Essay i Politiken 31.5.2020

Forfatter og journalist: Efter coronakrisen skal arbejderklassens tryghed prioriteres, ellers rammer den demokratiske krise

Sociale skel og utryghed har fået Europas arbejderklasse til at satse på gule veste og Brexit. Danmark er en undtagelse: Her sætter arbejderklassen sin lid til, at Socialdemokratiet kan genskabe trygheden. Det løfte skal indfris, ikke mindst i en krisetid.

Af Lars Olsen

 

CORONA SÆTTER DAGSORDENEN over hele Europa. Det er stadig sundhedskrisen med dens dødstal og dystre beretninger, der dominerer nyhedsstrømmen – men under overfladen lurer en social krise. Syv af ti italienere frygter, at landets økonomiske krise udløser et socialt opgør. I Frankrig mener 60-70 procent, at staten ikke siger sandheden.

»Vi ser, hvordan ”Underfrankrig” reagerer mod teknokraterne. Vi genfinder De Gule Vestes temaer med ideen om, at den politiske klasse svigter«, sagde direktøren for analyseinstituttet Ifop, Jérôme Fourquet, for nylig til Politiken.

Europa oplever i disse år en kløft mellem store befolkningsgrupper og det etablerede politiske system. Ikke mindst arbejderklassen vender ryggen til de partier, der ellers repræsenterede dem. I 2016 skabte en koalition af den engelske arbejderklasse og konservative EU-skeptikere flertal for Brexit. I 2018-19 rystedes Frankrig af Gule Veste, en protestbevægelse fra lønmodtagere i »det perifære Frankrig« udenfor storbyerne.

Kløften udspringer af en repræsentationskrise: Arbejderklassen og den lavere middelklasse føler sig ikke længere repræsenteret i politik, der ofte domineres af storbyernes højere middelklasse. Over det meste af Europa er de socialdemokratiske og socialistiske partier i krise, og fremgang for mindre grønne og røde partier kan ikke opveje nedturen. Gennem 10’erne er pendulet i de fleste lande svinget til højre.

Danmark er et bemærkelsesværdigt brud på dette mønster. Corona-krisen har gjort Mette Frederiksen til »landsmoder«, men vejen blev banet ved folketingsvalget og fundamentet lagt inden. Socialdemokratiet (og i et vist omfang SF) har fået hul igennem til samfundslag, der i andre lande flirter med højrepopulisme eller holder op med at stemme.

5.juni 2019 var Socialdemokratiet igen det store arbejderparti. Næsten hver tredje af de afgivne arbejderstemmer faldt på liste A. Også SF havde et pænt valg blandt arbejderne, hvor 57 pct. stemte på de røde og grønne partier – unikt i Europa.

Samtidig mobiliserede centrum-venstre de traditionelle kernevælgere blandt studerende og offentligt ansatte. Klima og minimumsnormeringer i daginstitutionerne var, sammen med »Arnes pension«, afgørende temaer i valgkampen. Koalitionen af arbejderklasse og rød-grøn middelklasse skabte et flertal, der siden er udbygget. I de aktuelle målinger har Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten flertal uden Radikale.

 

SCENESKIFT: JEG HOLDT FOREDRAG i en provinsby. En venlig tilhører gav et lift til banegården. Hun var i starten af 60’erne og arbejdede i mange år som kirkegårdsgraver. Men det blev stadig hårdere, hun fik indsprøjtninger i knæet hver 14.dag for at klare jobbet. »Hvis jeg skal have nogle gode år efter arbejdslivet, så skal jeg stoppe nu«, sagde hun. Heldigvis kunne hun gå på efterløn, men for de fleste, der er få år yngre, er dette ikke længere en mulighed.

Koblingen af stigende pensionsalder og afvikling af efterlønnen skaber massiv utryghed blandt faglærte og ufaglærte. Det viser Trygfondens målinger, og ude i de lokale fagforeninger er jeg stødt på masser af eksempler. Tømreren, der har fået flere hjælpemidler, men også et mere opskruet tempo. Den kvindelige chauffør, som løfter 60 kg industriaffald på paller, selv om det er i strid med arbejdsmiljøreglerne.

Socialdemokratiets udspil om tidlig folkepension adresserede denne utryghed. Men det var også symbol på et bredere skifte. Mette Frederiksens socialdemokrati stiller skarpt på de gamle kernevælgere blandt arbejderklassen og de offentligt ansatte. Thornings »reform-amok« og Corydons konkurrencestat er fortid. I stedet blæses til kamp mod New Public Management og centraliseringen, der opleves som et stort problem udenfor storbyerne. I dagens klassesamfund handler skellene også om geografi.

Samtidig har Socialdemokratiet gjort op med den liberale udlændingepolitik. Kommentatorer tolker det som populisme, men i den socialdemokratiske optik er det forsvar for velfærdsstaten. Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye påpeger med rette, at en universel velfærdsstat, med gratis uddannelse, sundhed og social sikkerhed, har svært ved at integrere store grupper fra »mindre udviklede lande«.

Udlændingepolitikken var et vigtigt bagtæppe for den klassemæssige omkalfatring, vi oplevede ved valget 5.juni. Med stram udlændingepolitik, tidlig folkepension og opgør med centralisering flyttede Socialdemokratiet store vælgergrupper i arbejderklassen og provinsen, men fremmedgjorde samtidig højtuddannede i storbyerne. De blev imidlertid samlet op af SF, Enhedslisten og Radikale, og facit var et overbevisende flertal for en ny regering.

 

METTE FREDERIKSEN & Co. er i gang med et langt og svært genopbygningsarbejde. Socialdemokratiet har siden 1990’erne tabt terræn i arbejderklassen, og det gik helt galt under Thorning. Tusindvis af faglige tillidsfolk meldte sig ud, andre mistede troen på, at politik overhovedet kan gøre en forskel.

Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister, men også bevidst om kløften. I sommeren 2014 var Thorning tæt på en toppost i EU, og i Thomas Larsens bog, ”Mette Frederiksen”, løftes sløret for en hidtil ukendt plan. Mette Frederiksen gjorde klar til at tage over i Statsministeriet, hun blev kørt til en hemmelig adresse og planlagde en dramatisk kovending: Dansk politiks mest omdiskuterede spørgsmål – dagpengereformen – skulle ændres, om nødvendigt ved at smide Radikale ud af regeringen.

Thorning fik imidlertid ikke EU-jobbet, regeringen fortsatte som hidtil, og ved valget i 2015 blev Dansk Folkeparti et stort parti, ikke mindst i arbejderklassen.

For Mette Frederiksen bunder kløften i en utryghed ved fremtiden, som også har ført til Brexit og Trump. »Den sociale kontrakt udfordres i alle vestlige samfund på grund af ureguleret globalisering og øget ulighed (…) Oven i det kommer indvandringen,« siger hun i ”Mette Frederiksen”.

Det hører med, at repræsentationskrisen herhjemme ikke blev helt så dyb. Ifølge to hollandske professorer, Mark Rovens og Anchrit Wille, er det i Frankrig og Tyskland kun 50-60 procent af de kortuddannede, der overhovedet stemmer, men i Danmark er det over 80 procent. Vi har stadig en relativ stærk fagbevægelse, og Dansk Folkeparti gav tidligt stemme til oversete grupper.

 

MED METTE FREDERIKSENS overtagelse af formandsposten kom en ny generation af 35-45-årige til i Socialdemokratiet. Blandt disse hører også statsministerens strateg og stabschef. Martin Rossen, og ministrene Peter Hummelgaard, Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad. De tre har hver især i debatbøger tegnet en ideologisk profil af det nye socialdemokrati.

Den nye generation har en anden selvforståelse end Thorning-Corydon. For sidstnævnte er politik professionel ledelse, baseret på evidens fra embedsmænd og eksperter, ganske symbolsk fortsatte Corydon hos McKinsey og Børsen. Den nye generation ser derimod sig selv som de folkelige klassers repræsentanter i samfundseliten.

Mattias Tesfaye var murer og faglig sekretær i 3f, mens de øvrige fire er førstegenerations-akademikere, der lægger stor vægt på deres folkelige rødder. Peter Hummelgaard fortæller i sin bog om opvæksten i arbejderklassemiljøet i Kastrup – Kaare Dybvad om Vipperød Mark på Vestsjælland, hvor de gamle skolekammerater rynker på næsen af den kreative klasse i København.

Strømningen får, ikke mindst i Politiken, et negativt stempel som »arbejderister.« Men hvordan kan udgangspunkt i samfundets brede lag være negativt i et demokrati? Det folkelige afsæt betyder, at den nye generation af socialdemokrater stiller skarpt på sociale og geografiske brudflader, presset på samfundets sociale kontrakt og den demokratiske kløft i vestlige samfund. Og det har givet hul igennem til samfundslag, der i andre lande revolterer imod de gamle arbejderpartier.

 

I DE KOMMENDE MÅNEDER bliver dette klassemæssige udgangspunkt vigtigere end længe. Danmark står foran et voldsomt fordelingspolitisk opgør efter Corona-krisen. Borgerlige politikere og økonomer vil – som efter finanskrisen – give yderligere skattelettelser i toppen, mens Corona-regningen sendes til det brede lag.

Det er afgørende, at Mette Frederiksen og støttepartierne lægger en anden kurs. Mere end nogensinde får vi brug for »arbejderister«, der tør prioritere trygheden for arbejderklassen og den lavere middelklasse. En ny omgang »reform-amok« vil være katastrofal – det vil skabe ny mistillid til politikerne og svække hele den sociale kontrakt.

Vi betrådte den 5.juni en ny og spændende vej, men der er ikke langt til Gule Veste og demokratisk krise, heller ikke herhjemme.