Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.3.2014

Af Lars Olsen

 

Jeg rejser meget rundt som foredragsholder. Det er ikke altid lige skægt at bumle 4-5 timer med DSB, men jeg får rigtig meget igen. Ikke mindst en anden virkelighed end hovedstadens »kreative klasse«. Sidste weekend gik turen til det sønderjyske. 3F Aabenraa-Tønder holdt den årlige konference for tillidsfolk og sikkerhedsrepræsentanter. Kun de færreste var således ansat i fagforeningen, langt de fleste kom ude fra virksomhederne.

Jeg fortalte om faglærte og ufaglærte i det moderne klassesamfund, men lagde over flere omgange op til debatter ved bordene. To ting slog mig: Den udbredte pessimisme omkring fremtiden for almindelige lønmodtagere. Og den massive følelse af svigt fra politikerne og ikke mindst det socialdemokrati, som en del er medlemmer af.

»Vi brugte 1900-tallet på at opbygge dette samfund, og vi har brugt de sidste ti år på at bryde det ned igen,« konstaterer én. Ét problem er polakker og andre østarbejdere. Et andet er de mange reformer, der rammer usædvanlig hårdt blandt 3F’s medlemmer.

Samtidig stiller flere spørgsmål ved det mantra om uddannelse, der over en bred kam præger politikerne på Christiansborg: »De siger, at vores børn skal uddanne sig og blive til noget højere oppe i samfundet. Men der vil jo altid være nogen, der har sådan nogle job som os,« siger én. Har vi overhovedet brug for så mange med lange uddannelser, indvender flere.

Jeg hører til Thorning-regeringens kritikere, men må over flere omgange tage den i forsvar: »Politikerne har ret i, at der bliver færre ufaglærte job, og at de unge skal have en uddannelse. Men det er vigtigt, at uddannelse ikke bare er boglig og akademisk – de faglige uddannelser er helt afgørende«, siger jeg.

Jeg må imidlertid give ind på ét punkt: Uddannelse er trådt i stedet for ordentlige forhold i arbejdslivet. Det er jo rigtigt, at nogle – også i fremtiden – vil have jobbene nederst i hierarkiet. Uddannelse er blevet en erstatning for at sikre deres vilkår. Centrum-venstre-fløjen har – ligesom mange borgerlige – overtaget den højtuddannede middelklasses verdensbillede, hvor der i bedste fald fokuseres på social mobilitet, men sjældent på jobbene på gulvet.

Tonen i forsamlingen er ikke mindre skarp, da vi diskuterer folkestyre før og nu. Adskillige er nuværende eller tidligere byrødder og en del menige socialdemokrater. Jeg lægger ikke op til en partipolitisk debat, men det kommer fra flere af deltagerne: »Vi skal have en ny frontfigur i Socialdemokratiet,« siger én. »Det var os, der kæmpede for at de blev valgt – og nu gider de dårligt høre på os,« bemærker en anden.

3F havde stor succes med den såkaldte Skævt-kampagne, som i 2010-11 mobiliserede tusindvis af frivillige landet over. I dag føler mange sig svigtet – ikke mindst Thorning-regeringens håndtering af dagpengene udløser frustration. Dét skal ikke gentage sig, når folk mobiliseres imod social dumping: »Jeg blev valgt til byrådet på kampagnen mod social dumping, og det holder jeg fast i. Måske stemmer Venstre-flertallet os ned, men folk skal se, at vi kæmper for det samme – også efter valget,« siger en kommunalpolitiker.

 

Vi lever i mere forskellige verdener. Beslutninger og meningsdannelse formes langt hen ad vejen af en hovedstadselite, der bor i de samme kvarterer, går til de samme receptioner og sidder lårene af hinanden i de samme tv-programmer. For dem er politik 2020-planer, Christiansborg-taktik og »de nødvendige beslutninger«.

Kriseårene har dramatisk øget brudfladerne i uddannelsessamfundet. Ude i landet er ganske andre virkeligheder, men de andres liv trænger kun glimtvis igennem.