Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 8.5.2017

Af Lars Olsen

 

Jeg læser meget og finder historisk litteratur mange steder. For nylig købte jeg en ældre bog i et norsk antikvariat. Bogen kostede 101 danske kroner, med forsendelse blev det 235 kr. Bogen kom imidlertid ikke. En regnvåd formiddag lå der i stedet et pjaskvådt brev i vores postkasse. Det var fra PostNord – bogen var tilbageholdt.

Jeg skulle først betale 47 kr. i importmoms til Skat. Dertil kom, at PostNord opkrævede en håndteringsafgift på 128 kr., og heraf skal Skat selvfølgelig også have moms. Alt i alt skulle PostNord modtage 207 kr. for at levere bogen, der oprindelig kostede 101 kr. Jeg trak på smilebåndet: To af landets mest misrøgtede institutioner – Skat og PostNord – i fælles aktion.

Importmomsen er forståelig, men hvorfor forlanger PostNord en håndteringsafgift på 160 kr. inklusiv moms? Sagen undrede mig, indtil jeg kom i tanke om noget andet: Fagbladet 3F afslørede for nylig, at PostNord Danmark i år med fyringsrunder og dundrende underskud udbetalte månedslønninger på halve og hele millioner til direktører, som også fik millioner i fratrædelse. Ifølge Cepos & Co. er eksorbitante direktørlønninger nødvendige, hvis erhvervslivet skal rekruttere de mest talentfulde topchefer. Med håndteringsafgiften må jeg have ydet mit personlige bidrag til den talentfulde ledelse af PostNord.

 

Sceneskift: Et gammel ordsprog siger, at »jeg betaler min skat med glæde«. Sådan har jeg aldrig haft det, men jeg har betalt ud fra erkendelse af nødvendigheden. Hvis vi skal have et velfungerende velfærdssamfund, så må vi også bidrage.

Min moral er imidlertid udfordret. Skat har udbetalt 12,3 mia. kroner i uberettiget udbytteskat til banditter i habitter. Ifølge Rigsrevisionen har Skat ydermere udbetalt et stort milliardbeløb til momssvindlere. Seneste skud på stammen er så, at Skat har opgivet inddrivelsen af 80 mia. i gæld til det offentlige.

Min hustru Karin kæmper i disse måneder en ihærdig kamp om sit befordringsfradrag, som Skat ikke vil godkende. Ved de første to opringninger til Skat havnede Karin i en endeløs kø, først tredje gang fik hun omsider fat i en medarbejder, der forlangte yderligere dokumentation for befordringen. Forskellen er slående. En milliardsvindler i Dubai får gigantiske beløb udbetalt, hvis blot blanketten er rigtig udfyldt, mens almindelige danskere skal dokumentere i hoved og bagdel.

Regeringen sætter kikkerten for det blinde øje. Skatteministeren, der i 2005 indledte de fatale omlægninger og nedskæringer i Skat, hedder Kristian Jensen og er avanceret til finansminister. Den nuværende skatteminister, Karsten Lauritzen, har fremlagt en såkaldt genopretningsplan, men erstatter kun en mindre del af de fyrede skattemedarbejdere. Når Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti forlanger yderligere tiltag, henvises de til finanslovsforhandlingerne – til efteråret. Lauritzen, Jensen & Co. har god tid, mens pengene fosser ud af statskassen.

 

På et møde med fremtrædende skatterevisorer bad Lauritzen så mindeligt om, at revisorerne overholdt reglerne, da Skat ligger ned og ikke kan stoppe hullerne. Jeg har hørt om episoden på anden hånd, men ministeren på bedende knæ er et godt billede på den dobbeltstandard, der præger samfundsinstitutionerne og især regeringen.

Almindelige danskere behandles nidkært: Vi skal rette ind, dokumentere og betale ved kasse ét. Derimod er attituden anderledes generøs overfor folk i toppen. Hvis det går godt, skal talentfuld ledelse belønnes – hvis det går skidt, ja så skal de også belønnes.