Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 13.6.2016

Af Lars Olsen

 

Skal pensionsalderen forhøjes endnu engang? Spørgsmålet blev i sidste uge stillet af Radio 24syv. Regeringen overvejer dét i den 2025-plan, der fremlægges efter sommerferien. Endnu en forhøjelse støttes af Liberal Alliance, Konservative og De Radikale.

Jeg blev interviewet til radioen som forfatter til »Kampen om Seniorårene«. Lidt senere krydsede den radikale partileder Morten Østergaard klinger med en af de seniorer, der lægger krop til. Ordvekslingen viser kun al for godt, hvorfor tilliden til politikerne er helt i bund:

»Hvis vi skal have råd til en god folkeskole og investeringer i uddannelse og forskning, så må vi have et økonomisk råderum. For langt de fleste gør det ingen forskel, om de skal arbejde til de er 67 eller 68«, siger Morten Østergaard.

Det er 60-årige Annette Pollas ikke enig i. Hun er pædagogisk assistent i en vuggestue og kan først gå på pension som 67-årig. På grund af leddegigt har Annette Pollas allerede i dag smerter ved at gå på arbejde:

»Man skal løfte børnene, sætte sig i gulvhøjde og rejse sig op igen. Inden man kommer op, er børnene langt væk. På grund af leddegigten gør det også ondt i fingrene at trykke så hårdt, som man skal, for at åbne og lukke selerne på børnenes krybber,« fortæller Annette Pollas. Hun glæder sig over andre sider af jobbet – at lægge puslespil og læse med børnene.

Kan du ikke få en tjans på kontoret, spørger studieværten. Nej – som pædagogisk assistent er du »på gulvet«, svarer hun.

Morten Østergaard har imidlertid en løsning. Når vi hæver pensionsalderen, kan der ansættes flere pædagoger og arbejdet tilrettelægges, så folk som Annette kan være med: »Ville du ikke have foretrukket flere kolleger og højere normeringer frem for at gå på pension et år tidligere,« lokker han.

»Jo, men vi bliver nedskåret hvert år«, påpeger Annette Pollas. »Sidste år blev der skåret i normeringerne, så vi er to færre i institutionerne. Og jeg er ikke den eneste: vi har også nogle i 50’erne med slidgigt, der skal arbejde til de er 68. Det bliver rigtig hårdt«.

 

Ordvekslingen er et absurd clash mellem to verdener. Morten Østergaards konstruktion har ingen bund i virkeligheden – og Annette Pollas lugter lunten. I de sidste ti år har hun og kollegerne fået både højere efterløns- og pensionsalder og dårligere normeringer. Bevillingerne til folkeskolen er også raslet ned. Kan du garantere, at pengene ikke går til lavere topskat, spørger studieværten. Nej, det kan Morten Østergaard ikke.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har kortlagt de første årgange, der ikke kan gå på tidlig efterløn: de 60-årige har højere sygefravær og større arbejdsløshed end deres jævnaldrende før efterlønsreformen. En del seniorer døjer med alvorlig gigt og rygproblemer eller er nedslidt på anden vis; andre bliver ikke ansat af arbejdsgivere, der foretrækker yngre ansøgere.

Mange af Slotsholmens indtægter ved højere pensionsalder findes således kun på papiret. For fantasi-milliarderne kan politikerne imidlertid få hvad som helst – flere pædagoger, skattelettelser, bedre samfundsøkonomi, you name ti.

 

Radio 24syv opfordrede lytterne til at kommentere den stigende pensionsalder på SMS. Bekymringen kom ikke kun fra tømrere og mekanikere med fysisk arbejde, men også fra ældre it-folk og andre, der har svært ved de hastige ændringer på arbejdsmarkedet.

Med de allerede vedtagne beslutninger er Danmark på vej til Europas højeste pensionsalder. Politikerne burde forholde sig til, hvordan det kommer til at fungere på arbejdspladserne – i stedet konstruerer de deres egen virkelighed.