Klumme i Jyllands-Posten 16.12.2019

Af Lars Olsen

Jeg har ikke meget fidus til fremtidsforskere. Ofte er de rejsende i tvivlsomme spekulationer og høje honorarer. En undtagelse er Jesper Bo Jensen fra Center for Fremtidsforskning, der tit spidder debattens værste fantasifostre.

Det skete igen i JP. Jesper Bo Jensen gør opmærksom på elementære kendsgerninger, vi tit overser i klimadebatten: Ja, jorden bliver varmere som følge af drivhusgasser, der for en stor del er menneskeskabt. Ja, vi er tvunget til at sætte kraftigt ind og vende udviklingen. Men husk: Danmarks CO-2-udledning er faktisk faldet, det er lande som Kina, Indien og USA, der buldrer afsted.

Det afgørende er international politisk regulering, sådan som det skete i 1980’erne med hullet i ozonlaget. »Det er ikke flyskam, kødfri dage eller andre helt personlige tiltag, der kan ændre udviklingen. Det batter ganske simpelt ikke med individuelle løsninger på store, globale kollektive problemer,« fastslår Jesper Bo Jensen.

 

Denne skribent kan ikke være mere enig. Hvis Danmark i 2030 nedbringer sit CO-2-udslip med 70 pct., sådan som et bredt politisk flertal lægger op til, har det marginal effekt på klodens opvarmning – den internationale betydning er Danmark som eksempels magt.

Det kræver imidlertid, at vi fortsat er det gode eksempel, også når de svære målsætninger omsættes i virkelighed. Skrækeksemplet er Frankrigs præsident Macron. Han hævede i 2018 afgifterne på diesel og benzin – i klimaets navn. Resultatet var protestbevægelsen Gule Veste, der lige siden har rystet Frankrig og Macron.

Grønne afgifter på bilernes brændstof lød ellers så fint blandt de velstillede i Paris. De kan bare tage metroen – eller betale lidt mere for benzinen. Sådan er det bare ikke for arbejderklassen i ”det perifære Frankrig”, som må pendle langt for jobbet. At Macron samtidig sænkede formueskatten for de rigeste, gjorde kun protesten stærkere.

Danmark skal ikke ”lave en Macron”. Vi skal præstere en markant CO-2-reduktion, men det skal ske med social retfærdighed og folkelig opbakning – ellers er vi ikke længere det stærke eksempel for andre lande. Forstå det dog: 70 pct. må aldrig blive en religion. Hvis Danmark i 2030 har en socialt retfærdig reduktion på 65 pct., står eksemplet langt stærkere ude i verden end 70 pct. med skrig, skrål og social protest.

 

Desværre er klimaet blevet den nye identitetspolitik for den progressive middelklasse. Politiken udnævner sig selv til førende klimaavis, og enhver lektor med respekt for sig selv spiser plantefars og bumler med tog til Barcelona. Og feel-good-politikerne følger trop, klimaet bruges i det taktiske spil.

Klimaet skal redde Alternativet fra glemsel, der skal kræves afgifter på kød, fly og produktion uanset de sociale konsekvenser: »Det vil særligt Socialdemokratiet ikke være med til, fordi det er afgørende for dem, at klimaindsatser ikke må ramme socialt skævt, altså gå ud over hr. og fru Frikadelle. Men det samme gælder for SF og Enhedslisten,« skriver fhv. MF Carolina Magdalene Maier i Ræson.

Hr. og fru Frikadelle… Ingen er socialt arrogant som den kreative klasse. Send dem samme vej som højrefløjens klimafornægtere – ud af klimapolitikken. Den brede midte må finde sammen om en markant CO-2-reduktion, der kan forenes med produktion og social retfærdighed – og dermed udgøre eksemplets magt ude i verden. Der må da være en voksen til stede.