »Flugten fra folkeskolen« fulgte TV2 for nylig to forældregrupper, der opretter nye skoler – en i Holstebro og en i Karrebæk på Sydsjælland. Seerne får uundgåeligt sympati for ildsjælene, der kæmper med alskens praktiske og bureaukratiske problemer. Det er dog også tydeligt, at forældrene er de ressourcestærke, og at områdets svagere grupper ikke er med. Dém må kommunen tage sig af, lyder det lakonisk fra manden bag Karrebæksminde Privatskole.

For nylig fik jeg en mail fra Marie Louise Vangsgaard, der er folkeskolelærer på Lolland. 30 pct. af børnene på Lolland går i privatskole, og hér er et klart socialt mønster:

»Jeg bor på landet, og når jeg ser mig omkring, så er der landmændenes børn – de går i privatskole – og så er der kontanthjælpsmodtagernes børn – de går i folkeskolen. Det er ikke små problemer, børnene kommer med. I min klasse er der tvangsfjernelsessager knyttet til cirka 30 pct. af børnene. Hvordan ser de tilsvarende tal for privatskolerne ud«, spørger den lollandske folkeskolelærer.

På sigt vil polariseringen koste kassen for det danske samfund. Et hav af undersøgelser dokumenterer en »klassekammerateffekt«: ressourcestærke elever trækker de knap så stærke op. En social opsplitning af skoleverdenen betyder simpelthen dårligere faglige resultater og mindre social mobilitet. Regeringsgrundlaget er spækket med, at vi skal gøre dét der virker – bare ikke hér. På skoleområdet trumfes veldokumenteret evidens af liberalistisk ideologi.

 

Der har længe været frygt for, at skoleverdenen bliver spaltet i et A- og B-hold – nu er det en realitet. Ja, vi har direkte fået en regering, der fremmer polariseringen. Heldigvis diskuteres det fra mange sider – Skolelederforeningen, fagforbundet 3F, tv-programmer, lærer- og forældreorganisationer… Hvornår mon også oppositionen vågner?