Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.2.2016

Af Lars Olsen

 

NCC. Føtex. Bilka. Jysk … Virksomheder mobbes på de sociale medier. De anklages for at tage flygtninge i billige praktikordninger i stedet for at ansætte arbejdsløse danskere. Også faglige ledere advarer imod misbrug af praktikordninger og for lidt fokus på danske ledige.

Sådan ser virksomhederne ikke på det. De gør jo en samfundsnyttig indsats for at integrere vores nye medborgere: »Hvis man skal trækkes gennem en shitstorm, giver det ikke meget lyst og energi til at hjælpe med at løse de udfordringer,« klager kommunikationsdirektør i Jysk, Rune Jungberg Pedersen, torsdag i JP.

Baggrunden er en aktuel sag fra Uldum, hvor Jysk har taget otte flygtninge i praktik. Historien handler dog om mere end flygtninge. Det hører med, at Jysk i medierne klagede over manglen på kvalificeret dansk arbejdskraft. Samtidig sagde de nej til ansøgere med otte og ti års erfaring med lagerarbejde. I et afslag meddelte Jysk, at der var 335 ansøgninger til 14 stillinger og rigtig mange med erfaring.

»Så tænkte jeg ikke mere over det, indtil jeg så, at de havde ansat otte flygtninge«, siger en vraget lagermedarbejder til Fagbladet 3F. At en sådan omgang dobbeltmoral vækker vrede skal man vist være kommunikationschef for ikke at forstå.

 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har gjort »flygtninge i job« til en afgørende mærkesag – når han ikke skændes med sine støttepartier. Flygtninge er blevet selve adgangsbilletten til de igangværende trepartsforhandlinger mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere.

Fagbevægelsen presser også på for andre emner – praktikpladser, social dumping, nedslidning m.v. Det vil regeringen først tale om senere. »Flygtninge først«, siger Løkke & Co. – bakket op af en overvældende mediedækning.

Det snævre fokus skaber en folkelig modreaktion – af flere grunde. For det første har vi stadig 180.000 arbejdsløse danskere, heraf 47.000 indvandrere der har været hér i mange år. Det fremgår af de såkaldte AKU-undersøgelser, som måler den reelle arbejdsløshed.

Jeg holder mange foredrag blandt kortuddannede danskere, der er med i fagforbund som FOA og 3F. Hér er udbredt modvilje mod de mange tilskudsjob, som allerede i dag præger denne del af arbejdsmarkedet. Hvorfor skal arbejdsgiverne ansætte os på ordentlige vilkår, når de kan få arbejdskraften med klækkelig rabat, spørger folk. Udsigten til tusindvis af flygtninge på discount kommer oveni en allerede udbredt frustration.

Der er da også tale om rigtig mange tilskudsjob – over 100.000 sidste år. Hvis der hertil lægges titusinder af flygtninge, er vi godt på vej til en ny form for »discount-arbejdsmarked«. Læg dertil de mange tusinde østeuropæere, der også presser løn og arbejdsforhold. Bekymringen blandt mange ufaglærte og faglærte er velbegrundet. Det er deres job og levevilkår, som er på spil.

 

Jeg er enig i, at vi skal have flere flygtninge i job. Men som så ofte før, er djævlen gemt i detaljen. Stærke kræfter søger at bruge flygtningene som rambuk til at skabe et discount-arbejdsmarked, hvor tilskudsjob og lave lønninger fortrænger ordnede løn- og arbejdsforhold. For enden af dén vej lurer tilstande som i Tyskland, hvor millioner er working poor – fattige trods et job.

Den urgamle fordelingskamp på arbejdsmarkedet er løjerligt fraværende i debatten. Taktstokken svinges af en sælsom alliance mellem godhjertede kulturradikale og kyniske arbejdsgivere, der giver pokker i de kortuddannede danskere. At dette fører til folkelig modreaktion og »shitstorm« på de sociale medier, er såre forudsigeligt. Folk forsvarer sig – heldigvis.