Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 27.6.2011

Af Lars Olsen

 

Avisernes brug af »eksperter« er eksploderet. De store morgenaviser anvender eksperter 11-12 gange oftere end for 50 år siden. Alene fra 2001 til 2011 er antallet af artikler med eksperter steget med 66 procent.

Det viser en undersøgelse af professor Erik Albæk, Syddansk Universitet, som JP omtalte i sidste uge. Undersøgelsen bygger på manuel optælling af artikler i Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten, de blev talt op i en måned hvert tiende år fra 1961 og frem.

Undersøgelsen kommer i kølvandet på hed debat om eksperterne. Først var det socialdemokraten Henrik Sass Larsen, som kritiserede mediernes politiske eksperter – kommentatorerne. Siden var partifællen Nick Hækkerup ude med riven overfor økonomerne, der anklages for »blå« slagside. Og debatten kom op på de helt høje nagler, da Søren Pind (V) og Pia Kjærsgaard (DF) gav professor Marlene Wind det glatte lag. I et efterhånden berømt tv-klip siger professoren, at VKOs aftale om toldkontrol er leflen for »den indre svinehund«.

Debatten udløste rygmarvsreaktioner blandt både borgerlige og progressive, men også tiltrængt refleksion. Journalister diskuterer, om eksperterne bruges for meget og forkert – for eksempel udenfor deres egentlige ekspertise. Problemet stikker imidlertid dybere. Det er godt, at medierne beretter om undersøgelser og ny viden, men når eksperter i stigende grad agerer »overdommere«, opstår der klassemæssig slagside. Ekspertlaget er del af den moderne samfundselite, som er uenige indbyrdes, men også på vigtige punkter langt fra folk flest.

Hér er spændende læsning i den norske Magt- og demokratiudredning, der udkom i 2003 – nogenlunde samtidig med den danske, men med mere samfundskritiske konklusioner. I »Makt og demokrati« analyseres holdningerne i både befolkningen og eliterne:

»Mens folkeflertallet vil have økonomisk udjævning, social stabilitet og national kontrol, vil beslutningseliten have effektivitet, omstilling og internationalisering«, konkluderes det.

Forskerne er, ligesom konsulenterne, del af dette mønster. Som eksempel peger udredningen på, hvordan statsligt diplomati, frivillige organisationer og forskningsmiljøer har fundet sammen om et idealistisk »godhedsregime«, der brander Norge som international mærkevare indenfor miljø, ulandsbistand og konfliktløsning.

Mediernes stigende brug af eksperter giver elitesynspunkter ekstra styrke. Kun de færreste økonomer er optaget af »økonomisk udjævning«, som også herhjemme mønstrer et stort befolkningsflertal. Danske eksperter i EU og internationale forhold tror heller ikke meget på »national kontrol«, tværtimod er fire tykke toldere i Kruså intet mindre end den indre svinehund. EU-specialister, der går ind for grænsebomme, er om muligt endnu sjældnere end økonomer, som går ind for efterløn.

Pointen er ikke, om disse synspunkter er rigtige eller forkerte, men at der er klassemæssige skel i vores holdninger, og at ekspertlaget ofte er på linje med de velstillede samfundslag. Med til billedet hører, at også forskere er farvet af politisk-ideologiske forestillinger. For få årtier siden stod keynesianismen stærkt blandt økonomer, men de neoklassiske økonomer fik overtaget, hjulpet frem af nyliberalistiske strømninger.

 

Jeg er selv ekspert i den forstand, at jeg har tilrettelagt mange analyser og undersøgelser, som er dokumentation i mine bøger. Undersøgelser giver ny viden, men bygger også på et hav af valg – af genstandsfelt, vinkel, metode osv. – og kan fortolkes forskelligt. Alt dette er politisk, den ideologifri ekspert findes ikke.