Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.7.2012

Af Lars Olsen

 

De sociale skel blev øget med gymnasiereformen. Fars og mors uddannelse har større betydning for, om en student får funklende 12-taller eller beskedne 4-taller. Det konkluderer en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, som kaster nyt lys over en af de mest kontroversielle reformer i nyere dansk uddannelsespolitik.

På mange måder er det lidt af en tilståelsessag. I årevis søgte det pædagogiske parnas at nedtone problemerne med gymnasiereformen, som blev tromlet igennem trods skepsis hos lærere og elever. Men virkeligheden er ikke sådan at holde nede.

Nok så bemærkelsesværdige er tallene for studieretningsprojektet. Et stort tværfagligt projekt, hvor eleverne arbejder selvstændigt i to uger – før reformen var det kun én uge. Projektet har fået øgenavnet »den store forældreopgave«, fordi mange trækker massivt på hjælp fra forældrene. Hér er forskellen mellem elever fra øverste og nederste socialgruppe øget med næsten en hel karakter. Forklaringen er enkel: Seniorkonsulentens datter kan få helt anden lektiehjælp end buschaufførens søn.

 

Den store fornyelse med gymnasiereformen var netop tværfagligheden. Derfor var den for det pædagogiske parnas intet mindre end den hellige gral. Og derfor mødte reformen modstand fra lærere, for hvem faglighed især er knyttet til de enkelte fag. Samtidig var der udbredt skepsis overfor gymnasiereformens abstrakte form for tværfaglighed.

Ifølge formanden for gymnasiernes rektorforening er øget ulighed en naturlig konsekvens af moderniseringen:

»I gamle dage blev du honoreret for god opførsel, flid og paratviden. Men hvis du i dag skal løfte karakteren, skal du kunne reflektere over forskellige metoder og abstrakt tænkning, og her har du en fordel, hvis den slags bliver diskuteret derhjemme (…) Vi skal lære eleverne at bruge deres viden, og det er vi blevet bedre til«, sagde rektor Jens Boe Nielsen til JP.

Problemet er bare, at gymnasiereformens abstrakte tværfaglighed netop ikke lærer eleverne at bruge deres viden, men er en opvisning i diskursanalyser, hermeneutiske spiraler og lignende. Det almene gymnasium ville vinde ved at skele til de knap så »fine« handelsgymnasier (hhx) og tekniske gymnasier (htx). Hér er der også tværfaglighed, men langt mere jordnært og problemorienteret.

Et eksempel: Elever på htx kortlægger støjgener i kontorlandskaber, designer mulige løsninger og bygger en skillevæg. De bruger deres viden fra fagene til at løse et konkret problem. Social baggrund betyder da også mindre for karaktererne på htx og hhx end i det almene gymnasium. Det anvendelsesorienterede er lettere at afkode og mindsker de sociale skel.

Da jeg besøgte htx, blev jeg vist rundt af en midaldrende matematiklærer. Som ingeniør havde han tidligere arbejdet med naturgas og byggeprojekter i Afrika, og eleverne elsker historierne fra det virkelige liv, fortalte han. Måske er en del af problemet, at den typiske gymnasielærer har gået i gymnasiet og på universitetet, men aldrig prøvet andet end uddannelsessystemets osteklokke? Skolens virkelighed træder let i stedet for den virkelige virkelighed.

 

Kravene til gymnasieeleverne skal ikke sænkes, tværtimod, men de skal være mere relevante og mindre klassebestemte… For rektorformanden er flid og paratviden gammeldags, men et vist minimum bør være uomgængeligt. I en ny undersøgelse siger 48 procent af eleverne, at de bruger en del af timerne på Facebook – sæt dog ind hér og stop den trafik. Gymnasiet skal forlange flid og engagement, ikke akademiske koder der favoriserer de velstilledes børn.