Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 28.5.2018

Af Lars Olsen

 

Ældrebyrde, det grå guld, det demografiske pres – kært barn har mange navne. Vi bliver flere ældre og færre på arbejdsmarkedet. Pensionsalderen hæves over hele Europa, men en bemærkelsesværdig tendens er på vej: Pensionsreformerne bliver selv reformeret.

Italien hævede i 2010 pensionsalderen, men den nye regering, der er under dannelse, justerer nu reformen. Fremover tages ikke kun hensyn til folks alder, men også til antal år på arbejdsmarkedet. Når de to tal tilsammen giver 100, kan italieneren gå på pension:

Hvis man eksempelvis starter som 20-årig og knokler i 40 år, kan man gå som 60-årig; men starter man først langt senere på arbejdsmarkedet, må man fortsætte til den generelle pensionsalder på 67. Reglen er en mærkesag for den venstrepopulistiske Femstjernebevægelse og skal især tilgodese dem, som kommer tidligt på arbejdsmarkedet og har nedslidende job. Samtidig bliver der mere lempelige regler for kvinder, hvor mange var væk fra arbejdsmarkedet med små børn. Et mønster, der er endnu mere udbredt i Italien end herhjemme.

I Danmark vil de italienske regler med en vis ret betragtes som lovlig generøse. De økonomisk snusfornuftige tyskere har imidlertid gjort noget lignende, dog i en mere forsigtig udgave. Efter 45 år på arbejdsmarkedet, læretid indbefattet, kan en tysker gå på pension to år før den generelle pensionsalder på 65. Dette var en mærkesag for det socialdemokratiske SPD, da de efter forrige valg gik i koalition med Merkels CDU.

I Tyskland er der også særlige regler for kvinder, som skal hindre kønsmæssig slagside. Pasning af mindre børn tæller med på linje med et job. Dette var et krav fra CDU, der vogter om det traditionelle familiemønster.

 

Lur mig, debatten kommer også i Danmark. Vores pensionsreformer er ekstremt vidtgående – på sigt får Danmark den højeste pensionsalder i Europa. Når efterlønnen om nogle år er udfaset, skal alle arbejde til 68 – og på sigt til langt over 70.

Dette rammer især faglærte og ufaglærte, der kom tidligt på arbejdsmarkedet og før gik på efterløn som 60-62-årige. Det er ikke noget tilfælde, at frygten for de sene år på arbejdsmarkedet er en afgørende drivkraft i danskernes stigende utryghed. Bare spørg mureren med de tunge løft og sosu-assistenten med akavede arbejdsstillinger.

Jeg har tidligere skrevet om dette og fået kritiske indvendinger fra et par JP-læsere. Én af dem er, at akademisk arbejde kan være psykisk belastende. Ja, det kan det da. Statistikkerne er imidlertid gode at blive klog af: En murer/tømrer har 6 gange så stor risiko for at komme på førtidspension som en økonom. Læg dertil at den typiske akademiker i dag vælger at arbejde 4 år længere end en faglært. Vores arbejdsliv er simpelthen forskelligt: Faglærte/ufaglærte starter og slutter tidligt, mens akademikere starter og slutter senere.

 

Med de nye reformer af reformerne tages højde for denne basale forskel i arbejdslivet. I Danmark bliver det politisk afgørende, om Socialdemokratiet for alvor rejser dette: »Vi er nødt til at gøre noget, for det er et kæmpe problem. Starter du i dag som 17-årig som murerarbejdsmand, så har du udsigt til at skulle arbejde, til du er 74. Det kan ingen holde til,« sagde gruppeformand Henrik Sass Larsen for nylig til Weekendavisen.

De danske reformer er indrettet efter akademikere, der kommer sent på arbejdsmarkedet og er bag skrivebordene, men passer til mureren og sosu-assistenten som en boksehandske til et blåt øje. Også vi bør reformere reformerne.