Klumme i Jyllands-Posten 29.10.2018

Af Lars Olsen

 

EU og Italien er på vej mod en dramatisk styrkeprøve, som kan ryste hele eurozonen. EU-kommissionen tog tirsdag det usædvanlige skridt at forkaste finansloven i et stort euro-land. Den italienske regering har tre uger til at levere et revideret budget: »Der vil ikke blive skåret så meget som en euro,« fastslår Matteo Salvini fra det højrepopulistiske Lega.

Underskuddet er på 2,4 pct. af nationalproduktet, dvs. under EU’s 3 pct-grænse. EU-kommissionen henviser til, at Italien har en stor gæld – regeringen i Rom svarer, at finansloven skaber optimisme og vækst og dermed gør det lettere at betale gælden tilbage.

Lederen af regeringspartiet Femstjernebevægelsen (M5S) sammenligner budgettet med Roosevelts New Deal: »Det eneste, vi bør frygte, er frygten selv,» siger Luigi Di Maio med et berømt Roosevelt-citat. Finansloven indeholder et af femstjernernes afgørende valgløfter: »Borgerløn« som vores kontanthjælp til arbejdsløse. Budgettet modererer også stigningen i pensionsalderen, så 62-årige med 38 år på arbejdsmarkedet får mulighed for pension, ligesom det gennemfører Lega-løftet om »flad skat« for små virksomheder.

 

Det italienske budget passer med kirurgisk præcision til de to regeringspartiers vælgerbase. Det dokumenterer en analyse, som valgforskeren Marco Maraffi offentliggør i Contemporary Italian Politics. Professor Maraffi kortlægger forårets valg, der sendte de etablerede partier til tælling og gjorde den umage regering af venstre- og højrepopulister til eneste mulige.

For flertallet var det afgørende økonomisk usikkerhed og arbejdsløshed efter et årti med lavvækst, pessimisme og endeløse spareplaner. »Den lange økonomiske krise fra 2008 til 2018 har efterladt dybe ar i det italienske samfund,« konstaterer Maraffi.

Lega står især stærkt i Norditalien, hvor de mobiliserer ufaglærte arbejdere og frem for alt de mange små selvstændige erhvervsdrivende. Hér går »flad skat« og flygtningestop rent ind. Nok så bemærkelsesværdigt er dog M5S, der med 33 pct. er Italiens nye folkeparti – arbejdere, unge og arbejdsløse, ikke mindst i Syditalien. Hér er kontanthjælp og fleksibel pensionsalder stærke mærkesager.

Maraffi’s analyse viser, at M5S leverede et folkeligt knockout til det tidligere regeringsparti, socialdemokratiske PD, hvis vælgerbase i dag er skrumpet til højtuddannede og pensionister. Også i Italien har arbejderklassen forladt et S-parti, men de er især gået til de venstrepopulistiske femstjerner.

 

EU-kommissionens hårde linje bakkes op i det økonomisk stærke Nordeuropa. De forgældede italienere skal ikke nyde det søde liv for andres penge, lyder det fra politikere og lederskribenter. Nordeuropæerne gør imidlertid klogt i at se ud over deres egen næsetip:

Uanset hvad man mener om den populistiske regering, så står den bomstærkt blandt italienerne. Iagttagere vurderer ligefrem, at de to populistiske partier spekulerer i en krise med »bureaukraterne i Bruxelles« forud for forårets valg til EU-parlamentet. Samtidig har den italienske regering en pointe: EU’s snævre fokus på gæld og sparepakker har skruet Sydeuropa ned i en ond cirkel, der destabiliserer de politiske systemer.

At der er en alternativ vej, illustreres af Portugal. Hér brød den socialdemokratisk-ledede regering med EU’s sparekurs, genskabte tilliden i samfundet og præsterer nu vækst, faldende ungdomsarbejdsløshed og mindre fattigdom. Det er dét, italienerne også drømmer om. Hvis EU og Nordeuropa hindrer det, så får vi de populister, vi selv har skabt.