Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.6.2018

Af Lars Olsen

 

Lad mig starte med et citat fra den aktuelle debat: ”Biblioteker gør det mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse. Hvis man er på dagpenge eller kontanthjælp, så har man mulighed for at gå ned på biblioteket, surfe gratis på internettet, læse aviser og blade. Det trækker arbejdsudbuddet ned”.

Afsenderen er Danmarks mest citerede økonom – Mads Lundbye Hansen. Ifølge Cepos-økonomen kan en god offentlig sektor, med biblioteker og skattebetalte sygehuse, begrænse ”arbejdsudbuddet” – dvs. dem der udbyder deres arbejdskraft. Cepos-økonomens udtalelser til Information vakte et ramaskrig på de sociale medier. En forarget venstrefløj delte citatet igen og igen. Hvad så med det gode vejr: Ødelægger det også arbejdsudbuddet, spurgte én.

I virkeligheden skylder vi Mads Lundbye Hansen stor tak. Han forklarede i klartekst logikken i de regnemodeller, der styrer Finansministeriet og dermed Christiansborg. Øget arbejdsudbud er omdrejningspunktet i den økonomiske politik, uanset om arbejdskraften udbydes af efterspurgte industriteknikere eller ufaglærte, der ikke har de fornødne kvalifikationer.

Med Finansministeriets regnemodeller er øget arbejdsudbud lige så godt som klingende mønt. Reformer, der på sigt antages at øge arbejdsudbuddet, kan her og nu bruges til at finansiere politikernes gode gaver, for eksempel skattelettelser.

 

Fagfolk har længe kritiseret regnemodellerne. Blandt disse er fhv. overvismand Christen Sørensen og fhv. departementschef Jørgen Rosted, der som unge økonomer opbyggede de første danske modeller. Blandt kritikerne er også fhv. finansminister Mogens Lykketoft. Han peger på, at regnemodellerne i hans ministertid ikke anvendte såkaldte dynamiske effekter, men at disse blev indført i 00’erne og siden skærpet.

Reelt er den slags effekter højst usikre. Tag dagpengereformen i 2010. Ministerierne antog, at øget arbejdsudbud havde store dynamiske effekter på arbejdsmarkedet, og at det derfor kun var 2-4.000 årligt, der ville miste dagpengene. I virkeligheden blev det over ti gange så mange – med dramatiske sociale konsekvenser.

I sidste måned udsendte Enhedslisten en grundig rapport om Finansministeriets ”politiske regnemaskine”. Det videre forløb var opløftende for folkestyret: Selvom afsenderen var den yderste venstrefløj, så flyttede den gedigne rapport debatten. Overvismand Michael Svarer var enig i meget af kritikken. Ved en høring på Christiansborg forlangte en samlet opposition – også Socialdemokratiet og Radikale – en ændring af regnemodellerne.

 

I virkeligheden er den politiske regnemaskine kun toppen af isbjerget. Gennem mange år er Finansministeriet vokset til et ”overministerium”, der ned i detaljen styrer resten af Slotsholmen. Over halvdelen af landets departementschefer kommer fra ”finansen”.

Officielt skal ministeriet vogte over rigets økonomi, reelt er det en stat i staten med sin egen politiske dagsorden. Finansministeriet spillede en nøglerolle i de reformer og ”effektiviseringer”, der kørte Skat i sænk. Ministeriet spillede også en nøglerolle i det katastrofale salg af Dong til Goldman Sachs. Ministeriet postulerer dynamiske effekter i enhver social forringelse, men evner ikke at passe på landets arvesølv og indtægtskilder.

Myten om Finansministeriets neutrale embedsværk er – en myte. Staten i staten fører neoliberal politik. Såvel regnemodeller som magtapparat trænger til en oprydning. 2 plus 2 bør igen give 4 – og ikke 7 på grund af dynamiske effekter.