Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 20.6.2016

Af Lars Olsen

 

Hvorfor har de socialdemokratiske partier store problemer med arbejdervælgerne? Hvorfor er mange almindelige lønmodtagere politisk hjemløse? En af de mest præcise analyser kommer fra den anden side af Atlanten: i den amerikanske forfatter Thomas Franks nye bog »Listen, Liberal«.

Bogen har undertitlen »What ever happened to the Party of the People«. Det er en skånselsløs hudfletning af Demokraterne i USA, der fra 1930erne til 1970erne havde mange lighedspunkter med nordeuropæiske socialdemokratier. I årtierne efter Roosevelts New Deal var partiet en koalition, der forenede arbejderklassen og andre dele af det jævne folk. Demokraterne havde – ligesom socialdemokraterne – tætte bånd til fagbevægelsen.

I dag er Demokraternes vigtigste vælgerbase »the professional class« – den højere middelklasse med lange uddannelser og velbetalte job. De begejstres over USA’s første sorte præsident og lovliggørelse af homoseksuelle ægteskaber. Derimod er de ikke optaget af den voksende ulighed, som rammer arbejderklassen og andre i den brede befolkning.

Ifølge Thomas Frank træder Demokraterne ikke for alvor op imod uligheden og magtkoncentrationen i den finansielle sektor. Forklaringen er ikke kun, at ledende Demokrater får sponsormillioner fra finansverdenen, men især at Folkets Parti har overtaget den højere middelklasses verdensbillede.

 

Det bemærkelsesværdige er, at dette er resultatet af bevidste valg. Opløsningen af »New Deal koalitionen« går tilbage til årene efter 1968. Med McGovern Kommissionen, opkaldt efter den senere præsidentkandidat George McGovern, startede omfattende partireformer. Demokraterne kappede båndene til fagbevægelsen og omfavnede nye grupper blandt studerende og unge højtuddannede, der manifesterede sig med protesten imod Vietnam-krigen.

Datidens fagbevægelse kritiseres med rette, men »når partiet siger farvel til fagbevægelsen, siger det også farvel til de spørgsmål, som er afgørende for arbejdende mennesker«, fastslår Thomas Frank. En pointe, der også gælder under danske himmelstrøg.

For den højere middelklasse er uddannelse løsningen på hvad som helst. »Efter sigende kan college overvinde både arbejdsløshed og racisme (…) Uddannelse gør os mere tolerante og opløser vores tvivl overfor globalisering og klimaforandringer,« skriver Thomas Frank.

Uddannelse og social mobilitet erstatter kampen mod ulighed. Ganske betegnende er vor tids to mest succesrige Demokrater, Bill Clinton og Barack Obama, begge vokset op i jævne kår, men fik eksamen fra eliteuniversiteter.

At være liberal i USA er blevet en ideologi for »vidensøkonomiens« vindere. Demokraterne omfavner den nye innovative økonomi, også når Uber undergraver lønmodtagernes rettigheder. Derimod har de liberale – hos os centrum-venstre – ikke meget at tilbyde det store flertal uden længere uddannelse. Mange af de gamle kernevælgere i arbejderklassen lytter derfor i dag til Donald Trump.

 

Parallellen til den hjemlige vandring fra S til DF er indlysende, men stopper ikke hér. Tag to aktuelle debatter. Socialdemokratiet holdt hånden over Uber, da venstrefløjen og DF ville nedsætte en task force for at sikre skattebetaling og ordnede forhold. 3F rasede og formanden for Transportgruppen, Jan Villadsen, meldte sig ud af partiet.

Derimod er S anderledes engagerede, når det gælder forsvar for SU til universitetsstuderende og stort set fri adgang til gymnasiet. Den gymnasiale og akademiske del af uddannelsessystemet favoriseres – ofte med henvisning til social mobilitet. De uddannede klasser har erobret Christiansborg.