Klumme i Jyllands-Posten 5.11.2018

Af Lars Olsen

 

Jeg købte den nye bog om Skat på BogForum i Bella Center. »Jeg vil gerne have en regning. Vi er jo nogle, der skal dokumentere brug af et par hundrede kroner på faglitteratur,« sagde jeg. »Ja, det havde været lettere, hvis du flyttede rundt på nogle milliarder,« svarede ekspedienten.

Skandalerne om Skat og hvidvask er trængt helt ind i hverdagssproget. Almindelige borgere møder stadig større krav om dokumentation og kontrol, men banditter i habitter har frit slag. Selve samfundskontrakten er under pres. Vi betaler høje skatter i tillid til, at reglerne gælder for alle, og at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Sådan er det bare ikke længere.

 

En ny bog, ”Overmod og Afmagt”, analyserer Skat. To af landets førende forvaltningseksperter, Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, kortlægger forløbet, siden skatteminister Kristian Jensen – i dag Venstres kronprins – søsatte de omfattende reformer i 2005. Reformer, der ifølge forfatterne helt fra start hvilede på et løsagtigt og mangelfuldt grundlag.

Den afgørende drivkraft var Finansministeriet og toppen af Skatteministeriet. Topembedsmændene havde længe drømt om at samle skattevæsenet under staten, men det var ikke politisk muligt på grund af modstand fra kommunerne. Nu bød chancen sig, da Venstres daværende indenrigsminister – Lars Løkke Rasmussen – gennemførte sin store centralisering af kommunestyret.

»Finansministeriet er magtfuldt, det er prestigiøst, og dets embedsmænd lider ikke under falsk beskedenhed. Deres resortfaglighed er imidlertid svag,« skriver de to professorer. Alligevel blander ministeriet sig i dag helt ned i detaljen i de øvrige ministeriers områder.

Sådan var det også med Skat. Nogle af reformideerne var relevante, men forløbet blev præget af urealistisk hastværk, overdrevne forestillinger om lette gevinster og »manglende ydmyghed overfor opgaven«. Læg dertil manglende forståelse for, at et skattevæsen ikke bare bæres af formelle institutioner, men nok så meget af normer og kultur.

Reformerne blev legitimeret gennem rapporter fra store konsulentfirmaer. Boston Consulting Group leverede skytset til Kristian Jensens 2005-reform, mens McKinsey i 2012, under den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, satte yderligere turbo på nedskæringerne i Skat:

»I tilbageblik er det ganske klart, at det ikke på noget tidspunkt gik, som konsulenterne havde stillet i udsigt«, påpeger de to forfattere. Men dét har ingen konsekvenser. Professorerne noterer,  at Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet netop har indgået en ny rammeaftale med nogle af de samme konsulentfirmaer.

 

Finansministeriets tænkning er skæv. Reformer af offentlige systemer og sociale ydelser betragtes som en permanent tilstand, der skaffer lette gevinster – uanset om de vidtløftige antagelser holder eller ej. Derimod ses skattekontrol som en udgift, der skal minimeres, ikke en investering i borgertillid og fremtidige skatteindtægter.

Nøjagtig samme skævhed præger Venstre. Løkke & Kristian Jensen overtog i 00’erne Finansministeriets centralistiske fremtidsdrømme, og ved 2015-valget lød parolen, at »det skal betale sig at arbejde« gennem lavere sociale ydelser. De arbejdendes retfærdighedsfølelse udfordres imidlertid nok så meget fra toppen – af banditter i habitter – men hér sætter V-toppen behændigt kikkerten for det blinde øje.

Der må ryddes op i Finansministeriet og deres konsulentvenner, og det bliver tydeligvis ikke under Løkke og Kristian Jensen.

 

21