Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 15.2.2021

Af Lars Olsen

 

Centralisering og geografisk skævhed fylder meget hér i spalterne – heldigvis. Konsekvenserne er anderledes nærværende for JP’s læsere end i Berlingske og Politiken, der skriver for hvert sit segment af hovedstadens højere middelklasse.

Jeg har været optaget af det skæve Danmark, siden min bog ”Eliternes Triumf” (2010) gjorde op med 00’ernes centralisering. Den 20.april er jeg medforfatter til en ny bog, som kortlægger de sociale, geografiske og holdningsmæssige skel. Og jeg vil gerne hér aflive et par myter, der trives lidt for godt i JP’s spalter.

 

Nej, det er ikke Jylland contra København. De hårdest ramte udkantsområdet ligger faktisk på Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster og Langeland. Hér er en hel stribe kommuner, hvor hver femte eller sjette familie i den erhvervsaktive alder er langvarigt udenfor arbejdsmarkedet. Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Odsherred, flere kunne nævnes.

Periferien omkring Sjælland mangler de produktionsarbejdspladser, der giver Jylland økonomisk styrke, selvbevidsthed og sammenhængskraft. Konsekvensen er, at mange må pendle langt til job, mens andre havner på kanten af arbejdsmarkedet.

Når Inger Støjberg og Søren Gade iscenesætter opdelingen af Danmark som Jylland contra hovedstaden, bunder det i Venstres egne spændinger. Det store oppositionsparti har i dag to meget forskellige baser – Vest/Sydjylland og hovedstaden/Nordsjælland. Det skabte konflikt allerede i 00’erne, hvor Lars Løkke Rasmussen overtog storbyelitens forestillinger og centraliserede sygehuse, kommuner, politistationer m.v.

Periferien omkring Sjælland er politisk et andet sted. Det er ikke udpræget Venstre-land, flere stemmer på Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet.

 

En anden myte handler om mink. Den mødte vi blandt andet i JP’s kronik af Steffen Damsgaard (Landdistrikternes Fællesråd) og Søren Søndergaard (Landbrug & Fødevarer). Aflivningen af mink og minkerhvervet var angiveligt resultat af det opdelte Danmark, hvor beslutningstagerne ikke lytter til landområderne, men fører politik styret af »finansministeriel kugleramme«.

Sådan noget vrøvl. Aflivningen af minkene skete ikke kun af hensyn til folkesundheden, men også med blikket stift rettet imod det produktions-Danmark, der ofte har domicil i det jyske.

I de fatale dage i november, hvor regeringen viste sig at handle uden lovhjemmel, var der international opmærksomhed på den  nye corona-variant fra mink. Storbritannien lukkede grænsen for danskere, andre lande overvejede at følge trop, DI advarede imod en potentiel katastrofe for eksporten. Regeringen måtte handle resolut, ikke mindst af hensyn til produktionsarbejdspladserne

 

Borgerlige debattører overser ofte et afgørende skifte i den politiske geografi: Mens tyngdepunktet i Venstre er rykket østpå til velstillede miljøer i hovedstaden og Nordsjælland, er Socialdemokratiet gået den modsatte vej. Liste A får i dag sine bedste valg i arbejderklasseområder i provinsen, Politikens Kristian Madsen taler ligefrem om Mette Frederiksens »stationsby-strategi«.

Dramaerne ved efterårets valg står da også i en stribe jyske kommuner, hvor Socialdemokratiet kan vælte borgmestre fra det kriseramte Venstre. Og dramaet står i København, hvor Socialdemokratiet kan miste positionen som største parti til Enhedslisten. Den sociale og politiske geografi er i opbrud – og fortidens myter holder ikke længere.