Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 3.6.2013
Af Lars Olsen
Reformer er den nye værdipolitik. Det fastslog den radikale økonomiminister Margrethe Vestager for nylig hér i avisen. I det radikale univers er værdipolitik et stærkt ord. I eget selvbillede har de radikale særlig oplyste og fremsynede værdier, hvad enten vi taler om internationalt udsyn eller økonomisk ansvarlighed.
Mærkeligt nok stilles der ikke spørgsmålstegn ved den dyre og dramatiske samfundsforandring, som regeringen – anført af de radikale – gennemfører i disse år, nemlig en hidtil uset ekspansion i de akademiske og gymnasiale uddannelser. Stadig mere dokumentation viser ellers, at konsekvensen er massive fejlinvesteringer og skævheder i både uddannelsessystem og arbejdsmarked.
Jeg bruger med vilje udtrykket dramatisk samfundsforandring. 12-13 pct. af de unge er i dag i gang med en akademisk uddannelse, når de er midt i 20erne. Fremover skal det være 25 pct., fastslår uddannelsesminister Morten Østergaard ® & Co. Fordobling på få år er voldsomt, men ser ikke desto mindre ud til at lykkes. Ifølge nye prognoser fra Undervisningsministeriet vil 27 procent af dem, der i 2011 blev færdig med 9.klasse, med tiden få en akademisk uddannelse. Mens de faglige uddannelser er i frit fald, strømmer de unge til de boglige studier. Alle vil om bag skrivebordene.
Al for tit er det slet og ret penge ud af vinduet. I sidste uge viste en rapport fra DI og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der hvert år bruges næsten 2,5 mia. kroner på »ubrugte studenterhuer«. De gymnasiale uddannelser slår alle rekorder, men mange af studenterne tager efterfølgende en erhvervsuddannelse – eller slet ingen uddannelse. Næsten hver tredje af dem, der som 35-årige ikke har en uddannelse med erhvervskompetence, har en studenterhue i et støvet hjørne af klædeskabet. De konkurrerer om de ufaglærte job med dem, som kun har folkeskolen.
Mange af disse unge var bedre tjent med at starte på en erhvervsuddannelse. Allerede i dag berettes om mangel på håndværkere i enkelte landsdele, ligesom Grundfos for nylig manglede elever indenfor maskinindustri og værktøj. Manglen bliver for alvor dramatisk om nogle år, når konjunkturerne vender og store årgange af faglærte går på pension. Konsekvensen kan blive, at østarbejdere tager jobbene – eller at de helt flyttes ud af Danmark.
Samtidig vil ungdomsårgange med markant flere akademikere strømme ud på arbejdsmarkedet. Men er der overhovedet brug for dem? Hver femte akademiker har allerede nu et job, der ikke kræver akademisk uddannelse, for eksempel som folkeskolelærere eller sekretærer. Endnu værre står det til med dem, der har taget en ph.d. ovenpå den akademiske kandidatgrad. Her er det mere end hver tredje, der stort set ikke bruger deres ph.d.
Skævheden i uddannelsesmønstrene er intet tilfælde. Signalerne fra politikere, medier og lærere er entydige: Det vigtige er de boglige fag i folkeskolen, så videre i gymnasiet – og på universitetet. Der etableres et dominerende hovedspor i uddannelserne, som suger status og talent fra alt andet. Det rammer også praksisnære videregående uddannelser som seminarierne, der tørster efter dygtige lærerstuderende.
Målet om 25 procent akademikere blev indført af den konservative Charlotte Sahl-Madsen, som var videnskabsminister i VK-regeringen. Efter radikalt pres blev det videreført af SRSF-regeringen. Sjovt nok er det netop de radikale og de konservative, som har det højest lønnede og mest akademiske vælgerkorps. Nu skal resten af Danmark være som dem – det er dyrt, skævt og overflødigt.
