Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.5.2014

Af Lars Olsen

 

Ugens valg til Europa-Parlamentet bliver lidt en af en gyser. I mange lande står EU til en folkelig afklapsning. Vælgerne flokkes om EU-kritiske partier – nogle nationale som Dansk Folkeparti og Le Pen i Frankrig, andre populistiske som Femstjernebevægelsen i Italien eller venstreorienterede som Syriza i Grækenland.

»Mainstream-partiers manglende evne til at lægge forslag på bordet, som giver folk tro på en bedre fremtid, har efterladt døren åben for ekstremister,« lød diagnosen for nylig fra økonomen Philippe Legrain hér i avisen. Legrain var indtil februar i år leder af Bureau of European Policy Advisers, der rådgiver EU-kommissionsformand José Manuel Barroso.

I en ny bog hudfletter han sparepolitikken, som har domineret EU under krisen. Det snævre fokus på gæld og konkurrenceevne skruer Europa ned i en negativ spiral af faldende lønninger, mindre efterspørgsel efter virksomhedernes varer, for få investeringer og faldende produktivitet. Resultatet er ikke bare, at uligheden i samfundet vokser dramatisk, men også at Europa får sværere ved at løse langsigtede udfordringer som lav produktivitet og flere ældre.

»En typisk britisk husstand er ikke rigere end for et årti siden. Den gennemsnitlige tysker tjener en anelse mindre end for 15 år siden (…) Et overvældende flertal af europæere – briter såvel som franskmænd, tyskere og spaniere – vurderer, at deres børn får et dårligere liv end dem selv«, skrev Philippe Legrain i sidste uge i det britiske Independent.

 

Kritikken rammer med stor kraft det EU, hvor Legrain for få måneder siden var ledende embedsmand. Herhjemme har EU været omdiskuteret siden folkeafstemningen i 1972, men i store dele af Europa havde det europæiske samarbejde tidligere stor folkelig legitimitet. For de generationer, der oplevede 2. verdenskrig, stod EF for fred og fremgang. Tyskland og Frankrig, der havde ofret millioner af unge i to verdenskrige, fandt omsider sammen.

Den europæiske Union blev til i 1990’erne, båret af håb om et samlet Europa efter den kolde krig. Datidens ledere havde som unge oplevet krigens rædsler. Den franske præsident Mitterrand sad i tysk krigsfangelejr, mens Tysklands Helmut Kohl var barn under bombardementerne og mistede en bror ved fronten. De var bevidste om, at EU kræver hensyntagen til svagere lande og samfundsgrupper. »Det sociale Europa« – som daværende kommissionsformand Jacques Delors kaldte det.

I dag er Unionens nationale og sociale sammenhængskraft ved at krakelere. Sparepolitikken, dikteret af en konservativ tysk kansler, skaber netop de anti-tyske følelser, som det europæiske samarbejde skulle hindre. For millioner af unge sydeuropæere forbindes Bruxelles med nedskæringer og arbejdsløshed. I Italien er hver anden ung arbejdsløs, i Grækenland og Spanien er det næsten tre ud af fem. Hver femte minut emigrerer én af de unge portugisere, som skulle afhjælpe den såkaldte »ældrebyde«.

Europa har misset en historisk chance. EU kunne i fællesskab sætte investeringer i gang, øge efterspørgslen, skabe job og ny optimisme. Dét, som fhv. formand for de europæiske socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, kalder Keynes Plus. I stedet valgte Tyskland og EU-kommissionen sparepolitikken og den onde cirkel.

 

Herhjemme har vi omsider fået en politisk Europa-debat, hvor også EU-tilhængere som Socialdemokratiet og Venstre tør kritisere systemet. Dét får jubeleuropæere til at tale om nationalisme og populisme. Sådan noget sludder. Problemet er ikke, at folket vender ryggen til EU, men at EU vender ryggen til folket.