Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 8.7.2013

Af Lars Olsen

 

Det politiske tv-program Bag Borgen havde for nylig et portræt af DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Det var et af den slags indslag, som Dansk Folkeparti aldrig kan købe for penge. Vi møder den succesfulde formand i hans jyske base i Thyregod. »Jeg er imponeret over, at Danmarks Radio kan finde helt herud,« siger en smilende Thulesen Dahl, da journalisten ankommer i sin store bil.

Kristian lader forhandlinger være forhandlinger på Christiansborg, nu skal der spilles fodbold med Thyregod Old Boys. Fra omklædningsrummet sendes den sidste SMS til partiets finansordfører. Så er det ud på grønsværen, hvor en hensynsfuld Kristian for rullende kameraer hjælper en tacklet modspiller. Efter kampen er der dåseøl i omklædningsrummet, mens kameraet zoomer ind på Kristians hullede sportsstrømper. En mand af folket, må vi forstå.

Den opmærksomme seer hæfter sig imidlertid ved en tankevækkende detalje. I de historiske tv-klip ses et par pæne unge mænd, der i 1993 hamrer løs på et skilt: »Bank mindstelønnen ned«. En af dem hedder Kristian Thulesen Dahl. Dengang var han formand for Fremskridtspartiets Ungdom, der bekendte sig til den liberalistiske recept om »lavere løn – flere i arbejde«. I dag er det ham, der anklager en socialdemokratisk regering for manglende social balance. Man har et standpunkt til man tager et nyt…

 

Den første station på Thulesen Dahls lange rejse er oprettelsen af Dansk Folkeparti i 1996. Det nye parti lægger hurtigt afstand til Fremskridtspartiets krav om massive nedskæringer i velfærden. Thulesen Dahl og de øvrige strateger ved, at det er kombinationen af velfærdsstat og stram udlændingepolitik, som er en sællert blandt de mange utilfredse socialdemokrater. Det er dette, der gør DF til et af landets større partier.

Siden 2011 er der igen erobret nyt land. Mens DF opnåede 12,3 pct. ved valget, står det i dag til 15-16 pct. Langt de fleste af DF’s nye vælgere kommer ikke fra »blå« blok, men er frafaldne socialdemokrater og SF’ere eller unge og andre, der ikke stemte i 2011. Udlændingepolitikken har for alvor fået følgeskab af en skarpere social profil, hvor regeringen direkte anklages for at øge uligheden i samfundet:

»Det er usympatisk, at man udvælger nogle grupper med de laveste indkomster, når man skal sænke selskabsskatten,« sagde Kristian Thulesen Dahl, da regeringen i foråret finansierede selskabsskattelettelser med reformer af SU og kontanthjælp. DF var selv med i forligene om SU og kontanthjælp, men ikke i aftalen om selskabsskatten. En hårfin balance, men indtil videre med succes.

Fremgangen sker støt og stabilt – ikke store op- og nedture som hos Venstre. Og DF’s snigende succes er kommet bag på regeringstoppen. Hér er Venstre siden valget blevet betragtet som hovedudfordringen. Når udlændingepolitikken ryger ned på dagsordenen, har DF ikke den store appel, lød kalkulen. I stedet satsede regeringen på at konkurrere med V om midtervælgerne ved at rykke til højre i den økonomiske politik. Lavere topskat, nedskårne overførselsindkomster, skattelettelser til erhvervslivet, øget ulighed…

 

Resultatet er, at S og SF siden valget har tabt store vælgergrupper – klassiske »røde« vælgere, som ikke kan identificere sig med en regering, der blæser på social retfærdighed. Mange er ved at vende ryggen til politik, andre stemmer Enhedslisten – eller Dansk Folkeparti. Thorning-regeringens krisepolitik trækker ikke kun Danmark mere skævt. Den saver også den gren over, som den »røde« regering sidder på. Paradoksalt – men sådan er det jo…

21